Mændene sidder på medierne

En kortlægning af ni førende engelske aviser viser, at tre ud af fire forsideartikler er skrevet af mænd, og at 84 procent af kilderne er af hankøn

En kortlægning af ni førende engelske aviser viser, at tre ud af fire forsideartikler er skrevet af mænd, og at 84 procent af kilderne er af hankøn
Gennem en måned studerede en gruppe fra organisationen Women in Journalism forsiderne på ni førende britiske aviser heriblandt Financial Times, the Times, The Guardian og the Sun. De ønskede at kigge nærmere på journalistik og køn.

Den nyligt offentliggjorte undersøgelse viser, at 78 % af forsideartiklerne i de ni aviser var skrevet af mænd, og at 84 % af alle kilder, som blev nævnt eller citeret i forsideartiklerne, var mænd.
På billedsiden var de tre mest brugte kvinder på forsiden hertuginde Catherine af Cambridge, hendes søster Pippa Middleton og den forsvundne pige Madeleine McCann. Hos mændene var det Simon Cowell, Nicolas Sarkozy og Prins William.

Viceformanden for Labourpartiet, Harriet Harman, udtaler i den forbindelse:
»Mediernes opgave er at belyse alle synspunkter og meninger. I hvor høj grad belyser medierne kvindernes synspunkter i dette land? I parlamentet, hvor mændene i medierne rapporterer fra mændene i parlamentet, er der en dobbelt forbandelse.«

Den nye research understøtter en lignende undersøgelse, Guardian lavede sidste år. Den viste, at på en typisk nyhedsmåned var 78 % af nyhedsartiklerne i aviserne skrevet af mænd, og at i populære og seriøse programmer som Question Time og Radio Four's Today var henholdsvis 72 % og 84 % af bidragsyderne mænd.

Ifølge den nye undersøgelse blev flertallet af de mandlige kilder i forsideartiklerne citeret på baggrund af deres professionelle virke, det gjaldt kun 16 procent af de citerede kvinder. Hunkønnet var ofte interviewet på baggrund af en offerrolle, mener undersøgelsen at kunne konkludere.

Avisen the Independent ser ud til at være topscorer, når det kom til mandlig dominans på forsiden – 91 % af forsiderne var skrevet af mænd i den kortlagte måned. Financial Times havde flest kvindelige forsideskribenter, her var tallet 34 procent.

0 Kommentarer