MØRKLÆGNINGSGARDINERNES JOURNALISTFORBUND

Det virker som om det er bekvemt og behageligt glemt, hvorfor der er medlemmer af Dansk Journalistforbund, der står bag initiativet til det ekstraordinære delegeretmøde. Og hvad det er for tendenser i forbundet, man gerne vil have gjort op med ved mødet. Til ære for disse glemsomme kolleger har jeg lige ridset op, hvad vreden og indignationen mod forbundsledelsen drejer sig om.

Som journalister har vi mange - og forskellige - indgange til faget. I dag har man nogen gange indtryk af, at Valby-effekten har stor betydning for nogle af fagets udøvere. Det er den effekt, som gør, at man bliver et kendt ansigt - i Valby!
For mig har forholdet mellem ord og handling altid været en stærk journalistisk drivkraft - dvs. at der er overensstemmelse mellem de ord, som personer udtaler og de handlinger, som personerne foretager sig. Det er i det spændingsfelt, at mange af de gode historier ligger.
Det er også i det spændingsfelt, som hele affæren om først fagbladet Journalistens ansvarshavende redaktør, Øjvind Hesselagers fratræden og efterfølgende forbundsformand Lars Werges smækken med døren ligger. Her oplevede vi fra første færd den lukkede dørs politik i Dansk journalistforbund mht. information om de forunderlige hændelser.
I direkte modstrid til journalistikkens og dermed hele forbundets ide om åbenhed og tillidsvækkende oplysning.
Men sagen udviklede sig hastigt fra skidt til endnu værre. For som medlemmer oplevede vi yderligere, at der blev udstedt udtalelsesforbud om sagen til hovedbestyrelsesmedlemmerne, og at kun den nye formand måtte udtale sig. Samtidig blev der lavet aftaler indeholdende tavshedsklausuler for de involverede parter i sagerne.
Både forbud om at udtale sig og tavshedsklausuler står også i fuldstændig modsætning til alt hvad Dansk Journalistforbund bør og skal være - en åben transparent forening. Det er en helt uhørt fremfærd, som vi kun kender fra andre mere restriktive samfundssystemer.
Dermed er der i affærene om Øjvind Hesselager og Lars Werge ingen som helst overenstemmelse mellem det, som Dansk Journalistforbund siger om sig selv og den måde, som Dansk Journalistforbund optræder. Det er med andre ord dobbeltmoral, rent hykleri, intet andet.
Men det helt store "holdkæftbolsche" i alt det her er, at formand og hovedbestyrelse kalder det en personalesag. Ja, siger man, vi skal her i forbundet leve op til de samme diskretionskrav, vi stiller til vores arbejdsgivere. Derfor kan der ikke oplyses noget om det mandat, som Lars Werge fik til forhandlingen med Øjvind Hesselager.
I samme åndedrag optræder man så med den mest ubehagelige arbejdsgiverstil i forbindelse med Øjvind Hesselagers fratræden. Han indkaldes, bum, uden noget forudgående varsel. Pistolen for panden. Det hele timet forud for ferien, så alt kan være glemt efter sommerens glæder og fornøjelser. Diskretion og hensyntagen? Min bare røv. Det er ren magtbrynde. Og det er samtidig det rene hykleri.
Efterfølgende har vi så oplevet, at forbundsledelsen i forbindelse med afskedigelsen af direktør Elisabeth Geday snakker udenom og lukker dørene for reel oplysning, uagtet at Elisabeth Geday i sin rapport om afskedigelsen skriver, at der var et helt afgørende vigtigt punkt, der skilte hende og forbundets ledelse, hvilket var årsagen til, at ansættelsesforholdet måtte slutte. Hvad dette afgørende vigtige punkt drejer sig om må medlemmerne dog ikke få at vide af forbundsledelsen. Igen rulles mørklægningsgardinerne ned i et forbund, der for sine medlemmer kræver størst mulig åbenhed i samfundsforvaltningen. Og hele tiden pukler på myndighederne for at skaffe denne åbenhed.
Når alt kommer til alt i de her sager er sandheden vel den, at dem, der har magten, hovedbestyrelsen, ikke ønsker, at medlemmerne skal vide, hvad de foretager sig og ruller mørklægningsgardinerne ned og frakobler al troværdighed for at tjene deres egne helt personlige interesser.