Mandag blev den russiske ambassadør i Tyrkiet, Andrej Karlov, skudt og dræbt under åbningen af en kunstudstilling i Ankara.
Til stede under åbningen var blandt andet fotograf Burhan Ozbilici fra Associated Press. Som han har beskrevet i AP's artikel her, blev han ved med at tage billeder, da gerningsmanden havde affyret sine skud og løb rundt med sit våben og råbte »glem ikke Aleppo«, og »Allahu akbar« – Gud er stor. Samme scene blev også filmet.
Men der er forskel på, hvor meget af episoden de danske medier har valgt at vise i deres dækning af skyderiet, der betegnes som en terrorhandling.
»Vi valgte at bringe videoen, på nær selve øjeblikket, hvor ambassadøren bliver skudt bagfra. Det var for voldsomt. Men scenen efterfølgende har vi vist, fordi vi synes, der er stor dokumentationsværdi i at vise scenen, hvor gerningsmanden løber rundt og råber Allahu akbar,« siger TV 2’s nyhedschef, Jacob Kwon.
Viser kun billeder af dræbte i helt særlige situationer
På DR valgte de også at vise videoen, fortæller nyhedsdirektør Ulrik Haagerup. Til gengæld viste de kun en beskæring af videoen, hvor man ikke kan se liget af ambassadøren, der ligger på gulvet.
»Vi har ikke vist billeder eller video af liget. Det er ikke nødvendigt at vise et lig, der ligger på gulvet, mener vi. Jeg tror godt, de fleste kan forestille sig, hvordan det ser ud, at en mand ligger dræbt på et gulv på et kunstmuseum, så det ser vi ingen grund til. Der skal være helt særlige grunde, hvis vi skal vise billeder af dræbte personer. Og de grunde er der ikke i det her tilfælde,« forklarer Ulrik Haagerup.
På videoen, som TV 2 har vist, kan man se den dræbte ambassadør ligge på gulvet. Stationen har også bragt billeder, hvor man kan se den dræbtes ansigt.
I kunne jo nemt beskrive situationen uden at vise billederne – så hvorfor vise så voldsomme billeder?
»Vi tænker det egentlig omvendt. Vores princip er, at vi viser virkeligheden, som den er, og så kan der være ting, vi fravælger at vise. Og vi er ikke sat i verden for at holde ting tilbage. I videst muligt omfang viser vi virkeligheden, som den er,« siger Jacob Kwon.
BT: Det handler om ofrets værdighed i døden
På bt.dk har man ligesom TV 2 bragt billeder, hvor man kan se liget af den dræbte ambassadør. Men modsat TV 2 har BT valgt at maskere den dræbtes ansigt, fortæller konstitueret chefredaktør Jens Grund.
»Det er ikke af hensyn til vores læsere, men af hensyn til ofret selv. Det handler om ofrets værdighed i døden. Spørgsmålet er jo altid, hvem man vil beskytte i den slags situationer – der mener jeg, at vores opgave er at beskytte mennesket, der ligger der, men samtidig vise situationen. På den måde fungerer det jo som visual proof for vores læsere,« siger han.
BT har ikke bragt videoen. Men det skyldes mere en praktisk omstændighed end et etisk valg, fortæller Jens Grund, som sagtens mener, de kunne have bragt den uden selve gerningsøjeblikket.
»Men rent praktisk havde vi ikke redigeringskraft til at klippe i video på det tidspunkt, da den kom ud.«
DR viser gerningsmand
Efter sommerens terrorangreb var DR – på linje med internationale medier som Le Monde – ude og sige, at de som hovedregel ikke vil bringe billeder af mulige terrorister.
»Der er brug for at kigge på, om det er rigtigt og nødvendigt, at vi, når de her terrorister udfører deres selvmordsangreb eller drab, bringer deres billeder stort og flot på aviserne, vores netmedier og i fjernsynet. Det mener jeg ikke, at vi skal,« sagde Ulrik Haagerup dengang til Journalisten.
Men i det aktuelle angreb fra Ankara ser nyhedsdirektøren ikke noget problem i at bringe video og billeder, hvor man kan se gerningsmanden.
»Det, vi snakkede om, var, at der var en stribe terrorhandlinger i sommer, hvor man efterfølgende kunne finde identitetskort på de terrorister, der havde slået sig selv ihjel. Fordi de efter al sandsynlighed ønskede, at medierne skulle blæse dem stort op. Og vi vil ikke bringe billeder, der kan glorificere de her mennesker,« siger Ulrik Haagerup.
Det er blevet nævnt, at gerningsmanden her fra Ankara på nogle billeder nærmest ligner en action-helt og fremstår heroisk med sit våben over hovedet. Er det ikke rigtigt?
»Jo, men på det billede, vi har bragt, kan man dårligt kende ham. Og det er heller ikke nogle billeder, vi har banket til og gjort stort.«
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@mikael Jeg ved ikke om din kommentar er møntet på mig, men jeg er enig i, at medier skal vise det råt for usødet.
Måske kunne man blot lige advare om indholdet først, når man sender det stort set uden pause efter julekalenderen.
Jeg har ingen problemer med at gerningsmænd eller deres ofre vises, såfremt det har en nyhedsmæssig værdi. Hvis forældre ikke tror deres poder forstår det - så skal de jo nok ikke glo tv-avis. Vi andre er ved at være en smule trætte af nyheder-light fordi alle de her spelt-curling-forældre vil have der skal tages hensyn til deres unger.
Til gengæld viste DR morderen stå og fægte med pistol og speak hen over om drabet - lige i forlængelse af julekalenderen. Fjernbetjeningen lå på bordet, så der gik lige en rum tid, før jeg fik slukket.
"Hvorfor slog han en ihjel, far?" spurgte sønnike.
Nåh, de skal jo alligevel lære det på et eller andet tidspunkt...
Glædelig jul unger