Siden DR-vært Adam Holm i weekenden såede tvivl om troværdigheden af Jeppe Nybroes nye bog ’Kidnappet’ i en anmeldelse i Weekendavisen, har sagen rullet i en række medier og på Facebook.
Her til morgen blev der skrevet et nyt kapitel til føljetonen, da Jeppe Nybroes kollega og medfange under kidnapningen, Rami Aysha, stod frem og fortalte sin version af forløbet til Journalisten. Han har på flere punkter en anden beskrivelse end den, Nybroe fremlægger i sin bog.
En nærliggende tanke er, at én af de to lyver eller skjuler dele af sandheden. Men det behøver langt fra at være tilfældet, vurderer journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen. Han udgav sidste år bogen 'Nakkeskuddet' om de kampe, han gennem årene har haft med kilderne til sine dokumentariske værker om fortiden.
»Min egen erfaring med at tale med folk om dramatiske begivenheder med afgørende betydning for deres liv er, at vi laver vores egen version af virkeligheden. Og den kan afvige mere eller mindre fra, hvad der rent faktisk er sket. Det findes på alle niveauer – fra 100 procent digtning til små elementer, man ændrer på. Men det karakteristiske er, at vi er i stand til at overbevise os selv om, at vi husker helt rigtigt,« siger han.
Vi redigerer alle i virkeligheden
Derfor undrer det heller ikke Peter Øvig Knudsen, at der er adskillige detaljer i Rami Ayshas beskrivelse af gidselforløbet, som ikke stemmer overens med Jeppe Nybroes beskrivelse.
»Der er ikke noget som helst mærkeligt eller usædvanligt i, at deres beretninger afviger på en række punkter. Jeg kan faktisk næsten være forbløffet over, at de ikke afviger mere. For jo mere betydningsladet, dramatisk og identitetsskabende en begivenhed har været, desto stærkere vil tendensen være til, at man laver sin egen version,« siger Peter Øvig Knudsen og tilføjer:
»Vi kan lave 100 procent om på virkeligheden – og stadig selv tro på det. Det er det, der gør det nærmest umuligt for os journalister at afgøre sådan en sag her.«
Det amerikanske radioprogram Radiolab beskrev sidste år, hvordan øjenvidner til terrorangrebet mod ’Westgate Mall’ i Nairobi i 2013 huskede angrebet anderledes, end overvågningsvideoerne tydede på. Men Peter Øvig Knudsen understreger, at det langt fra kun er mennesker i krisesituationer, der redigerer i virkeligheden:
»Det kan lyde groft – men det er altså noget, vi alle sammen gør hver eneste dag. Du behøver ikke at huske længere tilbage end til dit seneste skænderi med kæresten. Pludselig kan man jo være meget uenige om, hvad der skete så sent som i går eller i morges,« siger han.
Ingen tegn på, at nogen lyver
Ifølge Peter Øvig Knudsen redigerer vi først og fremmest i virkeligheden for at kunne bevare vores selvopfattelse. Vi former altså vores erindringer, så de ikke afviger alt for meget fra det billede, vi har af os selv. Og det gælder formentlig også i Jeppe Nybroe og Rami Ayshas tilfælde, vurderer han:
»Jeppe Nybroe har for eksempel fået en opfattelse af, at der er noget mystisk ved Ramis rolle – og derfor vil han have en tendens til at glemme ting, der taler for det modsatte. Omvendt ser Rami måske sig selv som en, der har stået last og brast med Nybroe. Og derfor kan han have redigeret overvejelser ud af sin erindring, som han måske rent faktisk har haft undervejs om, hvordan han selv kunne slippe væk,« siger Peter Øvig Knudsen.
Er der nogen af forskellene i Nybroe og Ayshas beretninger, som ikke kan forklares med erindringsforskydninger?
»Der er ikke umiddelbart noget, der får mig til at tænke, at én af dem lyver bevidst. Som jeg ser det, er der ikke noget af det, som ikke udmærket kan være udtryk for, at de husker forskelligt og tror på det, de nu fortæller sig selv og andre,« siger Peter Øvig Knudsen.
Er det alene baseret på dine egne erfaringer med kilders erindringer om fortiden?
»Da jeg skrev 'Nakkeskuddet', besluttede jeg mig hurtigt for, at jeg gerne ville holde den essayistisk. Så det er alene baseret på utallige eksempler, jeg selv har oplevet. Men siden har jeg givet mig selv lov til at læse bøger og forskning på området – og der har jeg nærmest fra ord til andet fået bekræftet, at vi rent faktisk digter vores egne erindringer,« siger Peter Øvig Knudsen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Journalistens behandling af Nybroes bog er oprigtigt engageret.
Vi er ind og røre ved noget dybt, ved iagttagerens rolle, som sin egen største scenemester, der hvor distinktionen mellem det at være offer og bøddel i erkendelsesprocessen bliver flydende. Det er her at filosofien om iagttageren som sin egen største troldmand kommer på banen, dyret i åbenbaringen, der modsat djævelen hverken er entydigt god eller ond, eller entydigt at beskrive som digter (løgnhals) eller nøgtern objektivt beskrivende opdagelsesrejsende.
Nybroe er ikke hvem som helst for dem, der er afhængige af at kunne indskrive sig på objektivitetens side i det daglige.
Ingen, heller ikke en af de i øjeblikket mest eksponerede typer inden for det lille monarkis statsfinansierede meningsdannerkanaler, kan fratage offeret, her Jeppe Nybroe, sin autentiske oplevelse af at have været til, sådan som den opstår umiskendelig, hvor selve iagttagerens liv sættes på spil. Her er Nybroe ”det første menneske”, mere Adam end nogen anden, jøde, kristen eller muslim. Det kan Holm ikke tage fra ham, selv om intentionen kan læses ind bag hans insisterende, skallede og panderynkede ansigt!
I den situation, som hverken det første eller sidste menneske kan fraskrive Nybroe at have været i, hvor tilliden til en medfange, der senere anklages af efterretningstjenesterne for at have været i ledtog med gidseltagerne, forsvinder under forløbet, der vil angst, genfortolkning af ”vennens” rolle og episoder i efterspillet, beskrivelsen af forløbet, med nødvendighed begrænse sig til det, der nu bliver skrevet, og som i enhver skriveproces vil tage pladsen på bekostning af alt det, der ikke blev skrevet, men som kunne have været skrevet. Den mangfoldighed af latente muligheder kan bruges som understregning af, at det skrevne aldrig af den fulde sandhed, at det givne til enhver tid kan reflekteres på et ukendt hav af forudsætninger. Det gælder imidlertid alle beskrivelser, dvs. det handler om prisen, som må betales for det manifeste, og som det manifeste altid kan reflekteres på baggrund af.
Medfangen anklages ikke eksplicit. Og det forstærker anklagens alvor og forpligtende karakter. Det ved medfangen, den anklagede. Samtlige den anklagedes reaktioner komplimenterer Nybroes skildring. Rent logisk og fortællermæssigt, så er medfangens reaktioner under såvel som i efterspillet et komplimenterende element i Nybroes referenceramme. Adam Holm har nok i sin egen referenceramme, lige som han er båret i den statsfinansierede institution og det segment, der har skabt ham via sine slet skjulte ideologiske præferencer og behov.
Artiklen slutter med en konstatering af, at forudsætningen for at kunne skelne mellem ren digtning og forpligtende viden forsvinder for iagttageren under sådanne omstændigheder.
Det vidner om en håbløs mangel på vilje og evne til at reflektere over erfaringen som den eneste kilde til erkendelse, som man har.
I en hvis forstand tiltrækkes man af filosofien. Men, når det kommer til stykket, så vil man hellere bruge eksemplets karakter af at være enestående, til at kaste filosofien af helvede til.
I morgen lader man igen, som om det var den skinbarlige virkelighed, som italesættes inde fra ud. Distinktionen mellem realitetens konstruktion og konstruktionens realitet skal ikke bruges på medierne til hverdag. Kun ved særlige lejligheder.