Jeg ærgrer mig stadig over, at jeg ikke i 2007 – da SF med Villy i spidsen skyllede tsunamisk ind i Folketinget med en fordobling af mandaterne – nåede at forudsige deres valgsejr. Det kunne enhver layouter med blot et enkelt, professionelt øjekast på valgplakaterne nemlig have gjort, og det ville have givet min profession enorme mængder streetcred og argumentationskraft – særligt i journalistkredse.
SF’s plakater var i valgplakatsammenhæng friske og fornyende med kandidaterne i s/h, en kraftig hvid, lidt skødesløs outline og en velgørende lyseblå farve som kontrast til den sorte moderne sans serif- skrift og et redesignet SF-logo, alt dette tilføjet et frækt og nyt element i form af en snip, et oprullet hjørne i nederste højre hjørne, som gav løfte om kreativitet, udviklingspotentiale og den ”ud af boksen–tænkning”– der prægede tidsånden.
Desværre blev min spådom ved tanken. Men denne gang skal det ikke blive ved snakken. Jeg vil forsøge at spå om, hvem der vinder kommunalvalget, alene ved at se på, hvorledes partierne klarer sig i den særlige kommunikationsdisciplin, der hedder valgplakater.
Sådan så de valgplakater ud, der i en grafikers øjne skaffede SF deres valgsejr i 2007: Kandidaterne i velgørende s/h, som skabte et ensartet udtryk på tværs af kandidaternes forskellige fotos, en lyseblå næsten nyfødt baggrundsfarve uplettet af partihistorie og et frisk typografivalg, som grafikere vil genkende som skriften Conduit, også brugt af restaurantkæden “Sticks ‘n’ Sushi”. SF’s sekretariat har »smidt alle de gamle filer ud, fordi vi har fået et nyt designprogram«, så her er det (desværre afdøde) kandidat Jakob Nørhøjs plakat, der gøres klar til ophængning. – foto: Morten Høybye Frederiksen
[[nid:29786]]
– foto: Julie Asmussen
Hvem er hvem?
Måske er det, fordi designet hører Villy-æraen til, at SF’erne har valgt at droppe vinderdesignet fra 2007 (eller også opererer man med to forskellige designprogrammer; et til kommunal- og et til folketingsvalg). Men det redesign, der pryder de aktuelle valgplakater, lover ikke godt for SF. Man har i layout såvel som farvevalg lagt sig så tæt op ad Socialdemokraterne, at man næsten ikke kan kende forskel på de to partier. »Hvis I tager den røde baggrund, så tager vi den hvide, og så bytter vi om forneden,« synes man at have sagt.
Både hos SF og Socialdemokraterne er plakaternes røde og hvide farver tilnærmelsesvis inddelt efter det gyldne snit som med udspring i naturens proportioner udløser en dopaminbelønning, når den genkendes af den menneskelige hjerne. Men også kun næsten, den hvide flade fylder hos SF for meget, hvilket gør en ellers skarp og klassisk komposition slatten. Med sit lille og underligt forsigtige hak på midten ser det nærmest ud, som om SF’s kandidater er krøbet i flyverskjul bag dagens avis, sikkert i gang med at forholde sig til flere ildevarslende meningsmålinger.
– foto: Julie Asmussen
Centrering eller kaos
Lidt bedre går det hos Socialdemokraterne, som har lavet et sikkert og kedeligt (læs: nødvendigt) layoutprincip, som overholdes af alle kandidater – næsten.
Socialdemokraterne har valgt et meget konservativt, centreret layout. En centrering af tekst vil altid pege i retning af noget statisk, noget gammeldags. Centrering er et layoutprincip, vi kender fra gravstene, salmebøger og årsrapporter, men det er virksomt, når man vil udstråle seriøsitet. Faren ved centrering er, at det bliver lidt kedeligt, hvilket dog i dette tilfælde brydes velgørende af A’ et i cirklen, der – gud ske lov – rager lidt uden for formatet.
Inden for grafisk design arbejder man blandt andet ud fra gestaltlovene (som formuleret af den tyske perceptionsforsker Weber). Loven om figurdannelse siger således, at den menneskelige hjerne helt af sig selv vil forbinde linjen mellem to punkter, hvilket i dette tilfælde betyder, at vores hjerner ved et kig på S-plakaten kommer på arbejde, fordi vi selv skal færdiggøre cirklen om A’et. Dette grafiske kneb gør, at vi fæstner os ved plakaten og føler os talt op til som beskuere.
– foto: Julie Asmussen
Klar prioritering
Hvor tidligere kampagner kun har givet plads for partiets Ø og valgparoler (partiet over personerne), har Enhedslisten i denne kampagne med stort held ladet fotos fra virkelighedens verden indgå i plakaterne. Grebet er så enkelt, at man kan undre sig over, at det ikke er brugt før og af andre, og det giver indtryk af et parti, der som det eneste har hold i virkeligheden (baggrunden er fotos fra jobcentre og busser – ikke som hos S, hvor det er en tegneserie-agtig simplificeret udgave af København, der tegnes).
Ved at beskære billedet ultra hårdt bringes beskueren på arbejde; vi skal selv gøre billedet færdigt, og vi føler os dygtige, når det går op for os, hvad fotoet rent faktisk forestiller. Det er godt tænkt og smukt eksekveret, ikke mindst i kraft af typografivalget:
Der er valgt en skarpt skåret font med seriffer (fødder), som både i form og størrelse adskiller sig klart fra navnetrækket, hvilket giver en klar disponering og prioritering af budskaberne og er med til at skabe tydelige visuelle kontraster.
Ved at vælge en skrift med seriffer signaleres endvidere dannelse og kløgt – en subtil læggen afstand til tidligere tiders bastante protesttypografier.
• Man finder også billeder af byen på S’ernes plakater. Men mens der hos Enhedslisten er tale om et regulært foto, bliver skylinen i baggrunden på denne plakat en forsimplet og idealiseret version af København. Vi kommer til at tvivle på, om denne kandidat har været ude i virkeligheden. – foto: Julie Asmussen
• Enhedslistens Ø i sin gamle, plane form – og i perspektiv anno 2013. Taleboblen er nu drejet perspektivisk i en udadgående, dynamisk retning.
• Der er et uheldigt (eller måske villet?) sammenfald mellem SF’s og Enhedslistens bomærker. Men hvor taleboblen som symbol signalerer et parti, der har noget på hjerte, ligner SF’s model efterhånden mere et Vicks-bolsje fra 70’erne, 3D-effekten og højglansen til trods.
– foto: Julie Asmussen
Vi tænker. Også på luft.
De Radikale har lig SF tidligere vist mere grafisk punch i deres materiale og har i denne kampagne af en eller anden grund besluttet sig for at ty til en udpræget a-
symmetrisk komposition, hvor kandidaterne er rykket helt umotiveret ud til venstre – men ikke som hos S, hvor vi på nogle af plakaterne finder en velgørende leg med de negative flader (det hvide rundt om kandidaten).
Derimod på en meget tvungen ”endnu en kandidat, der er lige ved at få skåret øret af”-måde, hvilket lader et kæmpe hvidt negativt rum tilbage på fladen, som man kun kan gisne om hvad skal bruges til … er det for at gøre plads til Margrethe Vestager?
De radikale bruger fonten Helvetica eller Akzidenz-Grotesk i sit navnetræk, og det er altid et sikkert og sobert no-bullshit-valg. Kandidatnavnet er sat i næsten samme punktstørrelse, men i et skriftsnit, der trækker både på antikva-skrifter (blandt andet karakteriseret ved forskel på tykke og tynde streger) og sans serif (uden fødder og monovægtet, altså hvor stregerne er lige tykke over det hele) betyder det, at plakaten kommer til at stå vattet i udtrykket og uden den klare prioritering, man finder hos Enhedslisten.
– foto: Julie Asmussen
Liberabilist
De mærkeligste valgplakater står Liberal alliance for. Partiets farver er underligt udefinerbare og gør sig særligt uheldigt bemærkede, når den HT-gulorange danner baggrund for kandidaterne.
Måske hører det også med til billedet, at partiets farvekombination er sammenfaldende med Oddset-reklamerne, hvilket blandt andre Politiken til stor moro har gjort opmærksom på. Man har valgt at bruge en skriveskrift, hvis ubehjælpsomme udtryk tilsyneladende skal få et ellers svært budskab som “også (til) bilerne” til at glide ned. Samme forsøg lykkes meget bedre hos Socialdemokraterne, hvor skriveskriften virker mere på sin plads (og hvor selve fotoet i øvrigt er godt).
– foto: Julie Asmussen
– foto: Julie Asmussen
Billedbehandling på 1. klasse
Venstre har betalt en eller anden fotograf (forhåbentlig rigtig mange penge) for at tage nogle i valgplakatsammenhæng übercool portrætfotos, og der er lagt rigtig mange kræfter i billedbehandling eller Colour-grading, som er holdt i en kølig, blålig farveskala.
Det giver et overbevisende velovervejet, behageligt ensrettet og overskudsagtigt indtryk, med revisor-tjek-V-tegnet trykt i selvlysende orange, hvilket alle grafikere i DJ vil vide er et kostbart valg, fordi det kræver en ekstra trykgang at tilføje en neon-specialfarve, som ikke kan opnås i almindeligt firfarvetryk. Med designet fremstår Venstre mindre højreorienteret og mere progressivt end S – men måske også som et parti, der tager lidt let på (trykkeri-)regningen.
Typografibehandlingen er cool, moderne og uangribelig med en flot sans serif-skrift til kandidatens navn. Vi ser en klar prioritering mellem de grafiske elementer på billedfladen; Venstre (mindst), kandidatnavnet (lidt større) og endelig det orange logo (størst), hvilket giver en behagelig og musisk treklang.
– foto: Julie Asmussen
For lidt og for meget
Helt galt går det for de konservative. Partiets valgplakater vil alt for meget og alt for lidt på en gang. Således får vi København serveret hele fire gange på samme plakat: I baggrunden i foto-form, i “Ingen spild i København”, i sloganet “fordi det skal være enklere at være københavner” og som tegnet skyline i bunden af det grønne “mavebælte”. Som beskuer leder man efter flere budskaber i det komplekse billede, men bliver skuffet, når der kun er et enkelt at hente.
De konservative kommer (ufrivilligt?) til at ligne Glass-Steagalls plakater med udtonet baggrund og alt for mange informationer på en gang.
– foto: Julie Asmussen
• Uanset om man brød sig om tegnsætningen i de radikales ”tag ansvar”-kampagne (her fra 2010), var den uortodoks i farvevalget og grafisk slagkraftig. – Foto: radikale
Dansk Folkeparti er sigende nok slet ikke at finde på søjler eller elmaster på Journalistens udsendtes cykelrute (Nørrebro og Indre By), hvorfor vi her må nøjes med et kampagnebillede fra 2013. – Foto: dansk folkeparti
… og vinderen er:
På alle parametre scorer Enhedslisten højt med en klogt tænkt og flot eksekveret plakatlinje. Enhedslisten efterfølges skarpt af Venstre, som vinder på sin overlegne, gennemført cool stil uden pjat. På en tredjeplads finder vi Socialdemokraterne, der har leveret sikre, men kedelige plakater.
De viste valgplakater repræsenterer de største opstillede partier. Valget af kandidater er fuldstændig tilfældigt.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der er 1 problem med analysen over SF's plakat. Det er ikke det officielle design, du har taget udgangspunkt i. Det er en lokalafdeling, godt nok en stor en, der har valgt sit eget design, og som ikke er tilbudt fra SF fra centralt hold.
Tak for anmeldelserne. Sjovt at læse efter at have kigget på dem alle efter at have klistret og hængt nogle af dem op :-)
Her i øvrtigt et andet forsøg på at gennemgå valgplakaterne med visuelle briller: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/visuel-analyse-af-valgplakater-til-kommunalvalget-i-2013
Her har jeg kritisteret Enhedslistens billed- og farvebrug og har kun stor ro til deres valg af typografi. Jeg tænker også at det er svært at undvære kandidatplakater da der dog må være nogle kandidater i partiet der står for forskellige mærkesager og derfor gerne vil huskes i stemmeboksen?
For dem, der kunne tænke sig at vide præcist, hvad valgplakter egentlig betyder for stemmeresultatet, henvises til bogen KV09 s.137 (http://bit.ly/1c56UIq). Mon ikke meget af det stadig gælder under dette valg. I øvrigt interessant læsning for alle, der vil have mere viden om, hvilke kampagneværktøjer, der virker - og hvordan de virker.
Og SFs valgplakater fra 2007 er designet af Per Toftager - se mere her: www.toftager.dk
Flere