I morgen mellem klokken 08 og 11 vil de DR-medarbejdere, som ledelsen har i sinde at afskedige, få et opkald fra deres chef.
I alt skal op mod 400 stillinger nedlægges i den store sparerunde i DR, der effektueres med den såkaldte 'sindedag' i morgen.
Men forud for prikkerunden fortæller Henrik Friis Vilmar, fællestillidsrepræsentant for journalisterne i DR, at tillidsfolkenes forhandlinger med ledelsen har afværget en del af fyringerne.
”Jeg skønner faktisk, at vi har afværget et sted mellem 35 og 40 fyringer med de frivillige fratrædelser og med arbejdet med ledelsen om at få medarbejdere omplaceret,” siger han til Journalisten.
Et godt resultat
Fællestillidsmanden fortæller, at en del af de 35-40 afværgede stillinger er de frivillige fratrædelser. I alt har 22 DR-journalister søgt en frivillig fratrædelse.
”Men mange er også pillet af listen over dem, der ellers skulle sindes, fordi vi har fået dem omplaceret,” siger Henrik Friis Vilmar.
Er det et godt resultat?
”Ja, det er jo mellem 35 og 40 mennesker, der ikke mister deres arbejde. Det er mange mennesker, så det er et godt resultat,” siger han.
Ledige stillinger er opstået
De stillinger, som det er lykkedes at omplacere medarbejdere i, er dels de stillinger, der er blevet ledige som følge af de frivillige fratrædelser.
”Men langt de fleste er enten stillinger, der skulle have været slået op, men som ikke er blevet det på grund af ansættelsesstoppet, eller det er nyoprettede stillinger i forbindelse med omstruktureringer,” siger Henrik Friis Vilmar.
I fredags sagde han til Journalisten, at stemningen i huset bærer tydeligt præg af den forestående fyringsrunde.
”Stemningen blandt alle medarbejderne i DR er jo helt ad h til de her dage,” sagde han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.