
”De har snakket om et abonnement på 49 kroner i måneden. Når du trækker moms ud af de 49 kroner, så er der brug for rigtig mange abonnenter for at få det til at løbe rundt,” siger Tor Arnbjørn om Podimos forretningsplan. Teis Bruno
At blive et europæisk Netflix for podcast.
Det er målet for podcastmediet Podimo, der går i luften til september. Det er enormt ambitiøst, lyder det fra tidligere radiochef i DR og podcastekspert Tor Arnbjørn.
Kan Podimo overleve og blive en økonomisk succes?
”Det er super, super svært at sige. Det kommer meget an på, om de lykkes med den internationale ekspansion. De har 45 millioner kroner i ryggen, og det lyder af meget. Men skal de ud på det tyske marked, så er det ikke nødvendigvis mange penge,” siger Tor Arnbjørn.
”De bliver ikke bæredygtige på Danmark alene. Spørgsmålet er, om de har penge nok til at løbe det i gang og få de stordriftsfordele, det giver. Selv Netflix, der er en entydig succes, har en kæmpe gæld. Jeg tror, de skal bruge flere penge, end de har nu, for at blive en succes,” siger han.
Godt med kendisfaktor
I første omgang går Podimo i luften med programmer med blandt andre Hella Joof og Casper Christensen, imens podcastproducenter som Heartbeats og Third Ear også skal lave indhold til Podimo.
Ifølge indholdsdirektør i Podimo Nikolaj Koppel er kendisfaktoren en bevidst del af Podimos strategi.
”Jeg tror ikke, at nogen, der lever af at sælge indhold på den ene eller den anden måde, ikke anderkender værdien af en vis genkendelighed hos de ansigter, der laver indholdet,” siger Nikolaj Koppel.
Den strategi, tror Tor Arnbjørn, er god for at få sparket Podimo i gang.
”Jeg tror, de har fat i den lange ende med fokus på store navne og blockbustereffekt,” siger han.
”Det er toppen af isbjerget, som skal trække kunder ind. Det er traditionelt set det, der virker. Vi har også set podcasts som ’Mads & Monopolet’, Monte Carlo-drengenes podcast og Anders & Anders virke indtil videre. Det er store, kendte navne,” siger han.
Der skal mange abonnenter i butikken
Tor Arnbjørn understreger, at det er svært at regne ud, hvordan det rent faktisk vil gå for Podimo.
Der er tydelige udfordringer. Kan man få folk til at betale for et produkt, som andre tilbyder gratis? Er prisen sat rigtigt for et abonnement? Og kan der komme abonnenter nok?
”Grundlæggende synes jeg, de har fat i noget, der kan blive rigtigt spændende. Spørgsmålet er, om markedet er stort nok i forhold til, hvor mange abonnenter de skal have fat i,” siger han.
”De har snakket om et abonnement på 49 kroner i måneden. Når du trækker moms ud af de 49 kroner, så er der brug for rigtig mange abonnenter for at få det til at løbe rundt,” siger han.
Vil de overhovedet kunne få abonnenter?
”Det tror jeg, de kan. Jeg tror, der er kommet en større betalingsvillighed, hvis brugerne kan se, at de får et godt produkt. Og du skal nok med en gratis prøveperiode kunne få folk til at betale 49 kroner,” siger han.
Hvilken udfordring giver det, at der er mange steder, hvor man kan få gratis podcasts?
”Du skal vænne folk til at betale for lyd. Det tager noget tid. Men på den anden side bragede Netflix igennem med store salgstal, da de kom til Danmark, fordi de havde et produkt, der var attraktivt nok,” siger han.
Markedet er – måske – klar
Men er markedet overhovedet klar til et betalingsmedie for podcast? Det er Dorte Palle, som er MBA og har skrevet en afhandling om, hvor podcast står lige nu, usikker på.
”Markedet er umodent. Vi ved ikke, hvor det går hen. Der er mange amatører på markedet nu, og det er også fantastisk, fordi podcast er et medie, alle kan prøve kræfter med. Men på et tidspunkt vil der være nogen, der satser stort på kvalitet med mange penge og professionelle,” siger hun.
Hun mener, det er vigtigt for Podimos succes, at de leverer podcast på et højt niveau.
”Så skiller fårene sig fra bukkene. Det er måske det, vi ser nu, og hvis kvaliteten er god, så kan folk også gennemskue det. Podimo har umiddelbart hyret nogle af de dygtigste i branchen, så jeg tror, vi vil se, at de laver indhold på et meget højt niveau,” siger hun.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Podimo vil jo være oppe i mod, at Danmarks største elektroniske medier er ejet af staten, og at disse medier via medielicensen har snablen nede i alle danskeres pengepung, at alle de øvrige medier er subsidierede via mediestøtten og momsfritagelsen, og at danskerne kun er villige til at købe regulær underholdning fra div. streamingtjenester.
Det gør det heller ikke nemmere, at dansk er et meget lille sprog, og at danskerne ikke er særligt interesserede i, at lytte til Pod-Cast og radioprogrammer på engelsk.