2014 var, hvad man i folkemunde kalder et rigtigt møgår for Arbejdsskadestyrelsen. Først skrev Berlingske om et kuldsejlet it-system og en millionskandale i styrelsen. Så fortalte Politiken om tusindvis af fejl i sagsbehandlingen. Til sidst udlagde BT én af styrelsens fejl om en inhabil læge.
Men selv om BT, Politiken og Berlingske åbnede lugerne til Arbejdsskadestyrelsens interne affærer, mangler danskerne stadig præcise svar på, hvorfor Arbejdsskadestyrelsen havde så store problemer.
Årsagen er, at styrelsen med én enkelt undtagelse insisterede på skriftlige svar i sin kommunikation med pressen. Der blev svaret, men udenom. Det mener i hvert fald de journalister, som skrev historierne.
»Jeg fik præcis de svar, jeg frygtede, fordi det skulle være på skrift: Jeg fik ikke svar på mine spørgsmål, der var formuleringer, jeg ikke forstod, svarene var langhårede, og metoden forhalede hele processen,« kritiserer Heidi Pedersen, sundhedsjournalist på BT.
Journalisten har tidligere fortalt, hvordan skriftlige mailsvar i medierne er tidoblet på seks år. Og Arbejdsskadestyrelsen synes at være et eksempel på en myndighed, der tunede metoden i sin tackling af journalisterne, mens møgsagerne rullede sidste år.
»Vi fik det første interview, men derefter lagde de stort set låg på kommunikationen,« siger Berlingskes Carl Emil Arnfred.
Selv mener Arbejdsskadestyrelsen dog, at den skriftlige praksis er både hurtigst og bedst:
”Vores erfaring er, at skriftlige svar oftest er mest præcise og faktuelt korrekte,” forklarer vicedirektør Jesper Hartvig Pedersen i et – skriftligt – svar på kritikken til Journalisten.
Samtalen sandede til
BT’s Heidi Pedersen bed skeer med Arbejdsskadestyrelsen i december sidste år. Heidi Pedersen havde opdaget, at en inhabil læge stod bag afvisningen af en sklerose-ramt kvindes sag, og presseansvarlig Christian Frederik Mortensen reagerede hurtigt på journalistens henvendelse.
Han ringede op og erkendte ifølge Heidi Pedersen, at Arbejdsskadestyrelsen havde begået en fejl.
Dén indrømmelse ville Heidi Pedersen gerne have til citat. For hvordan kunne det ske? Hvorfor havde Arbejdsskadestyrelsen ikke tjekket lægens baggrund? Blev sagen genoptaget?
Nu sandede samtalen til. For Christian Frederik Mortensen insisterede på, at Heidi Pedersen fik sine svar per mail.
»Den halve redaktion gloede på mig, da vi havde den samtale. Jeg hævede stemmen gevaldigt. Vi havde en lang snak om, hvorfor jeg ville have det mundtligt. Jeg var bange for, at jeg fik et jura-svar fra en embedsmand, som ingen forstod. Det er så vigtigt på et tabloidmedie, at vi kan gøre det svære let,« siger hun.
Heidi Pedersen kæmpede, men forgæves. Samme eftermiddag tjekkede et skriftligt svar ind i mailboksen. Det levede præcis op til journalistens forventninger:
»Jeg blev parkeret med faglige floskler, ingen forstår,« fastslår hun.
Hvad betød det for eksempel, når styrelsen skrev, at den inhabile læge havde modtaget ”personlig kompensation” for sit arbejde for en medicinalvirksomhed – var det en problematisk tilknytning eller ej? Arbejdsskadestyrelsen gled desuden helt af på spørgsmålet om, hvorfor lægens baggrund ikke var blevet tjekket.
Mailen landede i indbakken klokken 15.52, »otte minutter i lukketid«, siger Heidi Pedersen, og BT nåede ikke at forfølge sine svar. I stedet trykte avisen oplysningen om, at Arbejdsskadestyrelsen havde undladt at svare på spørgsmålet om lægens baggrund.
Næste morgen hang Heidi Pedersen igen i røret, stædigt forfølgende sit interview. Igen måtte hun kapitulere. Også denne gang sendte Heidi Pedersen sine spørgsmål på mail, fem stykker i alt, der stadig kredsede om lægens habilitet og sagens skæbne: Hvordan skulle fejlen rettes?
Klokken var 16.52, da Heidi Pedersen fik svar. To en halv linje, der ikke forholdt sig til spørgsmålet om habilitet eller gav noget entydigt svar på den forurettede kvindes lod.
Nu blev Heidi Pedersen rasende:
”Jeg kan jo ikke arbejde under disse forudsætninger, hvor I svarer mig på denne måde,” kogte hun i en svarmail efter forgæves forsøg på telefonisk kontakt.
”Vi må blive enige om, at dette simpelthen er blevet for langhåret en proces til, at det kan fortsætte på mail,” fulgte hun op samme aften i endnu en mail: ”Jeg synes ikke, det kan være rigtigt, at jeres ledelse gemmer sig bag en pressemedarbejder og nogle citater, der efterlader flere spørgsmål, end de besvarer,” afsluttede hun.
Næste morgen fik hun endnu en mail, denne gang med præcise svar på sine spørgsmål. Men Heidi Pedersen fik aldrig sit interview. Hun fastholder sin kritik af Arbejdsskadestyrelsens skriftlige pressepraksis:
»Én ting er, at jeg som journalist ikke kan få svar på mine spørgsmål, men som borger bliver jeg virkelig forarget. De har begået en alvorlig fejl, og jeg mener, det er deres pligt at svare i sådan en sag. Jeg forstår godt, at man som styrelse vil give gennemtænkte svar. Men det virker næsten amatøragtigt, at en ansvarlig ikke kan stå frem. Det udstråler en enorm arrogance over for det forurettede menneske, der ikke kan gøre for sin situation,« siger hun.
»Direktøren gemte sig«
En beslægtet kritik har Politikens Michael Olsen. I juni måned sidste år redegjorde Kammeradvokaten for kvaliteten af sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen. Den var ikke god. Michael Olsen skrev om stormløb på styrelsen efter den kritiske redegørelse og de fejl i tusindvis, som eksperter forventede at finde i dens kølvand.
Faktisk havde Politiken før skrevet om tvivlsom sagsbehandling i Arbejdsskadestyrelsen. Det var godt et halvt år tidligere, hvor daværende direktør i Arbejdsskadestyrelsen, Anne-Marie Vægter Rasmussen, stillede op til interview.
Men i sommeren 2014 var det en anderledes lukket styrelse, Michael Olsen henvendte sig til. I juli, august og oktober forsøgte han at trænge igennem til en samtale. I én artikel undsagde daværende beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, sagsbehandlingen i sin styrelse. I to andre fik Michael Olsen ingen kommentarer fra Arbejdsskadestyrelsen på sine spørgsmål. Til sidst fik han et skriftligt svar.
Dén proces var utilstrækkelig og træg, især i en sag, hvor nye spørgsmål jævnligt søgte svar:
»Det bliver meget ensidigt, når man ikke i en samtale kan forelægge detaljerne i sin kritik for den, der skal svare, især når historien hele tiden udvikler sig, og man har brug for at følge op,« siger Michael Olsen.
Ligesom Heidi Pedersen mener han, at Arbejdsskadestyrelsen undveg forklaringen gennem sin lukkede kommunikation:
»Fejlene handlede jo om kød og blod. Arbejdsskadestyrelsen træffer beslutninger, som har store konsekvenser for folks liv, og når de falder på fejl og sjusk, har man som journalist enormt lyst til at fremlægge det for den chef, som har ansvaret. Der gemte hun [direktøren] sig.«
Den skriftlige kommunikation gavner hverken borgere eller styrelse
Det var Berlingske, der åbnede medieåret 2014 for Arbejdsskadestyrelsen. Avisen havde fået en aktindsigt på flere tusind sider i skandalen omkring et kuldsejlet it-system, en budgetoverskridelse på 50 millioner og en sagsbehandling, der efter sigende flød i fejl på grund af økonomisk kaos i styrelsen.
Sagen breakede med to store artikler. Her stillede Arbejdsskadestyrelsens daværende direktør, Anne Marie Vægter Rasmussen, op til interview.
Men aktindsigten var en guldgrube, og det stod hurtigt klart, at de første historier ville blive til flere. Artikler om blandt andet mulig mørklægning af skandalen over for Folketinget og om forsøg på kreativ bogføring fulgte efter.
I takt med at sagen blev større, blev styrelsen tavs:
»Da de fandt ud af, hvad sagen drejede sig om, og hvad vi lå inde med, blev der i højere grad lagt låg på kommunikationen. I flere tilfælde undervejs var det umuligt at få kontakt til de ansvarlige,« husker Carl Emil Arnfred, som skrev artiklerne med kollega Jette Aagaard.
I flere uger gik Berlingske forgæves efter interview. Det er ikke usædvanligt, at en myndighed klapper i, når problemerne vokser, mener Carl Emil Arnfred. Men standhaftigheden var noget særligt:
»Det var så lang en periode, de syltede os, og vores spørgsmål var så konkrete.«
Carl Emil Arnfred peger på, at »offentligheden tabte« ved de skriftlige svar. Men også styrelsen selv spillede sig et kort af hænde ved aldrig at tale direkte om årsagen til deres problemer:
»For os handlede det hele tiden om at undersøge, hvor kæden var hoppet af. Vi havde gerne set, at hun [direktøren] stillede op til mundtligt interview. Det var jo hendes chance for at udtale sig og uddybe sine pointer. Vi ville gerne så tæt på kernen som muligt. Der gavnede det ingen, at vi kun fik svar på mail.«
Den vurdering er Arbejdsskadestyrelsen ikke enig i. Journalisten ville gerne have haft et interview med den ansvarlige for styrelsens kommunikationsstrategi. Derfor ringede jeg til presseansvarlig Christian Frederik Mortensen – og blev tilbudt at sende en mail.
Det første spørgsmål i min mail lød sådan her: Hvorfor insisterer Arbejdsskadestyrelsen i så høj grad på skriftlige svar?
”Skriftlige svar giver i højere grad end mundtlige svar mulighed for at svare præcist på spørgsmålene,” lød svaret i det dokument, presseansvarlig Christian Frederik Mortensen kvitterede med. Jeg skulle citere vicedirektør Jesper Hartvig Pedersen for svaret.
Hvornår lagde styrelsen sig fast på denne praksis?, spurgte jeg også i mailen.
”Det er ikke en praksis, der ligger fast – som regel giver det bare bedst mening for os at svare skriftligt,” svarede vicedirektøren – med den tilføjelse, at Arbejdsskadestyrelsen for eksempel har stillet op i radiointerviews inden for det seneste år.
Så spurgte jeg, hvad Arbejdsskadestyrelsen mener om journalisternes holdning til, at både borgerne og styrelsen selv taber ved at insistere på den skriftlige envejskommunikation:
»Vi giver skriftlige svar, fordi de efter vores mening er mest præcise og faktuelle, og vi uddyber gerne,« svarede Jesper Hartvig Pedersen.
Ingen yderligere kommentarer
Meldingen undrede mig lidt. Heidi Pedersen havde jo netop eksempler på, at svarene ikke besvarede de spørgsmål, der blev stillet. Det havde jeg også beskrevet i mine spørgsmål:
Hvordan kan skriftlige svar være dækkende, når de undviger spørgsmål?
”Jeg er ked af, hvis Heidi Pedersen oplever, at vi undviger spørgsmål. Selvfølgelig skal vi svare på de spørgsmål, vi bliver stillet, i det omfang vi kan,” svarede vicedirektøren.
Svaret bidrog til forvirringen. Det svarede jo ikke på, hvorfor skriftsvaret til Heidi Pedersen undveg hendes spørgsmål. Derfor sendte jeg en ny mail med opfølgende spørgsmål:
Det er korrekt, at Heidi Pedersen til sidst fik svar på sit habilitets-spørgsmål. Men først da hun gentog det i efterfølgende mails – og dagen efter at hendes artikel var kørt. Hvordan harmonerer det med dit udsagn om, at skriftlige svar er mest præcise?
Morgenen efter ringede presseansvarlig Christian Frederik Mortensen mig op. Han kunne desværre ikke udtale sig til citat. Men han kunne fortælle, at Arbejdsskadestyrelsen ikke havde flere kommentarer til Heidi Pedersens kritik.
Han tilføjede høfligt, at alle journalister var velkomne til at henvende sig igen, hvis de følte, at de stadig brændte inde med spørgsmål.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Som DJØF'er der ofte modtager henvendelser fra journalister, forstår jeg godt at mange foretrækker at svare pr mail.
Jeg sidder selv med et komplekst stofområde, hvor ting ikke altid kan koges ned til en tabloid-venlig oneliner.
Samtidig oplever jeg at journalister ofte vinkler mine svar så skarpt at jeg næsten ikke kan genkende ordlyden af mine egne udsagn.
Det refærdiggør ikke at man lukker i eller svarer udenom, men når man som ikke-medievant DJØF'er bliver mødt af voldsomme anklager eller ser sine egne data og udsagn blive fordrejet, så vil jeg også overveje at nøjes med at sende en mail.
Jeg sidder i øvrigt ikke i en kommunikationsafdeling. Kravene til disse er selvfølgelig nogle andre.
Som læser af artiklen har man lidt svært ved at sætte sig ind i om det faktisk er *sandt* at mailen til Heidi Pedersen var undvigende - når den nu foreligger skriftligt, så kunne det løfte denne artikel voldsomt at offentliggøre mailen.
Det fremhævede eksempel, med 'personlig kompensation', virker ikke som særlig grel misinformation.
Kære Søren
Jeg tror bestemt ikke denne styrelse står alene. Eller rettere: Det ved jeg, den ikke gør.
Som der også står i artiklen:
Journalisten har tidligere fortalt, hvordan skriftlige mailsvar i medierne er tidoblet på seks år. Og Arbejdsskadestyrelsen synes at være et eksempel på en myndighed, der tunede metoden i sin tackling af journalisterne, mens møgsagerne rullede sidste år.
Mvh
Er det en særlig fremherskende tendens blandt styrelser under Beskæftigelsesministeriet? Samme historie kan skrives om STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering). Her består pressehåndtering af grundigt krydsforhør om dokumentation, vinkling og kilder, oftest efterfulgt af tavshed - og i bedste fald et skriftligt svar uden anden afsender end "Styrelsen". Problematisk, fordi du som læser kommer til at mangle den mere eller mindre acceptable forklaring, som ofte gemmer sig på den anden side af en kritik. Styrelsen kommer til at fremstå umælende, handlingslammet og arrogant, og historien ender i mange tilfælde mere kritisk, end hvis et levende menneske havde svaret for sig. Lose-lose! Ærgerlig udvikling...