Engang var en solohistorie noget væsentligt fortalt af et kompetent medie. I dag dækker solo snarere over, at man kun behøver en kilde for at udkomme. Hu hej, hvor det går!
En lang række onlinenyheder er reelt camouflerede læserbreve med en journalist i bylinen. Lidt senere mener en anden kilde så det modsatte – så har vi en byline mere. Og snart er den dag gået – og sikke mange klik. Og pyh, hvor har vi dog fået travlt, siger vi til hinanden. Det er også det net og flermedialiteten, der ødelægger muligheden for at lave gedigen journalistik som i gamle dage. Siger vi.

Men det er en nødløgn. Det er ikke mediet, der driver den forjagede journalistik frem. Sandheden er, at vi er ved at blive høje på fascination over hurtighed. Og vi undlader at udvikle en sund kultur til at håndtere nettets muligheder. Har du noget? råber redaktionssekretæren. Hvad for noget? Spørger du. Bare noget! Ja! Godt!

Bacillen har nu også smittet gammelmedierne. TV2 News har trukket tv op i et tempo, hvor vi skal høre mediechefer forsvare, at de livetransmitterer fra snestorme, der nægter både at sne og storme. Og politiske samråd kan dårligt nå at lukke, før typer med en mikrofon i hånden ved, hvad det radikale bagland mener – selv om partiformanden sidder i en flyvemaskine og endnu ikke ved, hvad hun skal mene. Hun skal først sove på det.

Kort sagt – vi er holdt op med at dække. Vi er begyndt at opfinde. Det gør os sårbare og nemme at manipulere.
Nu vil vi ind i år 1 og tilbageerobre det fortabte journalistiske land. Der, hvor der skal kiles mindst en selvstændig tanke fra et identificerbart væsen, der ikke er journalistens kollega, ind imellem begivenheden og publiceringen.

Vi er klar til at sætte vores kendte journalistiske standarder ned over de nye medier. At bruge tiden på noget, der rører ved folks liv. Vi er klar til at vente med at udkomme, til vi rent faktisk har noget nyt og væsentligt at tilføje. Vi er ikke bange for tavsheden og roen, der sænker sig, fordi intet er sket i flere timer. Vi nyder tavsheden og bruger den.
Kvalitet, væsentlighed, undersøgelse. Fortsæt selv remsen. Det er stadigvæk nøgleordene – mere end nogensinde. Vi skriger på fordybelse.
Det medie, der tør vente, vinder 2013.

– Øjvind hesselager, redaktør