Da Rikke, der var ansvarlig for intern og ekstern kommunikation i en interesseorganisation, trådte ind på kontoret efter sin 10 måneder lange barsel, der startede i 2012, var hendes kolleger temmelig overraskede.

De anede ikke, hun ville komme tilbage den dag. Der var intet velkomstarrangement, ingen computer og ingen plads på kontoret. Ikke på grund af uvilje fra kollegernes side, men fordi chefen ikke havde orienteret dem.

»Jeg oplevede den første tid tilbage på arbejdet som kaotisk og frustrerende, og jeg var rigtig ked af det,« husker hun.  

En barselsvikar var blevet ansat, hvilket Rikke, som i dag er 36 år, allerede havde hørt i krogene, men hun havde ikke fået nogen officiel orientering om, hvad hun havde at vende tilbage til, ligesom hendes leder ikke tog initiativ til at få talt om fordeling af opgaverne mellem de to, da hun var kommet i gang igen, fortæller hun.

»Under barslen hørte jeg, at der pludselig var blevet ansat en barselsvikar. Jeg havde selv anbefalet det, men jeg fik ingen officiel orientering og begyndte at blive nervøs for, om de mon skulle forelske sig i hende, og om hun var dygtigere end mig. Det var en rigtig dårlig måde, det foregik på,« siger Rikke.

Allerede inden Rikke gik på barsel, var det med en skidt fornemmelse i maven. For chefen havde fortalt afdelingen, at det ville blive meget dyrt for organisationen.

»Vi var tre, der skulle på barsel, så jeg forstår godt, at det var en udfordring for arbejdspladsen. Problemet var, at det rumsterede rundt i mit hoved og fik mig til at blive nervøs for fremtiden. Jeg ved godt, at nogen måske vil sige, at det er mit eget ansvar ikke at tænke sådan, men det påvirkede mig alligevel meget,« siger hun.

Følte sig derangeret

Idet barselsvikaren havde overtaget Rikkes opgaver, og Rikke dermed ikke havde noget at lave, blev hun sat til at udføre det, hun selv betegner som ”slavearbejde”.

»Det, jeg lavede, var noget, vi ellers ville have sat en studentermedhjælper til. Det var opgaver, jeg var fuldstændig overkvalificeret til – det kunne være at sortere nogle dokumenter og andre små ting af administrativ karakter,« siger hun og fortæller, at hun derudover fik en plads på et andet kontor de første uger, selv om det ingen relevans havde i forhold til hendes arbejdsområde.

»Jeg følte, at jeg var fuldstændig betydningsløs – at jeg ikke længere havde en værdi for arbejdspladsen. Før sad jeg med hele ansvaret for intern og ekstern kommunikation, men nu var jeg degraderet til praktisk gris,« siger hun.

Rikke havde kontakt med Dansk Journalistforbund efter barslen, og de anbefalede hende at søge et nyt job, forklarer hun.

I forvejen var hendes personlige relation til chefen ikke god, og det blev cementeret af de ubehagelige oplevelser i forbindelse med barslen. Rikke valgte til sidst at følge fagforeningens råd og fandt et nyt job.

»Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at det endte sådan. Jeg var glad for mine arbejdsopgaver og mine kolleger, men det var en proces, der havde været så ubehagelig, at jeg ikke havde lyst til at fortsætte,« siger hun.

Næste gang Rikke skal på barsel, vil hun efterspørge en samtale, før hun går fra, en orientering om større ændringer og en samtale, når hun vender tilbage. Hun ville ønske, at det var en selvfølge, at sådan en procedure fandt sted, forklarer hun.

Rikke er ikke kildens rigtige navn. Hendes virkelige identitet er Journalisten bekendt.