»De tog tøjet af, og der fik jeg følelsen af, at jeg ikke passede ind. Men jeg havde mit kamera – det var lidt et skjold. Det havde været værre, hvis jeg bare havde siddet og kigget uden. Så begyndte jeg bare at knipse løs og koncentrere mig om det,« siger Marie Hald om første gang, hun var med helt inde i arbejdsværelset hos den prostituerede Bonnie.

Foto: Liliana Parra

Marie Hald går til daglig på DMJX’s linje for fotojournalister, når hun ellers ikke lige er travlt optaget af at stå på sejrsskamler.

Hun har dokumenteret Bonnies liv, både når hun var på arbejde på klinikken, og når hun gik i bad med sin yngste søn derhjemme. Det har indbragt Marie Hald dokumentarprisen i College Photographer Of the Year 2012, 2.præmien ved dette års World Press Photo i kategorien ”Observed”, og i fredags fik hun pressefotografernes førstepris for ’årets pressefoto’ og ’årets reportage Danmark’.

Marie Hald har fulgt Bonnie i lidt over et år, efter at hun første gang bestemte sig for at lave reportagen som en del af et undervisningsforløb på syvende semester – en ide hun fik på trappeopgangen, hvor hun bor.

»Jeg var nysgerrig, fordi der var en prostitueret, der havde klinik lige nede under min lejlighed – med rødt lys og så videre. Hun var sådan en, der arbejdede fra 9 til 17, så jeg mødte hende altid om morgenen, når hun mødte ind, og tit om eftermiddagen, når hun lukkede,« siger Marie Hald.

Underboen virkede som en type, der ikke passede med Marie Halds fordomme, så gennem hende forsøgte Marie Hald at finde en prostitueret, der ville være med i fotoreportagen.

Hjemme

Det lykkedes ikke at finde en case i underboens netværk, men til gengæld fandt Marie Hald frem til Bonnie, som har været med i et afsnit af reality-serien ’Mormors Bordel’.

»Hun havde været med i serien, så hun var nok ikke genert. Derfor skrev jeg til hende og spurgte, om jeg kunne ringe og tale med hende. Så var hun bare helt cool og inviterede mig ud at besøge hende,« siger Marie Hald.

Bonnie havde intet imod, at Marie Hald tjekkede ind i hendes liv, selv om de begge skulle se hinanden an de første par dage.

»I starten kendte vi ikke hinanden så godt, og jeg tror, vi var mere høflige over for hinanden, og vi skulle lige spore os ind på hinanden,« siger Marie Hald.

Paraderne faldt dog hurtigt.

»Så klikkede vi bare rigtigt godt og havde det også sjovt sammen. Hun var med på, at jeg skulle sove hjemme hos hende, og at jeg skulle tage billeder, mens hun sov, og når hun gik i bad,« siger Marie Hald.

Marie Hald har sovet tre-fire gange hos Bonnie, været med hende på arbejde et utal af gange og med helt inde i sengen omtrent 15 gange.

Hun forklarer, at hun ikke havde turdet hverken planlægge eller håbe på, at projektet skulle blive så omfattende, men at hun hele tiden ønskede sig det.

»Det tror jeg altid, at man tænker, når man er fotojournalist. For man ved jo godt, at så bliver det bedst, og jeg håber også på at kunne tage billeder af hende i fremtiden,« siger Marie Hald.

Aftalen med Bonnie gik indledningsvis kun på et par uger, men da Marie Hald fik forklaret, hvad det egentlig var hun ville, så fik Bonnie ikke bare lyst til at holde døren åben på ubestemt tid, men også til på sigt at få skrevet en bog om sin livshistorie.

På job

Marie Hald var ikke med i soveværelset de første gange, hun var med Bonnie på arbejde, og hun efterlod også kameraet hjemme.

»Første gang jeg var med hende på arbejde, startede jeg med bare at lytte til, hvad der foregik i soveværelset. Jeg sad ude i køkkenet, spiste slik og tænkte ”hvad laver jeg her?”,« siger Marie Hald.

Inden da havde hun taget imod kunderne, vist dem på plads i venteværelset og budt dem på en cola.

»Det var faktisk mere grænseoverskridende at tage imod, så smalltalke og så bagefter sidde og lytte, end det var at være med derinde,« siger Marie Hald.

Det viste sig, at hun ikke var så nervøs, som hun forventede, da hun efter en uge gik med mændene ind til Bonnie.

»De tog tøjet af, og der fik jeg følelsen af, at jeg ikke passede ind. Men jeg havde mit kamera – det var lidt et skjold. Det havde været værre, hvis jeg bare havde siddet og kigget uden. Så begyndte jeg bare at knipse løs og koncentrere mig om det,« siger Marie Hald.

Da hun gik med Bonnie i soveværelset på klinikken tiende gang, var situationen ændret. Hun var blevet langt mere fokuseret på at få taget de billeder, som hun havde i sit hoved. Blandt andet billedet, der siden er blevet kåret til årets pressefoto.

»Jeg ville egentlig gerne have, at der var fokus på Bonnies ansigt, og det krævede, at jeg gik rimeligt tæt på,« siger Marie Hald.

Da hun fik overrakt prisen af overborgmester i København Frank Jensen, beskrev han i vindertalen Bonnies ansigtsudtryk som både frastødende og tiltrækkende på en gang. Det bakker Marie Hald op om.

»Jeg synes, at det er en god tolkning. Jeg har ikke et svar på, hvad hun tænker i det øjeblik, men jeg synes, at man kan se alt, hvad hun har været igennem. Jeg synes, at det fortæller mange historier, dét blik,« siger Marie Hald.

Hun fortæller, at det sværeste ikke var at være med Bonnie, når hun havde kundebesøg.

»Det sværeste har været, når Bonnie har haft det svært. Når hun har grædt, og jeg skulle vælge, om jeg skulle fotografere eller trøste hende. De fleste gange valgte jeg at trøste hende, men jeg har også taget billeder. Det er en svær balancegang,« siger Marie Hald.

Fotohåndværk

Ud over priser og anerkendelse har forløbet givet Marie Hald troen på, at hun kan opbygge tillid til kilder, og at hun er tilliden værd.

Rent praktisk sætter hun stor pris på, at hun tidligere har været i praktik på Scanpix, hvor hun blev sendt ud på en masse forskellige typer hurtige opgaver, mens praktikantkollegerne på dagbladene lavede længere projekter med mere tid til foto-nørkleri. Derfor er der ingen grund til at hænge med hovedet, hvis man ikke lige får den mest prestigefyldte praktikplads, mener hun.

»Selv om jeg ikke lavede personlige projekter på Scanpix, hvilket der måske ellers er noget prestige i, så synes jeg ikke, at det gjorde noget. Jeg lærte en masse forskelligt og en masse teknik dér og havde en masse energi med videre til at lave noget, som jeg virkelig brændte for. Politik og sport er også sjovt, men det her er endnu sjovere,« siger Marie Hald.

Hun synes ikke, at succesen har ført til et tyngende forventningspres, faktisk tværtimod, for hun har fået ekstra grund til at tro på, at hun kan komme igennem med det, hun sætter sig for.

»Jeg har hørt mange, der har vundet priser, tale om forventningspres, men sådan har jeg det faktisk ikke. Jeg er helt vildt glad for det her, og jeg regner egentlig ikke med, at jeg skal ud og erobre verden. Hvis jeg bare kan komme ud og klare mig som fotojournalist, så er jeg mega glad. Jeg elsker at tage alle slags fotos,« siger Marie Hald.