Lotte Bilberg ønsker at vide, hvilket mandat Lars Werge egentlig fik til at forhandle fratrædelsen med Øjvind Hesselager. Lars Kruse/AU Foto
”Jeg kan være bekymret for, at der møder plus 300 mennesker op med 300 forskellige dagsordener.”
Sådan siger Lotte Bilberg om det ekstraordinære delegeretmøde, der skal afholdes i Dansk Journalistforbund den 24. november.
Lotte Bilberg var ophavskvinde til den underskriftsindsamling, der vil have svar på, hvorfor Øjvind Hesselager skulle fratræde som redaktør for Journalisten, og som med 316 underskrifter har ført til, at der er blevet indkaldt til ekstraordinært delegeretmøde.
Hvad håber du at få ud af delegeretmøde?
”Jeg håber at få svar på de spørgsmål, jeg og mange andre har stillet, lige siden pressemeddelelsen om den ansvarshavende redaktørs fratrædelse kom ud; den pressemeddelelse, hvor begrundelsen på fratrædelsen var redaktørens ’kompromisløse journalistiske linje’,” siger hun.
Men hovedbestyrelsen har tidligere sagt, at de ikke kan sige mere, fordi det er en personalesag …
”Jeg og alle andre har respekt for, at der er forhold, der ikke kan tales om, fordi det her også er en personalesag. Men det er ikke det samme som, at der er mange af spørgsmålene, som hb ikke kan svare på.”
Lotte Bilberg forklarer, at hun blandt andet gerne vil vide, hvorfor fratrædelsen med Øjvind Hesselager blev forhandlet og gennemført på kort tid, hvilket mandat Lars Werge egentlig fik til at forhandle fratrædelsen, og hvorfor Lars Werge valgte at trække sig som formand.
Men med det in mente, at hovedbestyrelsen siger, at den ikke kan bringe mere på banen, end den har gjort nu – risikerer vi så ikke, at delegeretmøde bliver spild af medlemmernes penge?
”Det er klart, at hvis hb indtager den holdning, at de vil gå på talerstolen, men ikke vil svare på spørgsmål med det argument, at alt, hvad de har foretaget sig hen over sommeren, er en personalesag, så bliver vi ikke klogere. Men det skal ikke forhindre mig i lidt journalistisk vedholdenhed, når jeg har spørgsmål, som jeg mener er relevante at stille til ledelsen. Og derfor bliver jeg ved med at stille dem.”
Vi har talt med en person, som har trukket sin stemme. Han var tilfreds med, at hb sagde, at Lars Werge havde overtrådt sit mandat med citatet om, at fratrædelsen skyldtes den redaktionelle linje på Journalisten, og at frihedsbrevet ikke var truet – du synes ikke, den forklaring er god nok?
”Nej. Det er ikke, fordi jeg ikke kan forstå hans synspunkt. Jeg ved, at andre også har trukket deres stemme, fordi de synes, det er en god forklaring. Men jeg står stadig tilbage med spørgsmål.”
Du siger selv, at vi risikerer at have 300 mennesker med 300 forskellige dagsordener – vil det ikke være et problem, der kan få mødet til at stikke i øst og vest?
”Jo, det er netop min pointe. Derfor tænker jeg, som også Tine Johansen siger, at det er en god idé at forventningsafstemme, hvad der egentlig skal debatteres på det ekstraordinære delegeretmøde, og derfor håber jeg, at forbundsledelsen tager initiativ til det snarest.”
Lad os sige, at hovedbestyrelsen stiller sig op og svarer på spørgsmålene så godt, som de kan – men stadig ikke siger mere, end de har gjort, fordi det er en personalesag – hvad skal der så ske?
”Det er et hypotetisk spørgsmål. Jeg kan kun stå til ansvar for min egen ageren. Og der er bare nogle spørgsmål, som jeg mener er nødvendige at stille.”
DJ har anslået, at delegeretmøde kan koste mellem 900.000 og 1.000.000 kroner. Hvad tænker du om det?
”Jeg kan stadig huske, at jeg tabte kæben, da jeg læste det første gang. Jeg blev overrasket over, at det kan koste så meget. Men jeg mener vitterligt, det vil være de bedste penge, de kan give ud.”
Der er 316 underskrivere, som har fået indkaldt til delegeretmøde. Der er over 18.000 medlemmer af DJ. Det betyder, at man bruger 2.850 på hvert enkelt medlem, der har skrevet under – er det fair?
”Det er sådan, det er. Jeg synes også, det er mange penge. Men set i lyset af, hvad der er sket, også siden sommeren, så tror jeg virkelig, der er brug for, at man får talt om mange af de her ting. Jeg forstår ikke, at hovedbestyrelsen ikke selv valgte at indkalde til ekstraordinært delegeretmøde.”
Dette delegeretmøde er blevet vedtaget, samtidig med at DJ skal spare 1,27 millioner kroner. Synes du, det i det lys er fornuftigt at bruge op mod en million kroner på delegeretmøde?
”Hvis det kan være med til at genvinde tilliden til ledelsen og hovedbestyrelsen, så er det de bedste penge, de kan give ud.”
Hele hb og formandskabet er på valg – kan det ikke gøre det sværere for DJ at arbejde for medlemmerne, hvis der så kort tid efter sidste delegeretmøde igen er store udskiftninger i hb?
”Det kan det. Sådan noget er altid forstyrrende. Men jeg synes, det er vigtigt at rette spørgsmålet det rigtige sted hen: Til den hovedbestyrelse, der gav mandat til at forhandle en frivillig fratrædelse med Øjvind Hesselager.”
11 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
... Hvis ja, så ved du nok, at delegerede IKKE er forvent med "fede forhold"/ "giver den gas over flere dage"...
At være delegeret til fx et ordinært Delegeretmøde på Comwell i Kolding er sq en udgift!
Som freelancer bruger jeg selv en søndag + en arbejdsmandag på, at være fagligt aktiv/ delegeret for min specialgruppe. UDEN løn!!!
ØKONOMISK: Jeg glæder mig over, at det kommende ekstraordinære Delegeretmøde afholdes på Vesterbro/ tæt ved KBH's Hovedbanegård + med start klokken 11:30.
Starttidspunkt på Delegeretmøde + den valgte beliggenhed betyder at de fleste af os 2019-valgte delegerede kan komme til ekstraordinært Delegeretmøde med DSB 2. klasse.
Når vi i øvrigt snakker "bullshit", så tag liiige med i regnskabet, at DJ's medarbejdere skal mobilisere + indkalde samtlige 2019-delegerede til EKSTRA ORDINÆRT DELEGERETMØDE, og at der selvfølgelig ligger mange arbejdstimer i dette projekt.
Som delegeret forventer jeg ikke andet end en frokost-sandwich + fri kaffe, vand og te.
Så STOP venligst med ytringer med at os Delegerede holder gilde på DJ-medlemmernes regning!!!
Det gør alle delegerede naturligvis ikke, men det kan måske sætte den anslåede udgift lidt i perspektiv.
Måske kunne der være sparet lidt i lokaleleje ved at vælge fx Odense i stedet, men det ville blot medføre, at flere skulle have transport godtgjort.
Uanset hvad enkelte af jer måtte tro, så gør vi, hvad vi kan, for at bruge jeres penge så fornuftigt som muligt.
Flere