De russiske mediers propaganda er også nået til Danmark. I slutningen af juli bragte Jyllands-Posten en artikel med rubrikken ”Ukrainsk militærkilde: Det var os, der nedskød MH17”.
Artiklens vinkel bygger på en historie fra det russiske nyhedsbureau RIA Novosti, som ifølge lektor på Københavns Universitet Flemming Splidsboel er politisk styret fra Kreml.
»Historien virker umiddelbart som russisk eller separatistisk propaganda,« fortæller Flemming Splidsboel.
Konstruerede citater
RIA Novosti citerer en anonym ukrainsk kilde for, at Ukraine havde en øvelse med antiluftskyts-missiler i området den dag, og derfor godt kunne stå bag nedskydningen af passagerflyet MH17 ved en fejltagelse.
Flemming Splidsboel påpeger, at kildens citater virker konstruerede:
»Citaterne virkede meget belejlige og sat sammen på en distanceret måde. Det virkede ikke, som om personen, der var kommet med citaterne, selv havde været i nærheden af en missilaffyring, men snarere sat nogle oplysninger sammen, der skulle overbevise om, at ukrainerne stod bag affyringen,« siger Flemming Splidsboel.
Han undrer sig over, at Jyllands-Posten ikke bragte et forbehold om, at man ikke kunne bekræfte kildens oplysninger, eller at man skal være varsom med at stole på, hvad Kreml-styrede medier bringer i denne sag.
"Pinlig fejl"
Det var Jyllands-Postens egen udlandsredaktør og Ruslands-kender, Flemming Rose, som skrev artiklen, og han anerkender størstedelen af Flemming Splidsboels kritik:
”Det er en pinlig fejl, som jeg ikke skal forsøge at tale udenom. Jeg burde ikke have brugt kilden, som det skete,” skriver Flemming Rose i en mail til Journalisten.
Han påpeger, at han skriver, at der er tale om et statsejet russisk nyhedsbureau, og at han forsøger at tage så mange forbehold som muligt, ”men åbenbart ikke nok”.
Hvis man klikker ind på historien i dag, er rubrikken ændret fra ”Ukrainsk militærkilde: Det var os, der nedskød MH17” til ”Ukrainske missiler kunne nå fly”.
Flemming Rose skriver i mailen, at det skyldes en læserhenvendelse:
”Jeg rettede rubrikken på baggrund af dialog med en læser, og fordi jeg var enig i hans indvending.”
MH17 er i virkeligheden MH370
Russiske mediers fremstilling af konflikten med Ukraine er flere gange blevet kritiseret i vestlige medier. Blandt andet har en statsstyret tv-kanal lavet en historie om, at nedskydningen i virkeligheden var et fejlslagent ukrainsk forsøg på at skyde Putins fly ned. Et nyhedsbureau, der ejes af det samme konglomerat som RIA Novosti, lavede ifølge Flemming Splidsboel en historie om, at MH17 i virkeligheden var MH370, som styrtede ned i Sydøstasien tidligere på året.
Flemming Rose beklager sin fejl, men skriver, at det ikke er alt, hvad RIA Novosti laver, som er løgn:
”Man skal i det hele taget være varsom med anonyme kilder, uanset om det er RIA Novosti eller andre. RIA Novosti er et statskontrolleret medie, som har til formål at præsentere den russiske regerings side af en historie, og det skal man selvfølgelig være opmærksom på, men det betyder ikke, at alt, hvad RIA Novosti bringer, er løgn,” skriver Flemming Rose og påpeger, at informationerne fra den anden side i konflikten heller ikke altid er til at stole på:
”I denne konflikt har vestlige medier i mange tilfælde for ukritisk viderebragt den ukrainske sikkerhedstjenestes oplysninger (f.eks. har de adskillige gange fortalt, at de har arresteret russiske efterretningsofficerer i det østlige Ukraine, men vi har aldrig set dem), eller det amerikanske udenrigsministeriums,” skriver Flemming Rose.
Ligesom Fox News
Flemming Splidsboel er delvist enig i, at man ikke kan tegne propaganda-krigen sort og hvidt op:
»Vi ved også, at vi ikke kan stole på amerikanerne, men alt andet lige har vi større grund til at stole på dem. Der er en langt højere grad af uafhængig undersøgelse af, hvad politikere gør og siger. Meget af det kan man ikke i Rusland,« siger Flemming Splidsboel.
DR’s korrespondent i Rusland Mathilde Kimer påpeger også, at vestlige medier kan have deres svagheder i denne konflikt:
»Jeg synes ikke, der er særlig meget forskel på Fox News og Russia Today. Det er bare med hvert sit fortegn,« siger Mathilde Kimer med henvisning til den højreorienterede amerikanske tv-station og den statsejede russiske tv-station.
»Det er ikke min opfattelse, at de russiske journalister direkte lyver. Det er helt klart min opfattelse, at de er svært propagandistiske og ensidige og nogle gange lukker øjnene for variation og fornuft. De interviewer folk, der lyver og digter, og de vælger at lade de vildeste konspirationsteoretikere få usandsynligt lang taletid. Det er ikke løgn, det er bare en skæv og ensidig fremlægning af virkeligheden,« siger Mathilde Kimer.
2