Hvis en virksomhed er kommet i søgelyset hos et program som DR’s 'Kontant', bør de i første omgang overveje grundigt, om de overhovedet skal stille op til interview.
Men vælger de at stille op, er anbefalingen fra advokat og mediejurist Peter Lind Nielsen klar:
”Hvis virksomheder kommer til mig og beder om rådgivning i den her slags sager, så siger jeg altid: Sørg for selv at få interviewet optaget. Vi er begyndt at anbefale virksomheder, der stiller op til den slags, at de selv optager interviewet,” siger han.
Hans opfordring kommer i kølvandet på en aktuel sag, hvor håndværkerfirmaet ’KLH Isolering Sjælland’, der i sidste uge kom under kritisk behandling i DR’s 'Kontant', selv optog og publicerede både råbånd og alternativ redigering af 'Kontants' interview med dem.
”Tv-billeder og speak er bare et enormt magtfuldt redskab. Som isoleringsfirmaet selv siger, kan man jo få noget til at fremstå problematisk, uden at det nødvendigvis er det,” siger Peter Lind Nielsen.
Dokumentarpressen er ude på et skråplan
Han har i en årrække undervist i medieret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og er partner i advokatfirmaet Bird & Bird, der blandt andet rådgiver virksomheder, som er kommet i klemme i pressen.
”Generelt er virksomhedernes erfaringer med at stille op i programmer som 'Kontant' og 'Operation X' noget brogede. Efter min opfattelse er dokumentarpressen lidt ude på et skråplan efterhånden. Jeg tror, der er et øget pres for, at der skal afsløres noget, og at det skal være hårdere og hårdere. Der er større risiko for, at man låser vinklen og historien fast, og at man så skal klippe lidt alternativt,” siger han.
Netop derfor er det en god idé, at virksomhederne selv optager de interviews, de stiller op til, mener han.
”Pressen siger altid, at råbåndene er vores – dem får du ikke adgang til. Så hvis man mener, man er blevet klippet ud af en sammenhæng, er det godt selv at have en optagelse. Så kan de gøre, som isoleringsfirmaet gjorde og gå ud med deres egen version, eller de kan lægge hele optagelsen ud,” siger Peter Lind Nielsen.
Men er det ikke også et skråplan, hvis virksomhederne begynder selv at optage og publicere deres egne versioner – så gør de vel bare det samme, som de anklager medierne for?
”Det kan du sige. Mediernes modsvar vil så være det samme: I har jo også klippet og klistret. Men jeg synes bare, virksomhederne skal lave deres egne optagelser for at sikre sig,” siger han.
DR: Fint med os – men …
At dokumentarpressen skulle være ude på et skråplan, som Peter Lind Nielsen påstår, afviser dokumentarchef i DR Steen Jensen.
”Jeg kan ikke genkende det billede, han tegner. I DR er der i hvert fald ikke noget øget pres for, at vi skal lave hårdere programmer. Tværtimod er der i DR en meget høj bevidsthed om, at vi skal være fair, og at den undersøgende journalistik skal give et retvisende billede. Det bestræber vi os på,” siger han.
Dokumentarchefen har ikke noget problem med, at advokat Peter Lind Nielsen anbefaler sine kunder at sikre sig mod medierne ved at lave egne optagelser.
”Det har jeg ikke noget problem med overhovedet. Og det er faktisk ikke noget nyt – vi oplever det tit, når vi kommer ud. Og vi siger altid OK til det. Nogle gange kan det være en fordel, at begge parter bagefter kan gå tilbage og se, hvad der blev svaret,” siger Steen Jensen.
Ligesom 'Kontant'-redaktør Dennis Kragelund sagde til Journalisten forleden, er dokumentarchef Steen Jensen til gengæld kritisk over for, at virksomhederne efterfølgende offentliggør fulde optagelser. Det oplever de ikke så tit.
”De kan godt bruge optagelserne i en debat med DR, hvis de ikke føler sig fair behandlet, men vi har ikke før oplevet, at man går ud og offentliggør hele interviewet. Det kan være problematisk, fordi der typisk vil blive omtalt forhold i sådan et interview, der ikke er beregnet til offentliggørelse, og som vi vil redigere ud, inden vi sender, for eksempel navne og adresser. Men en virksomhed er jo ikke underlagt de samme presseetiske regler, som vi som medie er,” siger Steen Jensen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
At omtale den video som ’KLH Isolering Sjælland’ publicerede, for en "alternativ" redigering af et interview, kan man selvfølgelig godt gøre, for alternativ er den. Men det er et lidt latterligt udsagn, da videoen er ren manipulation udført på amatørniveau, som ikke bidrager med noget som helst kvalificeret til diskussionen.
Og senere i ovenstående artikel bliver den omtalt som isoleringsfirmaets "egen version". Såfremt dette skulle være firmaets version af interviewet, må det da konkluderes, at være en rigtig tynd sag de har.
Ordet "alternativ" har hidtil for mig været positivt ladet, da det jo altid er godt, at få en sag belyst fra flere sider. Men nu her synes jeg begrebet er ved at blive noget udvandet, ja faktisk er ved at blive negativt, især med den sidste uges "alternative sandheder" fra guds eget land.
Men bortset fra dette synes også jeg, at det er fint at "ofrene" selv optager interviews, for vi har jo set tilfælde, hvor journalister ikke helt formår at administrere deres materiale på en objektiv og sober måde.
Enkelte gange kan det være så åbenlyst manipuleret, at der intet forsvar er.
Andre gange kan det være lige på kanten, og hvor journalisten så, måske sammen med deres redaktører, forsvarer produktet med, at det blot er "skarpt vinklet".
Eller, såfremt man selv kan fornemme man måske er gået over stregen, den lidt mere imødekommende version "måske lidt for skarpt vinklet", hvilket direkte oversat betyder, at det hele måske ikke er helt rigtigt.