Første fotograf, vi spørger, er Ulrik Pedersen, som er fotograferende kommunikationskonsulent hos Tøndermarsk Initiativet og tidligere fotochef på JydskeVestkysten:

Ulrik Pedersen: ”Det var først, da jeg så billedet, at jeg virkelig forstod historien om Godhavnsdrengene. Mandens ansigt kan læses som en åben bog, og gennem hans øjne forstod jeg, hvor meget der er på spil i den historie. Det går lige ind. Billeder fremkalder forskellige følelser i mig: Det gør virkelig ondt at se. Der er en sorg i hans ansigt, men også en smule stolthed. For søren – det ansigt går lige i maven.” ↓

Årets Pressefoto og Årets Nyhedsbillede er taget af Sarah Hartvigsen Juncker, som er fotojournaliststuderende. Det er taget for Dagbladet Information og har titlen ’Godhavnsdrengene’.

 

Ulrik Pedersen: ”Hvis jeg i december 2019 var blevet spurgt, hvem årets person ville blive, ville jeg have svaret Greta Thunberg. Så det er oplagt, at det er hende, der er Årets Portræt. Det er et fint portræt, godt håndværk. Men jeg mangler et ekstra lag. Jeg kan godt lide portrætter, der giver ny viden, og her bliver jeg bare bekræftet i, at der brænder en vred og passioneret flamme i hendes øjne. Men den opfattelse har jeg allerede af hende. Jeg savner en ny fortælling – eller sider af hende, som kan gøre os klogere.” ↓

Årets Portræt, enkeltbillede, er taget af Lærke Posselt (freelance). Titlen er ’Alle fremtidige generationers øjne hviler på jer’.

 

 

Næste fotograf, vi spørger, er Heine Pedersen, som er freelancefotograf, tidligere redaktionschef på Scanpix, billedchef på Politiken og fotograf på Ugens Rapport og Alt om Sport:

Heine Pedersen: ”Marie Halds billede af en tyk pige rammer, når man ser det. Det ramte mig. Marie Hald er gået ind i sagen med at fotografere tykke piger, og det er nok derfor, hun fotograferer det så flot. På billedet ser man Marte fra Oslo uden en trævl på kroppen. Det er et klassisk fotografi, hvor lyset ligger smukt, og Marte er smuk.

Det er et pinup-billede af en pige, som ikke er en klassisk pinup.

Marie Hald er uddannet som nyhedsfotograf. Nu har hun sin egen stil, hvor hun krydser reportage med kunstfotografi på en måde, som ikke råber op. Jeg har haft Marie Hald som praktikant på Scanpix, og hun kommer tæt på folk i kraft af sin personlighed og kan derfor lave serier over længere tid om følsomme emner.” ↓

Med på udstillingen, Marie Hald (Moment Agency) med titlen ’Jeg er tyk’.

 

Heine Pedersen: ”Det er et klassisk 112-billede, som det giver mening for Ekstra Bladet at bringe. Jeg har stor respekt for 112-fotografi, men billedet hører bare ikke hjemme på en udstilling for Danmarks bedste pressefotografier. Det er et billede med en ikke særligt spændende komposition, som mange har taget med deres mobiltelefon. Jeg ved ikke, hvad der skete i dommerværelset, da de tog det billede med.” ↓

Med på udstillingen, Kenneth Meyer (Ekstra Bladet) ’Eksplosioner i København’.

 

Sidste fotograf, vi spørger, er Sofie Amalie Klougart, som er freelancefotograf med base i Oslo. Hun er tidligere fotochef på norske Morgenbladet:

Sofie Amalie Klougart: ”Den serie, som berørte mig dybest, var Oscar Scott Carls serie fra Red Barnet Ungdoms Sommerlejr for asylbørn i og omkring en dansk spejderhytte. Fotografierne skildrer de fineste øjeblikke, hvor man som beskuer får lov til at se, at disse børn – på trods af alt – stadig er børn. Fotografen har taget nogle gode, konsekvente valg. Blandt andet ser man ingen ansigter af voksne i hans serie, hvorfor illusionen om at befinde sig et sorgfrit sted uden voksenskabte problemer og indblanding etableres. Det er næsten umuligt ikke at komme til at tænke på W. Eugene Smiths bidrag til verdens mest ikoniske fotoudstilling ’The Family of Man’ med værket ’Walk to Paradise Garden’ fra 1946 af fotografens egne to børn. Ligesom i W. Eugene Smiths fotografi ser man i Oscar Scott Carls serie børn gå med ryggen vendt mod kameraet i idyllisk natur. For W. Eugene Smith var dette fotografi et vendepunkt, da han tog det efter at være hjemvendt fra Anden Verdenskrig, dødeligt såret og dybt deprimeret. Om netop det billede skulle han have udtalt: ”I suddenly realised that at this moment, in spite of everything, in spite of all the wars … I wanted to sing a sonnet to life and to find the courage to go on living it.” Lige præcis disse ord er jo sjældent dem, man sidder tilbage med efter Årets Pressefoto, hvor meget ødelæggelse og lidelse præsenteres. Så at man overhovedet kommer til at tænke på dem gør, at denne serie bør hyldes.” ↓

Årets Reportage, Danmark, Oscar Scott Carl (Berlingske). Titlen er ’Børn for en weekend’.

 

Sofie Amalie Klougart: ”Årets fotografiske nedtur under Årets Pressefoto må for mig være Årets Kulturbillede. Ikke fordi billedet i sig selv er dårligt, for det rummer både humor, absurditet, kompositorisk snilde og timing, men fordi kategorien virker besynderligt uambitiøs i denne konkurrence. Jeg ville i stedet ønske, at man oprettede kategorier, som man som forbund gerne vil opfordre sine medlemmer til at lave mere af. Det kunne eksempelvis være en kategori for klimarelateret fotografi eller andre emner, som burde blive dokumenteret i vores samtid.” ↓

Årets Kulturbillede, Bo Amstrup (freelance) med titlen ’De er nok det ærligste publikum, jeg nogensinde har haft’.