Dagbladet Arbejderen lukker, hvis Dyremose-udvalgets forslag bliver til virkelighed, siger chefredaktør Birthe Sørensen til Journalisten.dk. Avisen vil miste al støtte, fordi den er partiejet.Der var meget forskellige miner til pressemødet hos Styrelsen for Bibliotek og Medier i dag. Nogle smilede, mens andre ikke lagde skjul på skuffelsen.
Årsagen er, at Dyremose-udvalgets rapport foreslår en omlægning af en del af den danske mediestøtte, som rammer en række medier hårdt.
Et af dem er Dagbladet Arbejderen. Her vil man ikke overleve, hvis støttekronerne forsvinder, oplyser chefredaktør Birthe Sørensen.
»Hvis de tager distributionsstøtten fra os, så er det slut. Vi vil aldrig kunne overleve, hvis det sker,« siger Birthe Sørensen til Journalisten.dk.
Hun rejste sig op og stillede to kritiske spørgsmål til Henning Dyremose på Arbejderens vegne.
Birthe Sørensen mener ikke, der er nogen logik i at tage støtten fra partiejede medier - hvilket de facto betyder Arbejderen, der i dag er det eneste danske medie i den kategori.
»Jeg forstår ikke, hvorfor det er mere suspekt, at vi er ejet af et parti end en virksomhed,« siger Birthe Sørensen.
Derfor mener hun også, at der må ligge andre motiver bag beslutningen.
»Da det her kun rammer os, så kan jeg ikke se andre forklaringer end, at man simpelthen går efter os,« siger hun.
Men Henning Dyremose afviste kritikken fra pressemødets talerstol.
»Hvis Folketinget vil støtte politiske partier, så foregår det via den sædvanlige pulje, partistøtten,« svarede han.
10 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Dagbladet Arbejderen, som jeg har fulgt via et prøveabonnement, er overraskende godt og en avis der burde læses og citeres oftere.
Det er et stort tab hvis denne avis med sin overraskende høje standard og ofte anderledes vinklinger og historier forsvinder fra det i forvejen alt for homogene danske avismarked .
Arbejderen kunne udstede folkeaktier, og lade ejerskabet overgå til en bred forsamling af personer.
Ja, og så kunne Arbejderen droppe ressourcespildet ved at ophøre med at udkomme på papir, og nøjes med at være tilgængelig på Internettet, og med iPads og andre tilsvarende tablets.
Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Ytringsfrihed? Ja helt sikkert hvis man har masser af penge. Dyremose glemmer åbenbart at de fleste dagblade engang tilhørte et parti eller en bevægelse.
Kære Simon,
Hvorfor er det relevant i dag? De er jo netop ikke længere ejede af partierne.
Flere