Danske medier er lunkne ved Apple News+

”Jeg har simpelthen svært ved at se forretningsmodellen,” siger digital chefredaktør på Jysk Fynske Medier Jørn Broch efter Apples seneste udspil. Også magasinudgiveren Egmont og TV 2 er skeptiske

”Jeg har simpelthen svært ved at se forretningsmodellen som medie i Apple News+. Og jeg er spændt på at se, om danske medier i hobetal hopper om bord i det.” 

Sådan siger Jørn Broch, digital chefredaktør hos Jysk Fynske Medier, efter at den amerikanske it-virksomhed Apple mandag lancerede tech-gigantens nye medietjeneste Apple News+.

Apple News+ er en abonnementsbaseret tjeneste, som giver abonnenten online-adgang til over 300 aviser og magasiner.

Store medier som Wall Street Journal, Los Angeles Times og National Geographic har allerede meldt sig under fanerne, skriver Apple i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at tjenesten i første omgang kun bliver tilgængelig i USA og Canada. Den vil koste de amerikanske forbrugere 9,99 dollar (cirka 65 kroner) om måneden. Apple skriver, at forbrugerne for den betaling får adgang til indhold, der koster cirka 8.000 kroner om året i enkeltstående abonnementer.

Senere på året vil Apple News+ også blive præsenteret for brugere i Storbritannien og Australien.

Tvivlsom forretningsmodel for mediehusene

Det er netop den lave pris for forbrugeren, det betyder, at Jørn Broch har svært ved at se forretningen for de medier, der skal levere indholdet. For abonnementsprisen på knap 10 dollar tilfalder ikke medierne ubeskåret.

”En del af dem tager Apple. Så kan man jo sige sig selv, at der ikke er meget tilbage til medierne,” siger Jørn Broch.

Også fra TV 2 lyder der skepsis.

”Vi har ikke aktuelle planer om at ændre i vores nuværende forretningsmodel og distribution på nyhedsområdet,” skriver kommunikationskonsulent Mads Boysen i en e-mail til Journalisten efter at have vendt spørgsmålet med Jakob Bøgh Sørensen, ansvarlig for TV 2's digitale platforme, og Kristoffer Pinholt, ansvarlig for TV 2's digitale indhold.

Mads Boysen understreger, at TV 2 allerede i dag kommer bredt ud.

”TV 2 har dagligt over én million brugere inde på tv2.dk og vores apps,” skriver han.

Heller ikke mediekoncernen Egmont står på spring for at ændre mediestrategi på baggrund af Apples nye initiativ.

”Vi har vores digitale magasin-tjeneste Flipp, hvor alle Egmont Publishings titler – både de danske og en del af de internationale – er samlet. Derfor forestiller vi os ikke umiddelbart at indgå et samarbejde med Apple,” skriver Frank Vilstrup, kommerciel direktør i Egmont Publishing til Journalisten.

Et publicistisk problem

Det er ikke kun økonomien, som afskrækker mediecheferne. Medier, der tilslutter sig Apple News+, skal afgive selvbestemmelse over indholdet.

”Hvis Apple bliver succesfuld med Apple News+, så er det et eksempel på, at vi som medier lægger vores indhold i hænderne på en anden kanal, som skal stå for distributionen og prioriteringen af vores indhold,” siger Jørn Broch.

”Så ud over det økonomiske, så er der også nogle rent publicistiske betænkeligheder ved Apple News+,” siger Jørn Broch.

Han frygter ikke, at det teknologiske tog kører fra danske mediehuse, hvis ikke de tilslutter sig Apple News+ med det samme.

”Det er selvfølgelig altid en risiko. Men umiddelbart har jeg svært ved at se fidusen i at være first mover på det her, så jeg tror, vi har tid til at tænke os om,” siger Jørn Broch.

Hos JP/Politikens Hus har administrerende direktør Stig Ørskov ikke lyst til at udtale sig om Apple News+, før det står klart, om tjenesten kommer til Danmark. Det er endnu uvist.

 

 

0 Kommentarer