Jeg vil tillade mig at give nogle eksempler på, hvorfor den slags spørgsmål ikke fungerer.
’Radioavisen’ 1. september klokken 16. Tyskland har besluttet sig for at sende våben til kurderne i Nordirak. Værten spørger korrespondenten: »Hvor stor en beslutning er det her for Tyskland?« Den stakkels korrespondent er prisgivet. Han har nemlig ikke visuel kontakt med værten og kan derfor ikke række armene ud for at illustrere omfanget af beslutningens størrelse. Det tvinger ham så til følgende svar: »Det er en kæmpe beslutning.« Jeg vil hellere høre et bud på, hvorfor Tyskland gør det her, og hvad det kommer til at betyde for tysk udenrigspolitik eller for kurdernes chancer.
Få minutter efter er det tid til ’Orientering’ – et program, jeg virkelig elsker. Her kan jeg i dag blive klogere på Connie Hedegaards arbejde som kommissær. Hun får spørgsmålet: »Hvor meget betyder kommissærens politiske holdninger?« Den er svær. Skal svaret mon angives i vægt eller længde? Connie Hedegaard vælger at replicere på følgende vis: »Hvad de 28 kommissærer har af holdninger og meninger, det betyder noget.« Men hvad det betyder, og hvordan det kommer til udtryk, tja …
Senere på aftenen banker Hobro FC Vestsjælland i fodbold. »Hvor vigtig er den sejr?« spørger reporteren. Behøver jeg at nævne, at sejren er meget vigtig?
Ikke for at negligere en god foldboldkamp, men dagen efter bliver vi topalvorlige igen. For nu skal det handle om dansk indenrigspolitisk. Det er tid til en mindre regeringsrokade, men de nye ministre er slet ikke nået til Amalienborg, inden Lars Løkke Rasmussen ytrer skuffelse over, at Socialdemokraternes Benny Engelbrecht bliver skatteminister. Så hvad synes statsministeren om, at oppositionens leder sætter et angreb ind på en ny minister, inden denne overhovedet har fået chancen for at åbne munden? Det mener TV 2 News’ reporter ikke, at seerne skal have svaret på. I stedet lyder spørgsmålet:
»Hvor udsædvanligt er det, at han siger sådan noget på sådan en dag?« Og statsministeren svarer, som der bliver råbt i skoven: »Jeg synes, det er meget usædvanligt.«
Helt ærligt. Det er altså ikke voldsomt kompliceret. Et spørgsmål indledt med ’hvor’ kan kun bruges til at give svar på noget fysisk som en mængdeangivelse eller et sted. Eksempelvis: »Hvor mange journalister skal der til at stille et godt spørgsmål?« Eller: »Hvor kan man tage et kursus i spørgeteknik?«
Tro mig, interviewet bliver bedre og mere oplysende, hvis man skriver sig den regel bag øret.
Hele denne herlighed er ment som et konstruktivt indspark, da jeg er nyhedsjunkie i en grad, så fjernbetjeningsknappen til TV 2 News har fået sekstallet slidt helt af. Men holdningsspørgsmål indledt med et ’hvor’ ønsker jeg hen, hvor peberet gror. Hvor sikker kan jeg være på at få det ønske opfyldt? (Angiv venligst tallet i procent).
Søren Strandman-Møller er seniorrådgiver hos Krogsgaard Kommunikation og politisk kommentator på Fagbladet 3F
Illustration Jenz Koudahl
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Casper
Mange tak fordi du tog dig tid til at kommentere mine brokkerier.
Til dit indledende spørgsmål kan jeg svare 93,5 eller måske er det 104,6. I hvert fald et sted derimellem.
Du har ret i, at jeg hænger mig i Q2, men helt ærligt – det er altså et fuldstændig overflødigt spørgsmål, der faktisk slet ikke er et spørgsmål. Michael Reiter er da netop prisgivet efter at have fået det spørgsmål, for der er ikke noget at svare på. Da Michael Reiter heldigvis er en blændende journalist og en god formidler (jeg er fan, ja), kan han naturligvis snildt lire en relevant serie betragtninger af, men svar på selve spørgsmålet var det altså ikke.
Hvis du lyttede alle dagens radiaviser igennem, (hvad du i øvrigt nok sikkert gør qua dit job), vil du kunne finde et hav af eksempler på fænomenet ”det falske åbne spørgsmål,” som jeg forsøger at sætte fokus på med min bagside. Og det kræver altså ikke stor interviewkunst at stille et både relevant og reelt spørgsmål til emnet, hvilket Paula Larrain så fint demonstrerer i sin kommentar. Så hvorfor ikke bare gøre det i stedet?
Du skriver om ”hensigten med spørgsmålet”. Det forstår jeg sådan, at interviewpersonen må antages at vide, hvad intervieweren rent faktisk har til hensigt at få svar på med sit uåbne spørgsmål. Hvis jeg har forstået det ret, er det så ikke en smule omstændeligt at skulle have sin hensigt tolket frem for blot at stille et åbent spørgsmål? Jeg vil i hvert fald personligt langt hellere have et åbent svar frem for en hensigtserklæring.
Gode hilsner fra en trofast radioavislytter
Søren
Kære Lasse
Først og fremmest mange tak for din dedikerede (omend dissekerende) gennemgang af mine ord.
Nu har jeg læst den side, dit link henviser til, og jeg med fare for at fremstå grumme tungnem er jeg altså ikke i stand til at se din pointe med linket. Hvor i teksten fremgår det, at ”hvor vigtigt, hvor alvorligt, hvor overraskende etc…”? er valide åbne spørgsmål?
Åbne er de i hvert fald ikke ifølge min journalistiske lærdom. For det er ikke muligt at svare andet end imaginære gradsbetegnelser til en præmis, der er fastlagt af intervieweren.
Hvor jeg ved det fra?, spørger du. Til gengæld et dejligt åbent spørgsmål, som udløser følgende svar: Undervisning på Journalisthøjskolen i spørgeteknik ved den mesterlige og velargumenterende underviser Lars Bjerg samt hans veldokumenterende materiale. Hans timer var det absolut mest lærerige. Selvom man tilsyneladende vist kan blive en smule nidkær ad åre, når man først er begyndt at lytte til interviews med interviewkritiske briller.
Mange gode hilsner
Søren
Paula, jeg er enig i at formuleringen 'Hvor stor en beslutning...' kan skurre lidt i ørerne. Formuleringen kunne have været 'Hvorfor er beslutningen bemærkelsesværdig?'
Den egentlige hensigt med spørgsmålet er imidlertid den samme og peger frem mod samme svar - og så diskuterer vi sproglig elegance og ikke indhold. Som jeg læser SSM er det ikke hans ærinde. Han kritiserer netop (fejlagtigt) Radioavisen for ikke at give ham noget bestemt indhold. Mange hilsner
Casper, Q2 skulle have været: hvad betyder denne beslutning for Tyskland eller hvad skal man lægge i denne beslutning. "Hvor stor" lægger i virkeligheden op til et lukket svar og det er, hvad der er galt med en spørgeteknik, som ikke tager højde for, at ikke alle hv-spørgsmål er åbne. Giver dermed kritikeren ret i sit hjertesuk. For HVOR er hvor-spørgsmål dog hyppigt anvendt og møgirriterende.
Med respekt og kærlig hilsen
Jeg kan se, at jeg lige manglede en længe på min argumentationsgård ovenfor:
Jeg skrev:"Det (åben spørgeramme) kan være et godt udgangspunkt for at få en vurdering fra en interviewperson, som måske ved så meget om emnet, at man vil sætte en både unødning og uhensigtsmæssig begrænsning for, hvilket svar man kan få."
Derefter hører noget i retning af: ...få, hvis man indledende/udelukkende stiller spørgsmål, der går på noget mere faktuelt, eller som tager afsæt i nogle antagelser hos journalisten - især antagelser forud for spørgsmål, synes jeg, kan være dræbende for at lade en kløgtig kilde komme ind på netop dét, som de som eksperter/fagkloge finder mest væsentligt.
Flere