Tillidsmand om Corydon: ”Så langt rakte vores fantasi ikke”

Medarbejderne på Børsen er overraskede over, at Bjarne Corydon bliver deres nye chefredaktør. Internt havde de væddet om, hvem det ville blive. ”Vi havde en liste på 20 kandidater, og Bjarne Corydon var slet ikke på den liste,” siger tillidsmand. Han er ikke bekymret for avisens dækning af Dong

Fra årsskiftet bliver den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon ny chefredaktør og adm. direktør på Børsen.

Nyheden blev præsenteret på et møde for avisens ansatte her til formiddag. Og valget af Bjarne Corydon kom som en stor overraskelse for alle, fortæller tillidsrepræsentant Michael Solgaard til Journalisten.

”Vi havde et internt væddemål på avisen, hvor alle medarbejderne kunne spille 20 kr. på, hvem der ville blive den nye chefredaktør. Vi havde en liste på 20 kandidater, og Bjarne Corydon var slet ikke på den liste. Så langt rakte vores fantasi slet ikke,” siger han.

Ikke bekymret for troværdigheden

Reaktionerne på nyheden om Børsens valg af chefredaktør har allerede været mange. Blandt andet har mediekommentator Lasse Jensen på Facebook reageret med kommentaren: ”Så røg publicismen sig en tur. Goldman Sachs-kulturen indtager Børsen.”

Kommentaren henviser til, at Bjarne Corydon som finansminister var med til at sælge det daværende Dong – nu Ørsted – til amerikanske Goldman Sachs. Tillidsmand Michael Solgaard deler dog ikke bekymringen.

”Selvfølgelig er det et overraskende og for nogen kontroversielt valg. Men det er en overraskelse, som vi glæder os til at se, hvad indebærer. Vi kender ham jo slet ikke fra medieverdenen. Han har ikke siddet i maskinrummet på et mediehus før, så hvad det indebærer, bliver interessant at se,” siger han.

Kan du være bekymret for, om Bjarne Corydons fortid kan beklikke jeres uafhængighed og troværdighed som avis?

”Tidligere har vi haft Uffe Ellemann-Jensen som chefredaktør og adm. direktør. Så nej. Jeg må tro på, at bestyrelsen har haft fokus på det og vurderet, at det ikke bliver et problem. Jeg kan slet ikke se, at det vil have nogen betydning for noget som helst,” siger han.

En dygtig leder

Michael Solgaard understreger, at Børsen forholder sig kritisk til alle virksomheder, og at avisen vil dække Ørsted – det tidligere Dong – som altid.

Bør Bjarne Corydon erklære sig inhabil i forhold til beslutninger om jeres dækning af Dong?

”Det må du tage med vores nyhedschef. Det vil jeg ikke blande mig i på nuværende tidspunkt,” siger han og tilføjer:

”Jeg er virkelig ikke særlig bekymret på nuværende tidspunkt. Min eneste bekymring vil umiddelbart være hans manglende erfaring med et bladhus. Men omvendt er det dokumenteret, at han er en dygtig leder, og at han formår at begå sig i det politiske spil. Så jeg kan også se en masse fordele,” siger Michael Solgaard. 

0 Kommentarer