”Der findes journalister, som vil gå rigtig langt for at få fingrene i en god historie.”
Sådan indledte bt.dk søndag en artikel om, at en journalist i weekenden angiveligt ”listede sig ind” på et hospital, hvor en mand fra Nakskov var indlagt med brandskader. Manden havde forgæves forsøgt at redde sine to børn ud af et brændende hus – begge børn og tre andre omkom i branden.
Journalisten udgav sig ifølge BT for at være i familie med den indlagte. Men mandens svigermor fik bremset journalisten, før vedkommende nåede ind på hospitalsstuen.
”Vanvittigt,” var hendes eneste kommentar til avisen. Hun ved ikke, hvilket medie journalisten stammede fra.
BT-artiklen satte tankerne i gang hos fotograf Kristoffer Juel Poulsen.
Han er i dag freelancefotograf, men da han i 2010 var foto-praktikant på BT, var han sammen med daværende journalist på avisen Tobias Schultz selv med til at gøre nogenlunde det samme. En episode, de begge to fortryder i dag.
”Vi skal være de første"
I august 2010 var de to med meget kort varsel blevet sendt på en opgave i Kristiansand i Norge. Seks danskere var kæntret i en båd ud for Norges kyst, to var overlevet og indlagt på sygehuset i Kristiansand – fire var stadig savnet. Det viste sig senere, at de alle fire var druknet.
»Jeg kan huske, at jeg blev vækket på en vens sofa og spurgt, om jeg kunne være i lufthavnen om halvanden time. Vi skulle op og være de første, der fik et interview med de overlevende. Det var selvfølgelig det, vi havde fået at vide hjemmefra: ”Vi skal være først”. Og kapløbet startede allerede på vejen derop, hvor vi fandt ud af, at Ekstra Bladet var kommet til at tage et forkert fly,« fortæller Kristoffer Juel Poulsen.
Da de kom derop, var der allerede et større presseopbud foran sygehuset. De indlagte danskeres familier var endnu ikke nået frem.
»Vi stod der og vidste jo godt alle sammen, at det handlede om at få det første interview. Og så får journalisten idéen: Hvad med at vi bare går ind og spørger, om vi må besøge dem? Fra starten var det ikke noget med, at vi ville lyve. Vi ville bare henvende os ved skranken som to almindelige mennesker, der gerne vil besøge de indlagte,« husker Kristoffer Juel Poulsen.
Journalist: Det har givet mig søvnløse nætter
Da BT-journalisterne kommer op til skranken og fortæller, at de gerne vil besøge de to indlagte danskere, bliver de spurgt, om de er familie eller venner til dem.
»Da hun spørger, nikker Tobias ja til, at vi er venner. Og med det samme vender hun sig om og går ind og spørger, om de vil have besøg af nogle venner. Der var slet ingen, som skulle overbevises. Planen var egentlig bare, at det mest indlysende ville være at prøve at spørge. Men så tog det fart derfra,« husker Kristoffer Juel Poulsen.
I en mail til Journalisten bekræfter Tobias Schultz, at det var ham, der traf beslutningen:
”Som jeg husker det, står jeg med pressekortet inde i hånden, da damen bag skranken spørger, om vi er venner til de overlevende. Jeg svarer ikke direkte, men grynter noget, der lyder bekræftende. Måske nikker jeg. Det skulle jeg ikke have gjort. Det var mig, der var den erfarne, og jeg skulle klart have afvist,” skriver han.
I sin mail uddyber han også, hvorfor han i første omgang fandt på, at de skulle henvende sig i skranken.
”Man oplever som kriminalreporter overraskende ofte, at folk faktisk meget gerne vil fortælle. Sikkert som en lille del af deres egen helingsproces. Men det er egentlig uvæsentligt. Jeg tog den forkerte beslutning på et splitsekund. Hvorfor jeg ikke gjorde det eneste indlysende rigtige og præsenterede os som presse, står mig ikke helt klart,” lyder det i mailen fra Tobias Schultz, som fortsætter:
”Det er en episode, der fra tid til anden stadig dukker op i hukommelsen, og den har givet mig ikke så få søvnløse nætter. Jeg har samlet set arbejdet med krimisager i seks år på BT og Ekstra Bladet. Det her er det eneste, jeg decideret fortryder.”
Var i en slags blodrus
Også Kristoffer Juel Poulsen fortryder episoden:
»Det føltes allerede forkert i samme øjeblik, Tobias havde anerkendt, at vi var venner til de indlagte. Og jeg har det sindssygt dårligt over det i dag. De havde lige mistet fire venner, der kommer endelig nogen og besøger dem – og så er det bare en skide journalist og en fucking dum praktikant. Men vi var i en slags blodrus, hvor det hele handlede om at komme først. Det kunne jeg ikke finde ud af at navigere i moralsk og etisk,« forklarer han.
At han ikke sagde fra, da det skete, tilskriver han også sin manglende erfaring på det pågældende tidspunkt. Han havde været i praktik på avisen i cirka et år.
»Jeg tænkte nok, at det åbenbart bare er sådan, man gør. Jeg følte jo også, at jeg skulle præstere og levere – at jeg skulle vise dem, at det ikke havde været forkert af dem at sende mig afsted. Da journalisten efterfølgende ringede hjem til den jourhavende og fortalte om episoden, var reaktionen også noget á la: ”Seriøst, gjorde I det drenge? Det var fandme friskt! Haha”,« husker Kristoffer Juel Poulsen.
Men er det ikke bare dårlige undskyldninger, at du var praktikant, og at der var pres hjemmefra?
»Jo, det er jo dybest set latterligt bare at skyde skylden videre. Da damen i skranken spurgte, om vi var venner, skulle jeg selvfølgelig havde sagt ”ej, undskyld, det er vi ikke”.«
Et massivt præstationspres
Tobias Schultz nævner også presset hjemmefra som et bud på en forklaring på, hvordan det kunne komme dertil.
”Det var ikke mine chefer på BT, der havde bedt mig om at forsøge at snyde os ind, og havde de gjort det, havde jeg med sikkerhed blankt afvist. Hvis jeg alligevel skal forsøge at forklare, kan jeg sige, at jeg følte mig under et massivt præstationspres. Jeg var for nyligt skiftet til BT, og var halvdelen af krimiredaktionen. Vi var i konstant konkurrence med de gamle og langt mere talstærke kolleger fra Rådhuspladsen. Måske var det derfor. Jeg endte i øvrigt mit virke på BT med en stresssygemelding, hvorefter jeg sagde op,” skriver Tobias Schultz.
Han arbejder i dag som selvstændig kommunikationskonsulent.
Chefredaktør tager afstand
I en mail til Journalisten tager chefredaktør på BT, Olav Skaaning Andersen, skarpt afstand fra episoden, som de to tidligere BT-ansatte fortæller om.
”Jeg har ingen erindring om en eventuel episode fra 2010, og jeg lægger mærke til, at journalist Tobias Schultz udtrykkeligt nævner, at ingen chefer på BT har bedt ham om at udgive sig for en anden. Episoden, som journalisten og praktikanten har forklaret den, kommer helt bag på mig og er selvfølgelig helt uforenligt med BT etiske principper. Jeg er dybt overrasket over, at en erfaren journalist som Tobias Schultz kan finde på den slags,” skriver han.
Hvad er din reaktion på, at den jourhavende dengang reagerede på episoden ved at sige: ”Seriøst, gjorde I det drenge? Det var fandeme friskt! Haha.”?
”Det er fem år siden, og udtalelsen er refereret på andenhånd. Hvis bemærkningen fra jourhavende har fundet sted, som beskrevet, er det absolut en forkert måde at reagere på,” skriver Olav Skaaning Andersen.
Han tilføjer desuden:
”Journalister og fotografer skal være fuldt informeret om de etiske retningslinier, der findes på det enkelte medie. Det sker ved information om reglerne, og ved en daglig debat på redaktionen om journalistik og etik, og om hvor grænserne går”.
Journalisten har forelagt Tobias Schultz den del af Olav Skaaning Andersens svar, hvor han bliver navngivet.
”Jeg er ked af, at jeg sådan kan chokere en erfaren tabloid chefredaktør som Olav Skaaning. Jeg håber, han kommer sig. Ellers giver jeg gerne en kop kamillethe,” svarer han i en mail.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvad skete der så egentlig? Blev de lukket helt ind og fik de interviewet og billederne?
Måske er den oplysning bevidst udeladt af artiklen, da det jo er en forkert handling uanset hvad der kommer ud af den, men man bliver da alligevel nysgerrig over, om det lykkedes at komme helt ind på livet af de to overlevende?