TV Syd ansætter en af Carl Holsts banemænd

Jesper Sørensen fra Vejle Amts Folkeblad skal være TV Syds første dedikerede graverjournalist. »I dag laver jeg alt fra de undersøgende ting til foromtaler, interviews og notestof – nu får jeg tid til kun at koncentrere mig om den undersøgende journalistik«

Da sagen om Carl Holst, tidligere forsvarsminister og regionsrådsformand i Region Syd, i efteråret begyndte at rulle, ærgrede det TV Syds chefredaktør Claus Christensen, at det ikke var hans tv-station, der stod bag afsløringerne.

Han ærgrede sig også, da sagen om rod i regnskaberne i Vejle Havn begyndte at se dagens lys.

»På det seneste har der været nogle store sager i vores sendeområde, som vi gerne ville have løftet bedre og været tættere på,« sagde han i november til Journalisten i forbindelse med, at regionalstationen var på jagt efter en graverjournalist til en nyoprettet stilling.

Den journalist har de fundet nu. TV Syd har nemlig ansat journalist Jesper Sørensen fra Vejle Amts Folkeblad, der var med til at bringe netop de to afsløringer frem, der fik tv-stationen til at slå stillingen som undersøgende journalist op.

»Carl Holst og Vejle Havn har gjort, at der er kommet en masse opmærksomhed omkring mig. Det har uden tvivl betydet, at TV Syd har haft fokus på mig. Men de sagde også til mig, at det var vigtigt, at de kunne se, at jeg også havde andet i posen,« siger Jesper Sørensen til Journalisten.

Lovning på kun at grave trækker  

Jesper Sørensen har været ansat på Vejle Amts Folkeblad i 16 år og begynder i sit nye job 1. februar. Det bliver svært at sige farvel til avisen, fortæller han:

»Jeg har været utrolig glad for mine år som journalist på Vejle Amt Folkeblad. Men jeg synes, der ligger en fantastisk spændende udfordring i jobbet hos TV Syd. Jeg kan mærke, at det er nogle ambitiøse mennesker, der gerne vil være med til at rokke båden,« siger han.

Du var med til at grave Carl Holst-sagen frem og var nomineret til FUJ-prisen i år. Hvad bliver den store forskel på dine arbejdsforhold?

»Jeg har lavet en del undersøgende journalistik gennem årene i det omfang, der har været tid til det. Men TV Syd giver mig lovning på, at jeg skal lave det hele tiden. I dag laver jeg alt fra de undersøgende ting til foromtaler, interviews og notestof – nu får jeg tid til kun at koncentrere mig om den undersøgende journalistik. Det trækker i mig,« siger Jesper Sørensen.

Ingen tv-erfaring  

I jobopslaget fra TV Syd hed det, at hovedopgaven for den undersøgende journalist bliver ”at udkomme med en stærk nyhed fire gange om året”.

Til at starte med vil Jesper Sørensen dog selv insistere på også at lave nogle mindre ting:

»Især i starten vil jeg også lave historier, som ikke er big bang. Jeg har aldrig lavet tv før, så jeg vil insistere på også at få lov at lave noget rugbrødsarbejde for at lære mediet at kende. Jeg er spændt på at lære nye tricks, selvom jeg er en halvgammel hund,« siger han.

Jesper Sørensen, der i dag er sundheds- og regionsreporter, glæder sig også til at få mulighed for at brede sig over flere stofområder og et større geografisk område end bare Vejle Kommune:

»Jeg får på flere måder en større bane at spille på nu. Og det glæder jeg mig til,« siger han.

1 Kommentar

Mads Nyvold
23. DECEMBER 2015
En af de bedste journalist
En af de bedste journalist-transfer i 2015. Tillykke til TV Syd med scoopet