search

Vælter – vælter ikke

Lars Barfoed faldt. Claus Hjort Frederiksen overlevede. Bødskov faldt. Vilhemsen blev siddende. Det er ikke journalister, der vælter ministre. Heller ikke substans. Det handler om en ting: Hvor meget politisk kapital, ministeren har

Pressefremmødet er enormt på Christiansborg. Det er den 10. december, og justitsminister Morten Bødskov ankommer for at deltage i et samråd, der kan afgøre hans fremtid. Journalisten er taget af sted for at finde ud af, hvad der skal til for at vælte en minister. Spiller journalisterne en stor rolle – eller er de bare små brikker i et politisk spil?

Morten Bødskov har aftenen inden erkendt, at han har konstrueret en forklaring i stedet for at fortælle om den reelle begrundelse for et aflyst besøg på Christiania for Folketingets Retsudvalg. Morten Bødskov udlagde det, som om politidirektør Johan Reimann ikke kunne deltage, og derfor måtte besøget aflyses. Den reelle begrundelse var dog, at PET mente, at Pia Kjærsgaards deltagelse i besøget ville betyde en trussel mod udvalget.

Sagen, der startede i Ekstra Bladet, har vokset sig stor, men der er ikke mange journalister på Christiansborg, der tør spå om Bødskovs fremtid, mens samrådet er i gang.
»Det skal du snakke med en kommentator om,« siger en, mens en anden siger, at han ikke tør spå længere.

Til gengæld flyder de danske mediers websites over med spådomme. De fleste mener, at Bødskov ryger, men politisk kommentator Hans Engell siger til ekstrabladet.dk, at det kan gå modsat:
”Han lægger sig helt ned på gulvet og beklager, at man selvfølgelig ikke burde have løjet for Retsudvalget. Det vil sige, at han giver Enhedslisten rigtig mange gode argumenter for ikke at vælte ham.”

Enhedslisten er nemlig tungen på vægtskålen i sagen om Morten Bødskov. For at blive som minister skal han have støtte fra Enhedslisten – ellers ryger det parlamentariske grundlag.
Kasper Kildegaard, journalist på Berlingskes Christiansborg-redaktion, vurderer, at Enhedslisten gerne har villet afsætte Morten Bødskov længe. Partiet har været utilfredse med den nye offentlighedslov, ligesom sagen om den thailandske pige Im heller ikke gjorde Enhedslisten venligt stemt over for Bødskov.
»Men Enhedslisten var af den grund også meget bevidst om, at det ville blive fremstillet som en ren hævnaktion, hvis de væltede Morten Bødskov uden et sagligt grundlag. De ville derfor have en reel ministeransvarskrog, før de gjorde det. Og den kommer i mine øjne, da Morten Bødskov erkender sin konstruerede vildledning – Enhedslisten selv kalder det en løgn – aftenen inden samrådet.

Derfor tror jeg også, at Morten Bødskov havde overlevet som justitsminister, hvis den erkendelse hypotetisk set ikke var kommet. Hvis Bødskov ikke bevidst havde vildledt Retsudvalget,« siger Kasper Kildegaard.

Da samrådet er slut klokken 13, ligger bolden hos Enhedslisten: Vil de udtrykke mistillid til Morten Bødskov, eller vil de ikke?

Mens Bødskov simrer i Enhedslistens gryde, springer vi tilbage i historien.
Dansk Folkeparti havde Enhedslistens rolle under forrige regering. Dengang var partiet årsag til, at De Konservatives formand Lars Barfoed i 2006 måtte trække sig som minister på grund af ”Fødevareskandalen”.

Men sagens substans kunne ikke fælde ham i sig selv, mener eksperterne. Professor i statskundskab Tim Knudsen og Mark Ørsten, der har forsket i politiske skandaler, kalder begge sagen ”tynd”.
»Lars Barfoed måtte gå af for noget, han slet ikke havde haft ansvaret for,« siger Mark Ørsten.

Fødevareskandalen startede, før Lars Barfoed overhovedet blev minister. Frank Korsholm, der var chef i De Konservatives pressesekretariat dengang, udlægger sagen således:
»Dansk Folkeparti var sur på De Konservative. Man kan sammenligne det med den nuværende regering og Enhedslisten. Gitte Seeberg fra Konservative havde udtalt, at Dansk Folkeparti havde en kolonihavementalitet. I Dansk Folkeparti var de sure over, at den daværende formand i Konservative, Bendt Bendtsen, ikke ville sætte folk i partiet på plads,« siger han.

Frank Korsholm siger, at DF fik deres alibi til at afsætte Lars Barfoed, da en rapport fra Rigsrevisionen blev lækket til pressen.
»I rapporten bliver der rettet en kritik mod Fødevareministeren om svigt af fødevarekontrollen. Det oversætter medierne til Lars Barfoed, men i virkeligheden pegede kritikken også på Ritt Bjerregaard, den tidligere fødevareminister,« siger han.

Frank Korsholm siger, at han ikke havde mulighed for at få fat i rapporten.
»Som partiansat er man ikke i position til at forsøge at få en statsrevisor til at lække en rapport. Det vil være totalt upassende bare at forsøge. Vi sagde til Lars Barfoed, at han måtte gå i krig i pressen, men han ville hellere vente til dagen efter, når rapporten var offentliggjort.«

Men dagen efter var det for sent for Lars Barfoed. DF kunne ikke længere bakke op om ministeren, så han måtte trække sig. Men ikke uden bitterhed.
»Alt, hvad der er gjort på dette område, er sket i samarbejde med DF. Det samarbejde vil jeg da gerne takke DF for at være med til. Så meget større er min overraskelse over, at DF nu stikker halen mellem benene og løber fra det, de selv har været med til at gennemføre. Det, synes jeg, er hyklerisk af DF,« sagde Lars Barfoed, efter at han havde trukket sig.

Frank Korsholm mener, at det er en af de tyndeste sager omkring en ministerafgang nogensinde.
»Dansk Folkeparti ledte og ledte efter noget, de kunne fælde Barfoed på. Og det kom så på et forkert og misvisende grundlag, skævvredet af medierne,« siger han.

Pressechef i Danske Folkeparti Søren Søndergaard mener dog ikke, at Frank Korsholms udlægning er helt korrekt.
»Jeg synes, at DF’s ageren i forbindelse med Lars Barfoed var lødig. Der var ikke tillid til Barfoed længere, for der var forskel på det, han havde sagt, og det, der stod i rapporten fra Rigsrevisionen. Det er for patetisk at sige, at det var en skævvridning i medierne, der udløste Barfoeds afgang,« siger han.

En minister, som Dansk Folkeparti til gengæld holdt hånden under i samme periode, var Claus Hjort Frederiksen, beskæftigelsesminister og siden finansminister for Venstre. Jesper Tynell fra DR Orientering kunne ellers dokumentere, at Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og vildledte Folketinget. Set udefra altså en sag, der umiddelbart ser noget tungere ud end den fødevaresag, Lars Barfoed faldt på.

Dækningen indbragte Tynell en Cavling-pris, men Claus Hjort Frederiksen blev siddende som minister.
»Det er min erfaring, at det ikke er særligt sjældent, at ministre optræder, som Claus Hjort Frederiksen gjorde dengang. Det eneste, der er usædvanligt, er, når det bliver opdaget,« siger Jesper Tynell og tilføjer:
»Og når det sker, er det helt op til flertallet i Folketinget, om det skal have konsekvenser for ministeren. Selv om det formelt set er den enkelte ministers ansvar, så er andre ministerier og deres embedsmænd i øvrigt også ofte indblandet. Derfor forekommer det mig i det hele taget en smule kunstigt, når pressen i kølvandet på den ene skandale efter den anden taler om den enkelte ministers fejltrin. Vi taler i reglen om meget planlagte og velovervejede forløb med mange aktører inde over, hvilket Christiania-sagen viser med al tydelighed,« siger Jesper Tynell.

Professor i statskundskab Tim Knudsen understreger, at Dansk Folkeparti ikke havde nogen interesse i at vælte Claus Hjort Frederiksen.
»Det var en meget alvorlig sag, men her har vi at gøre med en Venstre-minister, der var centralt placeret. Ikke alene var han beskæftigelsesminister, han var også en af Anders Foghs nærmeste. Hvis Dansk Folkeparti væltede ham, ville det ødelægge det gode forhold til Venstre. Så var det nemmere at fyre Lars Barfoed fra Konservative,« siger Tim Knudsen.

Mark Ørsten mener også, at Claus Hjort Frederiksens sag var meget alvorlig.
»Men jeg har faktisk ikke engang taget den med på min liste over politiske skandaler, for der nåede aldrig rigtig at blive en skandale,« siger han.
Pressechef i DF Søren Søndergaard mindes ikke, at det overhovedet var på tale at vælte Claus Hjort Frederiksen.
»Claus Hjorts held kan være, at der ikke var så massiv medieopmærksomhed omkring det, som der var med Bødskov-sagen.«

Søren Søndergaard forklarer, at det spiller en rolle, at medierne ikke havde samme fokus på Claus Hjort.
»Det er klart, at hvis der havde været lige så meget medieopmærksomhed på Claus Hjort som på Bødskov, og sagen viste sig at være lige så slem, ville det være svært for DF ikke at vælte ham, selv om han sad i en magtfuld position.«
»Og så er det rigtigt, at Claus Hjort var tæt på Anders Fogh og dermed vanskeligere at hælde ud som minister end en minister fra Konservative. Men som beskæftigelsesminister er man ikke højt i det formelle hierarki, som Bjarne Corydon eksempelvis er det i dag. Corydon er et no go at vælte for Enhedslisten, selv hvis de fik muligheden,« siger Søren Søndergaard.

Tilbage på Christiansborg kommer Enhedslistens Pernille Skipper ud af partiets gruppelokale klokken 14:18. Beskeden er klar: »På grund af sagens alvor, på grund af sagens omfang, så kan Enhedslisten ikke længere have tillid til Morten Bødskov som justitsminister,« siger Pernille Skipper. Få minutter efter udsender Morten Bødskov en pressemeddelelse, hvor han gør det klart, at han trækker sig.

Dermed er Morten Bødskov væltet som minister, men dagen efter venter en ny udfordring for Enhedslisten: Vil de også smide Annette Vilhelmsen på porten?
De politiske kommentatorer står i kø i medierne for at sige, at Vilhelmsen ikke ryger. Annette Vilhelmsen har ellers, i lighed med Morten Bødskov, også talt usandt for Folketinget, da hun sagde, at

Huset Zornig ikke havde fået særbehandling i forbindelse med en ansøgning om at få en million kroner.
Uffe Tang, politisk redaktør på DR, mener, at Morten Bødskovs løgn er mere udspekuleret end Anette Vilhelmsens ditto.
»Jeg tror ikke, de vælter hende, for de væltede Bødskov i går, og der må være grænser for galskaben. Det kan blive et ragnarok, de ikke kan overskue, hvis de vælter Vilhelmsen. Det kan ende med nyvalg, og det kan ende med, at SF skal have en ny formand, « siger Uffe Tang til Journalisten inden samrådet den 11. december.

Uffe Tang får ret i sin forudsigelse, for Vilhelmsen får lov til at sidde som minister, men får en ”næse” af Enhedslisten.
Enhedslisten understreger, at Annette Vilhelmsen ikke har løjet: »Der er ingen tvivl om, at Vilhelmsen har opført sig utroligt klodset, men det er to forskellige sager. Bødskov stak en løgn, og det gjorde Vilhelmsen ikke,« sagde Finn Sørensen, socialordfører for Enhedslisten, da partiet havde truffet sin beslutning.

Chefredaktør på Information Christian Jensen mener ikke, at det argument holder.
»Når Pernille Skipper omkring Morten Bødskov siger, at der ikke skal kunne drages tvivl om en ministers omgang med demokratiske institutioner, så må man sige, at der er en ubalance i argumentationen hos Enhedslisten, når Annette Vilhelmsen bliver siddende, for det er præcis det samme, der gør sig gældende i den sag,« siger han.

»Det er klart, at der er forskel på de to sager. Bødskov konstruerer en fortælling, og det er meget alvorligt. Men Anette Vilhelmsen bypasser alle politiske processer og måden, vi giver offentlige midler på. Ministeriet laver derefter et cover-up og fordobler ansøgningspuljen til to millioner kroner. Så samlet set synes jeg, at det er lige så alvorligt. Men det er jo politik, og der er ikke retfærdighed til. Men den moralske og stærke fortælling, som Pernille Skipper gav ved Bødskovs afgang, får en noget bleg glans, når partiet holder hånden under Vilhelmsen,« siger Christian Jensen.

Mark Ørsten mener, at man kan drage paralleller mellem Enhedslistens ageren i sagerne om Morten Bødskov og Anette Vilhelmsen og Dansk Folkepartis ageren i sagerne om Claus Hjort Frederiksen og Lars Barfoed. Han gør det klart, at man som journalist ikke nødvendigvis kan vælte en minister, selv om man får gravet en række alvorlige afsløringer frem. Der er flere faktorer på spil:
»Hvis man vil vælte en minister, skal man finde en, der har dårlige sager på sig i forvejen, for det afhænger i høj grad af politisk kapital. Dansk Folkeparti havde ingen interesse i at rage uklar med

Claus Hjort Frederiksen, mens Konservative slet ikke var så stærke, hvorfor Lars Barfoed godt kunne presses ud,« siger Mark Ørsten.
»På samme måde er det heller ikke i Enhedslistens interesse at vælte to ministre lige efter hinanden. Hvis Anette Vilhelmsen havde været ene person i skudlinjen, var hun sandsynligvis røget,« siger

Mark Ørsten, der mener, at journalisterne spiller en rolle, når ministre ryger – men ikke hovedrollen.
»Journalisterne er dem, der skaber det folkelige krav om, at en minister skal gå af. Men de skal også have nogle politikere til at foreslå, at det er en god ide. Enhedslisten kaldte Morten Bødskovs løgn for ”chokerende”, mens partiet ikke var så udfarende omkring Anette Vilhelmsen,« siger Mark Ørsten.

Tim Knudsen mener, at det mere er et spørgsmål om politik end retfærdighed, der afgør, hvem der ryger som minister.
»Det har man set mange gange. Enhedslisten kunne denne gang lige akkurat vælte Morten Bødskov, men hvis det var Bjarne Corydon, der er mere magtfuld, er det ikke sikkert, at det samme var sket,« siger Tim Knudsen.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen