Dansk Pelsdyrsavlerforening vil nu have et fogedforbud mod, at TV 2 viser et kommende Operation X-program. Redaktør på TV 2, Lasse Bjerre, mener Dansk Pelsdyrsavlerforening er med til at få sagen til at eskalere (opdateret 17:38)
Danske pelsavlere vil have stoppet det kommende TV 2-program om minkavlere. De mener, at TV 2's optagelser - der angiveligt skulle vise en masse mink, der bliver holdt under kummerlige forhold - er fremkommet gennem ulovlig indtrængning på minkfarmene.
Desuden vurderer de, at det ikke er presseetisk forsvarligt at bringe optagelserne, og det vil de nu have fogedretten i Odenses ord for.
"Det er muligt, at den form for revolverjournalistik fungerer, når Operation X jagter boligsvindlere, men Dansk Pelsdyravlerforening nægter at ligge under for journalister, der optræder som dyreretsgruppers marionetdukker. Det er helt utroligt, at en public service-station går så langt over stregen. Vores tillid til Operation X' journalistiske anstændighed er dalet til langt under frysepunktet - og det samme gælder vores syn på TV 2's ledelse," skriver kommunikationschef i Kopenhagen Fur Sander Jacobsen i en pressemeddelelse.
Han skriver videre, at Dansk Pelsdyrsavlerforening godt ved, at det kan se ud, som om de prøver at skjule noget ved at forhindre programmet i at blive sendt, men afviser, at der skulle være noget at skjule.
TV 2-redaktør, Lasse Bjerre, er parat til at møde op i retten, men understreger samtidig, at man fortsat arbejder på at få programmet færdigt til visning den 27. oktober.
»Kritikken fra Dansk Pelsdyravlerforening får ingen betydning, hvis det står til TV 2. Men det er rettens afgørelse,« siger Lasse Bjerre til Journalisten.dk
Han mener samtidig, at de danske pelsavlere unødvendigt er med til at piske en konfrontatorisk stemning op.
»Nu taler Dansk Pelsdyrsavlerforening om revolverjournalsitik, og at vi går over stregen. I det hele taget bruger den en hård retorik, som jeg synes, kun er med til at få den her sag til at eskalere.«
Lasse Bjerre mener i øvrigt, at programmet har så stor almen interesse, at det derfor ikke bør føre til fogedforbud.
»I sidste ende er det et spørgsmål om, hvorvidt samfundsinteressen for at bringe de her forhold frem i offentligheden er større end den loverovertrædelse, der måtte være overgået,« siger Lasse Bjerre til Journalisten.dk.
Læs også: Operation X beskyldes for dyremishandling
20 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvorvidt Kopenhagen Furs forsøg på at få nedlagt fogedforbud er lige aggresivt nok kan altid diskuteres, men der er ingen tvivl om at både TV2 og EB er ude på tynd is i denne sag. Udover det forkastelige i at trænge ind på privat ejendom uden tilladelse, så er det et kæmpe problem, at man sender andre folk i byen for at gøre ens beskidte arbejde. Og når man så ovenikøbet sender dyreretsaktivister, som er så fanatiske, at de for enhver pris vil have pelsdyravl forbudt i DK, ja så er vi virkelige ude på et skråplan. Og fordi at man har sendt fanatikere afsted, har man ingen som helst garanti for, at det materiale de har leveret er sandfærdigt, hvilket giver både TV2 og EB et voldsomt troværdigheds problem.
Hvis den udsendelse rammer sendefladen må der være kommet helt nye spilleregler i journalistik.
Hvad bliver det næste? Indtrængen i de kongelige gemakker for at afsløre en kronprins og hans eskapader med uden-oms-flirten? Eller skal folketingets medlemmer have hemmelige besøg i deres private hjem, så vi kan se, hvor mange gaver de dynges til med fra erhvervslivet?
Jeg er imod mishandling af dyr. Burhøns er nok der, hvor den almindelige forbruger kunne starte. Men alligevel vælger de fleste at købe æg fra burhøns, som lever et kummerlivt liv. At de rige skal have blod på deres pels-rober, når de vader rundt på de røde løbere i Se og Hør er lidt væk fra almindelig mand. Men moralen her er selvfølgelig ens.
Vi lever i et samfund, hvor dyr er en vare. De kan misbruges, som det passer os. Det er et dårligt samfund, men folk vil åbenbart have de billige burhønseæg?
TV2 og Ekstra Bladet vil altså gerne afsløre, at der finder dyremishandling sted på danske minkfarme, og det er jo i og for sig prisværdigt at gå i gang med sådan en historie. Men i mellemtiden må minkene altså lige vente og lide lidt mere indtil medierne har historien helt klar.
Det er ikke for kønt.
1) Kan Lasse Bjerre forklare mig, hvorfor han sender dyreretsforkæmpere med en klar antipels-dagsorden ind over hegnet på 34 danske pelsdyrfarme for at optage de billeder, han skal bruge til Operation X?
2) Kan Lasse Bjerre forstå, at Dansk Pelsdyravlerforening er stærkt skeptisk over for billedmateriale, der stammer fra dyreretsaktivister, når det kun er en måned siden, at det blev påvist med dna-test, at syge dyr på billeder - leveret til norsk tv af dyreretsaktivister - slet ikke kom fra den pågældende pelsdyrfarm?
3) Kan Lasse Bjerre forklare, hvorfor han ikke bare ringede på dørklokken og bad om lov til at filme på de pågældende pelsdyrfarme, når han nu mener, at pelsdyravlerforeningen tegner glansbilleder?
4) Kan Lasse Bjerre fortælle, hvordan Operation X på baggrund af det materiale han er i besiddelse af, kan konkludere, at der er tale om mishandling af dyr, og at dyrene for eksempel ikke er i behandling for deres skader?
5) Kan Lasse Bjerre jvf. punkt 4 garantere, at de billeder han har bestilt, ikke er filmet på pelsdyrfarmenes lovpligtige hospitalsafsnit, når han ikke selv har været til stede?
Dansk Pelsdyravlerforening er i besiddelse af båndet dokumentation for, at journalister fra Operation X i gentagne tilfælde har løjet over for pelsdyravlerforeningen om karakteren af det materiale, I er i besiddelse af, hvor langt I er i processesen, hvad jeres vinkel er m.m. Sammen med det forhold at I har allieret jer med mennesker, der ønsker pels hen, hvor peberet gror, er det baggrunden for, at Dansk Pelsdyravlerforening melder hårdt ud i pressen. Når I ikke er ærlige omkring præmisserne for programmet, hvad skal vi så ellers gøre?
Pelsdyravlerne vil gerne diskutere dyrevelfærd. Vi er heller ikke afvisende over for, at der kan findes brodne kar i branchen. Men vi vil bedømmes på et fair grundlag.
Fødevaremyndighederne har allerede opgjort, hvor mange dyr, der findes på de pågældende 34 farme. Antallet er enorm, og jeg vil foreslå, at Lasse Bjerre begynder at give pelsdyravlerne en fair behandling ved at tælle de syge dyr, han har fået filmet, ringer til Fødevaremyndighederne og får tallet fra dem - og derefter laver regnestykket. Vil Lasse Bjerre gøre det?
1) Operation X har ikke sendt dyreretsforkæmpere ind over hegnet på 34 pelsdyrfarme. Operation X har fået forelagt billedmateriale, der dokumenterer dyremishandling på en lang række farme. Denne dokumentation er blevet undersøgt nøje, og desværre for dig, din arbejdsplads – men især desværre for dyrene – så holder den dokumentation.
Dansk Pelsdyravlerforening ved udmærket godt, at Operation X ikke har sendt dyreretsaktivister ind over hegnene på deres medlemmers farme, men det er som om, at hvis de alligevel bliver ved med at påstå det modsatte, så bliver det pludselig til en sandhed.2) Nej, Operation X kan ikke forstå, hvorfor Dansk Pelsdyravlerforening er skeptiske overfor dokumentationen. Vi kan forstå hvorfor i er desperate. Desperat angste for at billederne af virkeligheden kommer frem. Vi har nemlig set billederne, og de er ikke rare.
I Norge er det Mattilsynet, der er den tilsynsførende myndighed på pelsdyrområdet. Om den sag som Dansk Pelsdyravlerforening ofte henviser til fra Norge, udtaler Bjørn Groven, dyrlæge og seniorrådgiver ved Matttilsynet:
”Vi har ikke mottatt opplysninger som peker i retning av at aktivister har medbrakt skadede dyr eller ”plantet” dyr i farmene. Vi har vurdert materialet fra aktivistene på linje med andre bekymringsmeldinger vi har fått. Vi har ikke gjort DNA-tester på rev. Vi har heller ikke mottatt opplysninger som gir oss informasjon om saken det henvises til.”
3) Nu starter sagen for Operation X’s vedkommende som sagt med, at vi får forelagt noget billedmateriale fra de pågældende farme. Vi har i den sammenhæng kontaktet alle ejerne af pelsdyrfarmene. Vi har godt nok ikke ringet på alle dørklokkerne, men skrevet breve til dem. Og der er ikke nogen af dem der har lyst til at vise deres farm frem.
4) Operation X konkluderer skam ikke noget på egen hånd. Vi er hverken den tilsynsførende myndighed, dyrlæger eller pelsdyrforskere. Men det er der jo andre der er – personer og myndigheder vi har forevist materialet og som drager konklusionen om dyremishandling. De pelsdyravlere vi når at konfrontere inden branchens spindoktorer får lukket ned for yderligere interviews, indrømmer det sådan set også selv.
5) Igen, billederne er som nævnt ikke bestilt af TV2 eller Operation X. Og det bliver stadig ikke til en sandhed ved at blive ved med at påstå det modsatte. Men i de tilfælde, hvor vi kan se at minkene er isolerede påpeger vi skam, at der kan være tale om en sygeafdeling. Men at dyrene evt. er i behandling, garanterer jo ikke, at de ikke lider en langsom og pinefuld død. De døde mink i burene tyder i hvert fald på noget andet.
Det er da skønt at Dansk Pelsdyravlerforening er i besiddelse af båndet dokumentation for, at vi lyver om, hvor langt vi er i processen med vores program. For medmindre i har været med i vores lommer, når vi har været ude og interviewe forskere og myndigheder, eller at i har siddet med i redigeringsrummet, så kan i jo ikke vide noget om, hvor langt vi er i vores proces. Alle jeres vilde påstande om at vi f.eks. skulle stå bag minkudslip er jo netop kendetegnet ved at være totalt udokumenterede. Nu har i endelig dokumentation for noget, så fremlæg det dog. Det er det som vi forsøger at gøre i form af et tv-program. Det program som i desperat forsøger at stoppe.
Flere