Tirsdag den 19. oktober skulle både en journalist fra Jyllands-Posten og en journalist fra Politiken interviewe sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V). Begge journalister skulle i deres interview præsenteres for de justeringer, regeringen ville lave af deres udspil til en sundhedsreform.

Men der var et problem. Politiken og Jyllands-Posten fik mistanke om, at de hver især kun ville blive præsenteret for en del af justeringerne. De ville altså få hver deres godbid, som de kunne præsentere for læserne; det, man kalder slicing. Godbidden var derfor ikke tilstrækkelig til at lave en ordentlig dækning af justeringerne, frygtede medierne.

Der kunne de have sagt nej til interviewet. Men i stedet gjorde de noget helt andet, fortæller Anders Bæksgaard, politisk redaktør på Politiken.

”Konkret aftalte vi med JP’s journalist, at vi slog os sammen og interviewede ministrene sammen, så vi kunne få det fulde billede. Det betød dog, at vi havde præcis de samme informationer som vores konkurrent – og dermed intet solo – men det var langt bedre for vores læsere, fordi de fik det fulde billede,” siger han til Journalisten.

Dagen efter dækkede begge medier justeringerne i deres helhed og bragte interviews med de to ministre. Generelt finder Anders Bæksgaard slicing og tilbud om solohistorier, hvor der bliver holdt information tilbage fra medierne, problematisk.

”Vi siger nej til slices i ni ud af 10 tilfælde, er min vurdering. Som redaktør oplever jeg ofte, at vi får tilbudt historier, som ganske enkelt ikke kan skrives, fordi vi ikke i tilstrækkelig grad kan behandle alle elementer i historien,” siger han.

”Ikke noget odiøst”

Kommunikationschef Christian Lehmann fra Sundhedsministeriet var øverste ansvarlige for pressehåndteringen af de to medier og var til stede på dagen, hvor interviewet med de to ministre skulle laves. Han ser intet problematisk i at dele politiske udspil op over for pressen.

”For os er der ikke noget odiøst i, at vi opdeler mere komplekse udspil i separate vinkler. Det gør vi for at sikre os så stor omtale som muligt,” siger han.

Var det jeres plan her at give nogle justeringer til det ene medie og nogle justeringer til det andet?

”Begge medier vidste godt, at ministrene også snakkede med et andet medie. Og der var ikke noget, de ikke kunne eller måtte spørge ind til,” siger Christian Lehmann.

Men der er vel stor forskel på, hvad man spørger til, og hvad man vil fortælle?

”Vi havde taget bestik af, hvad medierne hver især havde spurgt til, og det havde vi talt med journalisterne om,” siger han.

Så du ser ikke noget problematisk i jeres ageren?

”Det er en helt normal måde at arbejde på, når man skal skabe opmærksomhed om et større udspil og mere komplekse historier. Det gør vi ud fra, at vi har indrettet os efter nyhedsmediernes ønsker, og det følger vi,” siger han.

Ukritisk dækning

Slicing og tilbud om solohistorier er et klassisk greb i den politiske kommunikation, når et politisk forslag skal lanceres. Det forklarer leder af journalistuddannelsen på RUC og forfatter til bogen ‘Politisk kommunikation – nye tider og nye aktører’, Mark Blach-Ørsten. Grebene kan være med til at sikre en mere positiv dækning og sørge for, at et forslag får spalteplads i flere medier.

”Det fører typisk til historier, som er relativt lidt journalistisk bearbejdede,” siger Mark Blach-Ørsten og henviser til en analyse, han for Journalisten lavede af slicing og solohistorier af en asylaftale, som regeringen med Helle Thorning-Schmidt i spidsen lancerede i 2012.

”Faren er, at man dermed kommer til at mangle svar på kritiske spørgsmål om finansieringen og lovligheden af et forslag. Det bliver et problem for læserne, der kun får en bid af helheden,” siger Mark Blach-Ørsten, der fortæller, at solohistorier og slices oftes bliver prioriteret som tophistorier af medierne, fordi de er eksklusive – og det er oftest tophistorierne, der bliver læst.

Og der er ikke en god journalistisk grund til at sige ja til slicing. Det mener Anton Geist fra Information. Han mener, medierne først bør dække politiske forslag, når de er præsenteret i deres helhed.

”I den ideelle verden gik alle medier sammen om at sige, at vi ikke vil tage imod slicede historier,” siger Anton Geist.

”Det giver en åbenlyst ringere dækning, at der er et kapløb om at komme først med historierne, og at medierne derfor fremlægger dele af politiske udspil og lovforslag, som de ikke kender i deres helhed. Det er et rent konkurrencehensyn. Det hensyn forstår jeg også godt, men det er grundlæggende uheldigt,” siger han.

Men vil Information selv helt droppe slices?

“Vi forsøger at undgå at skrive om dele af politiske udspil, hvor vi har indtryk af, at andre dele af udspillet, som vi ikke kender, kunne være relevante for vores historier. Men det er bestemt en overvejelse værd, om vi burde have en mere stringent politik på området,” siger Anton Geist.

Hvordan håndterer medierne egentlig slicing og tilbud om solohistorier? Har man nedskrevne etiske retningslinjer for det? Og bør man overhovedet sige ja til det?

Ingen nedskrevne regler

En række nyhedsmedier svarer, at de ikke har nedskrevne retningslinjer for, hvordan de håndterer henvendelserne fra politikerne.

”Vi har helt almindelige etiske retningslinjer. Men vi har ikke specifikke retningslinjer for dette. Problemet er, at man godt kan forsøge at skrive nogle, men det bliver gummiformuleringer, fordi vurderingen af henvendelserne er forskellig fra sag til sag,” siger Morten Tvegaard, der er redaktionschef for politik i DR Nyheder.

Den samme tilgang har Karen Bro, chefredaktør på Ekstra Bladet.

”Jeg behøver ikke lave en dosmerseddel til mine politiske journalister. Alle journalister på Borgen ved nøjagtigt, hvordan man vurderer, om de har en god historie, og hvordan man går kritisk til den,” siger hun.

I stedet lyder det enstemmigt fra redaktørerne, at man bør vurdere hvert enkelt tilbud om en historie for at se, om man kan lave ordentlig journalistik på baggrund af det. Uanset om der er gjort brug af slicing eller ej. Men hvornår man kan sige ja, er der uenighed om.

Et skåret klimaudspil

Ifølge Berlingskes politiske redaktør, Pia Glud Munksgaard, blev der gjort kraftig brug af slicing, da regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen lancerede sit klimaudspil i oktober 2018.

Her var Berlingske ifølge hende meget opmærksom på de godbidder, regeringen forsøgte at dele ud.

”Samlet set er tendensen, at vi oftere siger nej til slices – og her taler jeg kun på den politiske redaktions vegne – alene fordi det er for svært at gennemskue, om man bliver spændt for en vogn. Vi sagde blandt andet nej til et slice i forbindelse med regeringens klimaudspil,” siger hun.

Hvorfor kan slicing være et problem?

“Hvis du ikke har det fulde billede af et udspil og den samlede finansiering, så kan du hurtigt komme til at lave fodfejl. Du kan behandle et slice journalistisk godt og kritisk, men det kan stadig være et lille hjørne af et udspil, som viser et fortegnet billede,” siger hun.

Udstil manglende viden

I dagene op til klimaudspillet var der alligevel mange historier i de danske medier, hvor dele af udspillet blev lækket. Det viser en gennemgang, Journalisten har lavet af mediedækningen af udspillet, før det blev officielt præsenteret.

TV 2 kunne eksempelvis erfare, at regeringen i sit udspil ville gøre elbiler billigere, samt at regeringen fra 2025 ville sætter en stopper for bybusser og taxaer, der kører på benzin og diesel. I Avisen Danmark stod der, at regeringen fremover ville give en stor skrotpræmie for dieselbiler. Og Ritzau breakede blandt andet, at regeringen ville afsætte 100 millioner kroner til forskning i at tage CO2 ud af atmosfæren og 10 millioner kroner til at tætne biogasanlæg.

TV 2 mener ikke, det var problematisk at bringe deres slices.

”Man kan ikke bestille en nyhed hos os. Hvis vi siger ja til at dække historierne, så bestemmer vi, hvornår og hvordan de skal udkomme. Og vi skal have det i god tid, så vi har mulighed for at dække det 360 grader,” siger redaktionschef for den politiske redaktion på TV 2 Mads Bisgaard.

Det er vel svært at komme 360 grader rundt, hvis ikke man kan se hele udspillet?

”Hvis ikke vi kan det, skal vi selvfølgelig have mulighed for at stille kritiske spørgsmål til afsenderen,” siger han.

Det kan vel stadig give en mere ubearbejdet og ukritisk dækning?

”Det er selvfølgelig et problem, hvis man ikke gør sit journalistiske arbejde ordentligt. Men det er en del af vores værktøjskasse at spørge ind til det, vi ikke har svar på, og stille kritiske modspørgsmål. Hvis et udspil er ukonkret, er det op til os at påpege det. Og så må vi vende tilbage til det, når det fulde billede kommer,” siger Mads Bisgaard.

Journalisternes sult

Mads Bisgaard anerkender, at slicingen og tilbud om solohistorier taler ind i en nyhedsnerve hos journalisterne.

”Vi er sat i verden for at bringe nyheder og komme med den bedste journalistik først. Vi er tilhængere af fri konkurrence på det felt,” siger Mads Bisgaard.

Nyhedsnerven oplever den politiske redaktør på B.T., Andreas Karker, også.

”Vi har alle sammen en nyhedsnerve og vil gerne være med i forreste række. Så er det svært at sige nej til en konkret nyhed. Man er som journalist også i konkurrence med de andre medier. Endda endnu mere end tidligere, fordi vi udkommer døgnet rundt,” siger han.

Er der et dilemma i forholdet mellem politikernes interesse for en positiv vinkel og journalisters ønske om at lave nyheder?

”Ja. Journalisterne har en sult efter nyheder. Det er den sult, som presserådgiverne udnytter,” siger han.

Udvælger favorable medier

På Information oplever de sjældent slicing og solohistorier fra regeringen, men mest fra andre partier og interesseorganisationer, siger indlandsredaktør Anton Geist.

”Vi er nok så privilegerede, at regeringen ikke vil tilbyde os det. Der vil regeringen nok forvente en kritisk dækning fra vores side,” siger Anton Geist.

”Jeg synes, det er en uheldig håndtering af pressen, at man udvælger de medier, man tror er mest favorable for én, fordi man frygter, andre vil anlægge en kritisk vinkel. Men det er effektivt. Det budskab, der kommer ud først, slår hårdest,” siger han.

På TV 2 er redaktionschef Mads Bisgaard uenig i, at den første vinkel altid er den vigtigste.

”Den første nyhed om eksempelvis klimaudspillet bliver læst mest på Borgen. Men det er ikke nødvendigvis rigtigt ude hos befolkningen. Der hænger god journalistik ofte sammen med, hvor meget artiklerne bliver læst,” siger han.

DR siger ja til slicing

DR er et af de medier, som politikerne allerhelst vil have præsenteret deres politik hos, siger flere politiske redaktører til Journalisten. Her er det ikke et krav, at man kan se hele udspillet – inklusive finansiering – for at sige ja til et slice eller en solohistorie.

”Der er mange vigtige politiske udmeldinger, hvor der skal forhandlinger i gang for at finde finansieringen. Det ville være forkert, hvis vi ikke dækkede det. Men der er også mange tilbud, vi siger nej til, fordi vi ikke synes, vi kan dække det ordentligt,” siger redaktionschef Morten Tvegaard.

Han erkender, at det kan være problematisk at sige ja til slices – derfor kræver det store overvejelser, mener han.

”En af farerne ved slicing er, at vi kun viser den gode side. At vi kun viser de gaver, politikerne gerne vil dele ud, men ikke hvor betalingen skal komme fra,” siger han.

Kollektivt nej

På Ekstra Bladet forventer chefredaktør Karen Bro, at de politiske journalister vil sige nej til en historie, hvis der bliver stillet betingelser for, hvordan de må researche den – noget, blandt andet Justitsministeriet i 2018 forsøgte via en solohistorie over for DR og JP, da de ville annoncere, at Loyal to Familia blev bandlyst. Det fik skarp kritik af ombudsmanden.

”Det vil vi ikke underlægge os. Man kunne også forestille sig, at det måske er en grund til, at vi ikke får tilbudt slicing så meget – at der kan være krav til, hvem man snakker med. Hvis vi synes, en historie er interessant, snakker vi med dem, der skal snakkes med,” siger hun.

Altinget vil som udgangspunkt sige nej til et slice, hvis ikke mediet må se hele udspillet og dermed kan vurdere, om det bliver spændt for en vogn.

”Hvis vi bliver tilbudt noget af et udspil, vil vi kun skrive om det, hvis vi får helheden. Men det er fint at sige ja tak til en snas af et udspil, hvis man har set resten af udspillet, selv om man kun må skrive om en bestemt del,” siger Cecilie Gormsen, der er redaktionschef på Altinget.