Onlinemedierne har på grund af de økonomiske udfordringer på nær ganske få haft svært ved for alvor at slå igennem. Tv-mediet kan se frem til udfordringerne fra streamingtjenester og andre mønstre i medieadfærden hos de nye generationer i det hele taget. Endelig lider radiomarkedet under aldrig rigtigt at være slået igennem kommercielt og i stedet at være totalt afhængig af medielicensen.

Hvor det længe har været både opfattelsen og kendsgerningen, at det er aviserne, der er særligt udfordrede, bliver både DR og TV 2 nu også for alvor udfordret af udviklingen. Det er også derfor, at alle danske medier skal bruge flere ressourcer end nogensinde tidligere på netop udvikling på alle platforme.

Midt i alt dette fører medierne en hård kamp mod hinanden om, hvem der kan få mediestøtte, hvor langt medielicensen bør strække, hvor meget public service-radio og -tv kan tillade sig at være nyhedsaktiv på nettet etcetera. I et hårdt presset mediemarked tæller alle budgetlinjer, så alle konkurrenceparametre har utvivlsomt betydning.

Den største udfordring for de danske medier er imidlertid den internationale konkurrence. Nye webtjenester dukker løbende op, og om det foregår på dansk eller engelsk, bliver stadig mere ligegyldigt for brugeren. Faktisk er de trykte medier efterhånden de eneste, der ikke for alvor er udsat for konkurrence fra andre landes trykte medier. Det er de til gengæld på online-platformen, hvor flere læsere flytter hen.

Derfor er det også forkert at tale om, at store danske mediekoncerner giver konkurrenceforvridning. Nej, set i et europæisk perspektiv har vi kun små koncerner i Danmark. Det gælder også public service-stationerne. Danske medier og mediernes organisationer bør i fællesskab finde egnede måder at tage den internationale udfordring op på. Vi kan få øje på alle truslerne fra den teknologiske udvikling, de store europæiske mediemastodonter og EU’s konkurrencelovgivning, der ikke ligefrem hjælper de mindre mediehuse, men midt i alt dette skal vi lære af andre internationale erfaringer, herunder udviklingen på de sociale medier, og spotte mulighederne.  

Hertil kræves, at kræfterne samles, for at vi også om 10 og 20 år har et mangfoldigt medielandskab. Det kræver en væg-til-væg mediepolitik, som allerhelst er drevet frem af medierne selv.
Demokratistøtten i form af medielicens, den nye mediestøtteaftale og momsfritagelsen for aviserne er og bliver kun en del af løsningen. For dagbladene blev det skræmmende tydeligt, da Folketinget både sagde ja til en forhøjet lønsumsafgift og den offentlige annoncering.   

Nu gælder det forretningsmodellerne. Ligesom der er fælles abonnementsordninger på tv-kanalerne, bliver mediehusene nødt til at finde en fælles model for betaling på nettet, hvad enten vi taler om mikrobetalinger eller egentlige abonnementer, hvor den enkelte husstand for eksempel kan vælge et antal aviser og magasiner til sin tablet eller andre platforme. Samtidig bør medierne finde sammen om at finde løsninger, så telekommunikationsselskaber, søgetjenester og andre store internationale virksomheder, der indekserer og transporterer indhold, rent faktisk også bidrager til produktion af kvalitetsindhold i medierne.

Måske skal det tænkes endnu mere sammen. Mediebrugerne ønsker nemme løsninger, og det skal betalingsmodellerne kunne honorere.