Første fredag i marts uddelte Pressefotografforbundet Årets Pressefoto. Det har de gjort siden 1974. Men i år var nye kategorier kommet til, andre var røget ud, og særligt valget af Årets Pressefotograf skulle markere et nybrud.
”Fotojournalistikken bevæger sig for tiden i en mere kunstnerisk retning, og dette udvalg afsøger netop et grænseland mellem kunsten og fotojournalistikken,” skriver juryen om Årets Pressefotograf Mathias Svolds vinderkollektion på fem billeder.
Vi inspicerede udstillingen med to fotografer og debatterede årets nybrud. Banen var kridtet hårdt op – særligt om Årets Pressefotografs fem vinderbilleder.
”Vi tager luften ud af alting, hvis det hele skal fotograferes på afstand med et mælke-filter lagt ind over. Så konceptualiserer vi virkeligheden – det bliver lidt en Instagram-æstetik,” mener Peter Hove Olesen, fotograf og fotoredaktør på Politiken.
Emil Ryge, freelancefotograf og underviser på KBH Film & Foto Skole, er uenig.
”Jeg kan ikke forstå den der tilbagevenden til, at det er for smukt eller for æstetisk, bare fordi det ikke ligner reportagefotografi, som vi er vant til at se det,” siger han.
Den diskussion vender vi tilbage til. Først gjorde vi holdt i udstillingen ved den anden af konkurrencens to hovedpriser – Årets Pressefoto …
Årets Pressefoto: Bax Lindhardt
Reality: Reality-stjerner fester igennem til Reality Awards 2018.
Juryen: ”Realityverdenen handler om at overgå hinanden, og grænserne bliver hele tiden rykket. Det gælder om at skille sig ud og blive set (…) Det er ekstremt for at være ekstremt. Men festen, farverne og boblerne står i stærk kontrast til de mange statistikker om unges depressioner, stress og manglende robusthed. Det viser billedet, der ikke fejrer udviklingen, men retter det kolde blitzlys lige på: Se! hvor grelt og vildt det er.”
Emil: ”Stilmæssigt er der ikke noget nyt ved det her billede. Det er jo manifestationen af det klassiske pressefotografi, hvor fotografen står det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Et solidt reportagebillede.”
Peter: ”Ja, det er super solidt. Og det er rigtig fint at komme hjem med – al ære og respekt til Bax for at have fanget det øjeblik. Det er jo et pissegodt ansigtsudtryk, han går fri, der er sving i håret og så videre.”
Emil: ”Og så er der flashen i alle dråberne. Teknisk er det bare enormt veleksekveret.”
Peter: ”Men er det årets pressefoto? Jeg siger ikke, at Årets Pressefoto skal være ”set og sket” i året, der er gået. Men det er alligevel lykkedes at komme uden om de gule veste i Paris i den her kategori. Det lykkes at komme uden om den største humanitære katastrofe lige nu i Yemen, det lykkes at komme uden om migrationskrisen, der måske er det største varige problem, og det er lykkes at komme uden om Brexit.”
Emil: ”Men skal det altid være et billede fra den største begivenhed, der vinder?”
Peter: ”Nej. Men det skal betyde noget – det skal handle om indhold. Ellers bliver det bare en fotokonkurrence, hvor vi kårer det bedste eller flotteste billede. Så bruger vi ikke den talerstol og den megafon, vi har, til at sige, at det her er et vigtigt emne – det skal der fokus på. Det er jo det, et billede, som man ophøjer til den plads, og den pris kan bruges til; at give fornyet fokus på en problemstilling.”
Emil: ”Men de begivenheder, du lister op, er bare meget konkrete – gule veste og krige og ulykker. Der er et sted at rette linsen hen. Jeg synes egentlig, at et emne som sociale medier og den virkelighed, de her mennesker er et produkt af, er en kæmpestor og super relevant problemstilling. Fordi det vedrører en masse mennesker. Det er bare utroligt svært at løfte fotografisk. Og jeg synes, det er fint, at konkurrencen også kan favne, at man tager fat på temaer, som ikke er så fotograferbare.”
Peter: ”Helt sikkert. I virkeligheden er det jo vanvittigt spændende, hvad reality, youtubere og influencers gør ved vores samfund. Men viser det her billede det? Nej – det er det, man gerne vil have os til at tænke om billedet. Men 90 procent af det, dommerne skriver, at de præmierer billedet for, foregår jo inde i deres hoveder. Det er ikke på billedet.”
Emil: ”Nej, det er rigtigt. Hvis billedet ikke er fra årets største begivenheder, så skal det være sat i en kontekst, så seriøsiteten og relevansen er klar. Og her er den kontekst kun til stede i dommernes udlægning af billedet.”
Årets Reportage, Udland: Jacob Ehrbahn
Dagligdag i verdens største flygtningelejr: På en bakketop i lejren for muslimske rohingyaer i Bangladesh har en familie åbnet en lille butik. Ayoub på fem spiser aftensmad, mens hans 10 år gamle søster Sufira holder ham med selskab.
Juryen: ”Serien er varieret, men der er langt mere nærvær i alle billeder, end man er vant til at se i billeder fra andre konflikter. Man kan helt fysisk mærke stedet, og fotografen kommer hele vejen rundt om lejren, hvor der også er glæde. Derfor tror man på det.”
Peter: ”Det her billede viser en fuldstændigt vanvittig katastrofe i Bangladesh. Og det er for mig det, det hele handler om: At tage ud og vise folk noget, de ikke vidste i forvejen. Og som de er nødt til at forholde sig til. I årets snak om nybrud og greb fra kunstens verden kan jeg godt blive lidt bekymret for, at vi giver afkald på den slags billeder. At det bliver form og æstetik over indhold. Når man lægger op til storvask af vores fag, skal man passe på ikke at skylle vores principper og alt det, vi står på, ud med badevandet. Og et af principperne er altså sætningen: Ingen skal kunne sige, at de ikke vidste, hvad der skete.”
Emil: ”Men det billede er jo også form og æstetik. Det er bare en æstetik, vi er vant til – det har været baseline-æstetikken i 100 år. Det er teknisk veleksekveret og lysmæssigt fuldstændigt blændende. Men det er et meget klassisk reportagefotografi. Og jeg synes nogle gange, det ligger implicit i kritikken af andre fotografiske greb, at hvis man skejer ud på et mellemformatskamera eller eksperimenterer med det visuelle sprog, så har man ikke det journalistiske indhold i orden. Og den kobling kan man bare ikke lave. Stærk æstetik står ikke i vejen for oprigtig fortællelyst eller journalistisk bearbejdning.”
Peter: ”Det siger jeg heller ikke. Men billederne må bare ikke blive sofastykker – sådan nogen, du har hængende over din sofa til pynt.”
Emil: ”Men synes du, der er mange sofastykker på den her udstilling? Jeg ser altså ikke nogen sofastykker.”
Peter: ”Nej, men jeg synes, der er en tendens til, at vi bevæger os mere derover. Når dommerne skriver i kataloget, at fotojournalistikken den seneste tid er gået mere over i kunstens verden, så tænker jeg bare: Kunstens verden – hvad fanden snakker I om?!”
Emil: ”Men det er jo bare æstetiske greb. Det er ikke det samme som at give afkald på sin journalistiske integritet.”
Peter: ”Eller er det? Jeg siger bare: Lad os ikke komme ud på en glidebane, hvor æstetikken kommer til at tage over. Hvor vi glemmer, hvorfor vi er her.”
Årets Pressefotograf: Mathias Svold
”Jeg er floden, og floden er mig”: Jack Cashmore hviler sig efter at have dræbt og båret en hjort op ad en bakke bag Whanganuifloden.
”Jeg er floden, og floden er mig”: Te Wainuiarua Poa er maori og døbt efter Whanganuifloden i New Zealand – den første flod i verdenshistorien, der har fået tildelt samme rettigheder som et menneske.
Rugby i New Zealand: Rugby er ekstremt populært for børn i den stille by Taumarunui, langt ude på landet på New Zealands nordø.
Kystland: En gruppe vinterbadere fra Roskilde tørrer sig efter en morgendukkert.
Kystland: Kronborgs gamle kanoner affyrede skud over Ørresund, da dronningen besøgte Helsingør på sit sommertogt.
Juryen: ”Mathias Svold bliver Årets Pressefotograf, fordi hans indsendte portfolio har den stærkeste og mest stringente røde tråd. Han ved, hvad han vil og bruger sin visuelle stemme til at fortælle det (…) Billederne eksperimenterer og presser grænserne, så noget nærmest er underfortalt (…) Dette er virkelig årets visuelle stemme, som den nye definition af kategorien lægger op til.”
Emil: ”Det største nybrud er sket i den her kategori. Det er ikke en revolution, men der er sket noget. Både i sammensætningen af de fem billeder, men også i æstetikken.”
Peter: ”Det er en fuldstændig omkalfatring af det, som Årets Pressefotograf har været tidligere.”
Emil: ”Traditionelt har man belønnet omnibus alsidighed. Og det har de facto diskvalificeret mange, fordi det krævede et bredt sammensat portfolio af både portræt, sport, udland, politik og så videre. Men i år har man omformuleret det til, at Årets Pressefotograf skal have en stærk visuel stemme. Og det har Mathias Svold. Billedet med hjorten er jo hjernedødt flot – det er det flotteste, jeg har set i jeg ved ikke hvor lang tid.”
Peter: ”Det er en vanvittigt dygtig fotograf, som har taget nogle rigtig gode billeder. Men prøv lige at forklare mig: Hvad er det, der visuelt binder det sammen? Hvad er den visuelle stemme, som binder de fem billeder sammen?”
Emil: ”Der er en tone, som går igen i billederne.”
Peter: ”Men det er jo en teknisk tone.”
Emil: ”Ja, men det er da også en del af visualiteten.”
Peter: ”Men så synes jeg bare, det bliver æstetik før indhold. Det bliver en fernis, man hælder ud over billederne. Det bliver enstrenget, fordi det bliver fortalt med én stemme og én tone. Det er en vanvittigt sikker stemme – men jeg synes bare, at man på den plads også skal kunne være mere hardcore.”
Emil: ”Der står ikke nogen steder i grundbogen for fotografisk dokumentarisme, at der skal være fuld fart i alle billeder. Det her er jo ikke breaking news. Og det største seismiske skred er måske, at man i år også tillader mere stille og afdæmpede historier at være med helt oppe på den øverste skammel. Det synes jeg personligt er forfriskende.”
Peter: ”Der er vi bare uenige. For hvad er det forfriskende i det? Er det bare, at der sker noget nyt? Det er lidt, som om vi skal smide alt det gamle ud,
for nu er der en ny stil. Jeg efterlyser bare, at der måske er lidt mere indhold i billederne. Det bliver lidt for flot.”
Emil: ”Men hvorfor må det ikke være flot?”
Peter: ”Fordi det bliver kedeligt. Verden er så grum! Men hvor er det henne? Vi tager luften ud af alting, hvis det hele skal fotograferes på afstand med et mælke-filter lagt indover. Så synes jeg, vi konceptualiserer virkeligheden – det bliver lidt en Instagram-æstetik.”
Emil: ”Der er ingen tvivl om, at der er meget mode i de her ting. Men jeg kan ikke forstå den der tilbagevenden til, at det er for smukt eller for æstetisk, bare fordi det ikke ligner reportagefotografi, som vi er vant til at se det. Så længe journalistikken også er på plads, kan jeg ikke se, det skulle være et problem, at billederne er flotte. Det skal ikke være et kriterie for at vinde – men det skal heller ikke diskvalificere.”
Peter: ”Nej, men det skal handle om noget. Noget væsentligt.”
Årets Nyhedsbillede, Udland: Nikolai Linares
En stædig dame: Englands premierminister, Theresa May, går tilbage til Downing Street 10 efter at have holdt endnu en tale til folket om, at hun ikke går af endnu.
Juryen: ”Billedet er en godt set og en befriende anderledes måde at fotografere en utilgængelig historie på (…) Der har sikkert stået en hel masse fotografer til pressemødet, men det her billede siger mere end alt andet fra begivenheden. Der er noget mystisk over det. Bare May og en mikrofon. Det er helt klart en fotograf, der har truffet et valg.”
Peter: ”Det her er et sindssygt godt billede. Det fortæller historien om en af 2018’s største begivenheder, uden at det bliver ”set og sket”. Fordi det er så pissegodt fortalt. Det indkapsler historien om Brexit og bliver nærmest et symbol på den situation, Theresa May står i.”
Emil: ”Det er helt klart en dygtig fotograf, der har fået det absolut maksimale ud af en håbløs situation. Men det er jo ikke en fotograf, der har været ude og grave for at finde den største nyhed. Kan man ikke også lave nyhedsfotografi fra noget, der ikke er officielle begivenheder?”
Peter: ”Det her er jo også efter en officiel begivenhed.”
Emil: ”Jo, men det er ikke mange splitsekunder efter. Det er et flot billede – ingen tvivl om det. Men det er også et meget klassisk bud på nyhedsfotografi. Min pointe er bare, at hvis Brexit er så stor en begivenhed, kunne man så ikke gøre noget andet end at fotografere politikeren ved et officielt presseevent?”
Peter: ”Jo, men for mig er det heller ikke rigtig et billede af Theresa May. For mig er det et billede af England, der vender ryggen til Europa. Og på så ikonisk et sted som Downing Street. Men jeg er enig i, at der ikke er noget nyt i det – sådan et billede kunne have vundet mange år.”
Emil: ”Ja, man skal være en ret konservativ jury, hvis man vælger det fra, fordi hun har ryggen til.”
Årets Portræt, Serie: Anders Rye Skjoldjensen
Grænseland: I portrætserien ’Grænseland’ taler mænd i alle aldre om deres erfaringer med seksuelle gråzoner og grænser. Om dengang, de gik for langt, og om de gange, de måske ikke gik langt nok. Tre af mændene er Lars Husum (første foto), Thomas Wittenburg (andet foto) og ”Peter” (opdigtet navn, tredje foto).
Juryen: ”Anders Rye Skjoldjensen har med sin vinderserie fundet en underspillet og fin måde at vise en anden side af Me-Too-problematikken på (…) Personerne er respektfuldt fotograferet, men man kommer alligevel tæt på, fordi fotografen mærker dem. Så det gør faktisk ikke noget, at nogle af dem er anonyme. Serien viser en stor variation i intimitet og åbenhed.”
Emil: ”Det her er for mig et eksempel på, at man godt kan tage en tonstung journalistisk historie som Metoo og udsætte den for en grundig journalistisk bearbejdning, men samtidig løfte det på en lidt anderledes måde visuelt.”
Peter: ”Det er en rigtig god ændring, at der er blevet åbnet op for portrætserier i år. Det her bliver nærmest filmisk,
og det passer jo godt til emnet.”
Emil: ”Men er det ikke også udtryk for noget af den samme æstetik, som vi har diskuteret før? Man låner fra kunstens verden og eksperimenterer med det fotografiske sprog.”
Peter: ”Jo, men det er mere varieret her. Du har ikke den der doucede tone i alle billederne. Du har mere variation i farverne, og du har det stærke blik i flere af billederne. Det er vigtigt, for vi må ikke glemme dem, vi fotograferer, eller dem, der skal kigge på det. Nogle af billederne er anonymiseringer, og det er også løst virkelig godt. Og så er det bare rigtig gode tekster og en klart journalistisk og konceptuelt veludført idé.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Forslag til næste års Årets Pressefoto:
To cykelryttere, der oversprøjtes med champagne af to modeller, som de efter nye regler ikke må kindkysse.