Det er spørgsmål, der har til formål at afsløre intern strid i regeringen, udstille dobbeltmoral og manglende duelighed. Spørgeren forsøger at fremkalde indrømmelser med spørgsmålene.
Det fremgår af en dugfrisk undersøgelse gennemført i samarbejde mellem KU, RUC og SDU.

Det gode er, at alt tyder på, at den kritiske sans trives i bedste velgående. Statsministeren har som repræsentant for magten fået kam til sit hår. Der er blevet boret i løftebrud og manglende logik som aldrig før. Pressen har passet sin tjans og forsøgt at fylde rollen som kritisk vagthund ud.

Det begrædelige er, at spørgeteknikken sjældent virker. Chancen for, at man får et svar af typen ’Jo, jeg modsiger mig selv’ er – som forskerne fastslår – ”lavere end chancen for, at man får en indstuderet punchline”.

Med andre ord – vagthunden bjæffer. Men den fanger ikke rigtigt noget. Mediebrugerne bliver højst overbevist om, at to parter er stødt sammen. Igen. Når vinklen om intern splid og løftebrud jages, er det således primært oppositionen, der får noget ud af det.

Spørgsmålet er, hvorfor pressen så ikke i højere grad ændrer spørgeteknik. Det kunne for eksempel ske de kun to tirsdage om måneden, hvor statsministeren fremover vil møde pressen efter spørgetimen med partilederne, nu hvor de ugentlige tirsdagspressemøder er blevet aflyst.

Forskerne efterlyser, at pressen i højere grad dropper jagten på interne selvmodsigelser og i stedet konfronterer statsministeren med flere spørgsmål, der er båret af ekstern og substantiel kritik af den førte politik.

Kort sagt: Lidt oftere skifte det meget konfronterende ’Jamen I lovede jo …’ ud med det for eksempel mere substantielle ’Hvordan kan det være, at I gør sådan, når den og den undersøgelse viser, at …’
Ikke for at være sød ved regeringen. Tværtimod. Hvis politikerne oftere skal forholde sig til substans i stedet for til, hvorvidt de engang mente noget andet end i dag, kræver det indsigtsfulde svar, som vælgerne senere kan tage stilling til.