Til tid og evighed kan mennesker blive ved med at diskutere, hvad der er god underholdning, og i et mediesamfund som vores er spørgsmålet aktuelt hver eneste dag.
Når det handler om tv – og det er der jo unægtelig meget, der gør – er det svært at komme i tvivl om, hvad der rangerer rigtig højt. Det gør menneskelig ulykke for åben skærm.
Det er efterhånden mange år siden, at danske tv-seere begyndte at studse over det smagløse i, at tv-stationerne rask væk blandede voldtægtsofre, festlige quizzer og Thomas Helmig-hits sammen i én stor pærevælling, og lod den gøre det ud for underholdning til en hel fredag aften.
TV-Sporten på DR1 beviste forleden, at den tid ikke er forbi, da redaktionen søndag den 9. januar havde inviteret racerkøreren Jason Watt i studiet for at snakke om den store omvæltning, han er blevet udsat for, siden han i oktober forulykkede på motorcykel og mistede førligheden i begge ben.
Det kan man godt gøre, hvis man har tiden og rammerne til at snakke ordentligt med ham, men det kan man bestemt ikke sige, at DR-Sporten havde lige præcis den søndag.

Samtalen med Jason Watt strakte sig over 10 minutter, hvilket svarer til pausen i en håndboldkamp, og det var lige nøjagtig sådan én, interviewet var blevet henlagt til.
Presset ind mellem de to halvlege i pokalfinalen mellem Skjern og FIF blev seerne trukket igennem lynudgaven af en mands højst ulykkelige skæbne, og der blev også lige tid til at komme omkring de selvmordstanker, der udgør højdepunktet i ethvert rigtig vellykket ‘menneskeligt’ interview, og som DR-Sporten med stolthed viste igen senere på aftenen.
Det er overhovedet ikke givet, at Jason Watt selv så noget forkert i seancen, der muligvis for ham udgjorde lidt af en personlig sejr i processen på vej tilbage til hverdagen, og i øvrigt stod det ham selvfølgelig frit for at sige nej.
Problemet er, at de store følelser og ikke mindst de store lidelser alt for ofte på tv bliver reduceret til underholdning for effektens skyld, og det kan ikke undgå efterhånden at forhærde vores syn på livet og på hinanden.
Jason Watts situation er umulig at begribe, når man selv går rundt på to raske ben, og DR-Sportens behandling af den fik først og fremmest én til at sidde tilbage med en følelse af, at tv-mediet til tider opfører sig som om, det helt har mistet kontakten til den reale omverden, hvor de allermest alvorlige følelser som bekendt ikke retter sig efter, hvornår der bliver fløjtet op til 2. halvleg i en håndboldkamp.

Det giver sig selv, at tv-mediet altid vil fungere som en slags sammenpresset virkelighed, og jeg forlanger ikke, at interviewet med Jason Watt skulle være bredt ud over flere timer, men ti minutter er ganske enkelt uanstændigt kort tid at ofre på en historie, der rummer så megen alvor og så mange livslange perspektiver for et menneske. Lidelse, smerte og mennesker i ulykke fascinerer os alle sammen, eftersom vi alle har den eksistentielle kontakt til vores egen ulykke, og netop derfor er mediernes ansvar på det her område ganske enormt stort.
De er med til at påvirke vores evne til at føle medlidenhed og forståelse, og de fleste kender oplevelsen af på tv at have overværet udhungrede børn fra Afrika eller blodige krigsofre fra Grosnij og bagefter indse, at man ikke føler meget andet end letkøbt ynk med jordklodens udsatte. Jo mere vi oplever af smerten på den hurtige og overfladiske måde, des mindre føler vi ved den.

I virkeligheden er der noget, der tyder på, at sportsjournalistikken er en lille smule bagud i forhold til udviklingen i øvrigt. Hvis man tænker på det sammenblandede program, DR1 i efteråret sendte under titlen »Absolut Fredag«, er der nemlig små tegn på, at der rundt omkring bliver tænkt over det problematiske i at misbruge andre menneskers knæk i livet som gode historier midt i den løftede stemning af weekend.
I forhold til fortidens »Elevatoren« på TV 2 virkede det som om, at man i »Absolut Fredag« forsøgte at undgå de mest groteske sammenfald af menneskelig tragedie og kendte personer gemt i et klædeskab, for den slags virker ikke kun frastødende men faktisk også en lille smule gammeldags.
På sportsområdet derimod, er man stadig ikke nået til samme indsigt, og jeg tror i virkeligheden, at noget af forklaringen bunder i sportsjournalistikkens gamle indgroede skræk for ikke at blive taget alvorligt.
Ud af den skræk vokser en nærmest ærbødig forkærlighed for den menneskelige historie, der i princippet ikke har noget med sport at gøre, og en snak, som den DR-Sporten lavede med Jason Watt, vil i mange sportsjournalisters øjne fremstå som værende helt i særklasse.
Den vil blive opfattet som beviset på, at sportsjournalistikken kan være indsigtsfuld, menneskelig og vedkommende, mens den i mine øjne udgør noget nær det bedste eksempel på det journalistiske ræsonnement, når det er allermest tankeløst.

På et vist punkt skiller vandene, når det handler om skæbner på tv. Synnøve Søes komplet latterlige talkshow på TvDanmark (der ikke findes længere), hvor unge eksponerede sig selv ved at råbe frække ord og slås om hinandens kærester, kunne for min skyld være fortsat frem til det næste årtusinde, eftersom det lugtede langt væk af overfladisk iscenesættelse.
Hvis man derimod involverer ærlige optrædende, som for eksempel Jason Watt, skal de have den plads og den fred, som deres historie berettiger dem til – og som vi andre i høj grad har brug for, hvis omfanget af historien skal have en chance for at trænge ind.
Det burde være elementær og ikke mindst anstændig tv-tankegang, at man ikke i ramme alvor sætter sig ned i et studie og diskuterer selvmord, som handlede det om endnu en træningslejr op til endnu en slutrunde. Selvfølgelig har Jason Watt en historie at fortælle, og selvfølgelig er den noget ud over det sædvanlige, men behandlet på den måde får ingen af os noget ud af den.
Tværtimod. Vi tager skade.

Af Sørine Gotfredsen, journalist på Aktuelt