Et af DR's mest niche-agtige nicheprogrammer lukker, når 'Fodboldmagasinets' podcast fløjter kampen af efter fire år. 'Fodboldmagasinet' vandt i 2011 en European Podcast Award for bedste danske professionelle podcast.
En del af de elementer, der udgjorde 'Fodboldmagasinets' podcast, vil dog blive overført til aftenprogrammet 'Liga' på P3, fortæller radiochef Tor Arnbjørn.
»Vi har kigget på, hvordan vi gør bedst brug af vores ressourcer. Vi kan se, at det gode ved 'Fodboldmagasinet' og 'Liga' kan integreres, for mange af de ting, podcasten gør godt, gør 'Liga' også godt,« siger han.
2.000 downloads
'Fodboldmagasinets' podcast henvendte sig til den meget fodboldinteresserede lytter, der kunne følge med i paneldiskussioner om for eksempel argentinske målmandsudspark og ”falske 10’ere” på banen. Men lytterskaren var tilsvarende snæver.
I gennemsnit blev hver podcast, som ikke bliver sendt i radioen, downloadet 2.000 gange. Tal for podcasts er usikre, fordi et download ikke nødvendigvis er det samme som, at brugeren har lyttet til programmet. Lyttertallet kan med andre ord have ligget under 2.000. Lukningen handler dog ikke om, at podcasten nåede ud til for få lyttere, lyder det fra DR.
»Den forholdsvis snævre kreds af lyttere var præmissen fra begyndelsen. I mellemtiden er 'Liga' kommet, som er et dagligt aftenprogram på P3, og dermed har vi bedre plads til at lave noget, der har nogle af de samme gæster og den samme tone i formidlingen, som podcasten havde,« siger Tor Arnbjørn.
Lukker midt i podcastbølge
Internationalt er podcasts på vej frem. Hvorfor hopper DR ikke med på bølgen?
»Jeg synes, det er vidunderligt med podcast-bølgen. Og det er ikke, fordi vi ikke vil lave podcasts. Alle programmer skal være tilgængelige, så folk kan høre dem, når det passer dem. Det vil vi gerne understøtte og hjælpe lytterne med,« siger Tor Arnbjørn.
Første podcast blev sendt ved Superliga-premieren for fire år siden. I dag er der en række debatprogrammer om fodbold i radio og tv. Det gælder for eksempel 'Fodbold FM' på Radio24syv, 'Frispark' på Canal 9, 'Over Stregen' på TV3 Sport, Tipsbladets TV, 'Fodbold med Horup' på TV 2 Østjylland, 'Fodbold Med Attitude' på Ekstra Bladet, 'Mandagstræner' på BT og sikkert mange flere.
På TV 2 Sport skal Zak Egholm med ’Fodbold unplugged’ grave dybt i ugens aktuelle temaer, mens Morten Ankerdal på samme kanal i et magasinprogram fokuserer på ugens hovedpersoner
'Fodbold FM' på Radio24syv har i tre år ligget i top over Radio24syvs mest downloadede programmer.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Savner sgu´stadig denne fantastiske podcast!
Dette er det mest skuffende jeg har læst længe. Jeg elskede dette fodbold magasin. Jeg lever i USA og kan ikke følge radioprogrammer da de kommer når jeg enten sover eller er på arbejde. Pokkers også :-|
Jakob Albrecht er tydeligvis ikke en del af målgruppen for podcasten, idet han så ville vide, at der ikke findes "Falske 10'ere" men derimod "Falske 9'ere" :-)