”Hvordan er det at være journalist?” ”Hvad synes du om journalistik?” ”Hvordan forløber uddannelsen?” ”Hvad er lønforholdene?” ”Hvad mener du om presseetik?”
Sådan lyder nogle af de spørgsmål, jeg som reporter på Journalisten de seneste år har fået fra skoleelever i landets 9. og 10. klasser.
De spørger typisk i forbindelse med den såkaldte OSO-opgave, hvor de har valgt at skrive om det at være journalist. Og nu er det vist OSO-sæson igen – det mærkes så småt i mailbakkerne her på redaktionen.
Men andre er mere ramt end os. I et opråb til landets skolelærere skriver Politikens debatredaktør Ditte Giese i dag, at hun i disse dage bliver kimet ned af skoleelever. Hele 27 skolepiger har kontaktet hende, primært fordi de skriver om feminisme.
”Jeg er glad for, at feminisme er hot hos de unge. Problemet er bare, at disse elever spørger i øst og vest og aldrig selv har forsøgt at tilegne sig viden først. De vil bare gerne have deres research serveret af mig. Det er nemlig nemt. Faktisk skal jeg helst lave deres lektier for dem,” skriver hun.
Mistrati: Forbandet vigtigt at svare dem
Anderledes positivt forholder journalist Miki Mistratis sig til de mange spørgsmål fra skoleelever, som han får.
”Jeg får flere gange om ugen henvendelser fra elever på skoler over hele verden. De stiller ofte mange og meget tekniske spørgsmål. Det tager vildt lang tid, men jeg svarer på alt,” siger Miki Mistrati til Journalisten.
Spørgsmålene til ham handler typisk om chokoladeproduktion og børnearbejde, som han har lavet tv-dokumentarer om. Han gætter på, at han gennem årene har fået over 2.500 af den slags henvendelser fra skoleelever.
”Selvfølgelig kunne de godt have googlet sig til svaret på nogle af spørgsmålene. Men jeg synes bare, det er sindssygt fedt, at nogen interesserer sig for det, jeg laver. Og jeg synes, det er forbandet vigtigt at svare dem,” siger Miki Mistrati.
Et opkald tikker ind…
Mens jeg taler med Miki Mistrati, får jeg et andet opkald ind på telefonen. Det viser sig at være fra en skoleelev, som gerne vil interviewe mig om sociale medier.
”Bruger du sociale medier?” spørger hun blandt andet. Jeg svarer beredvilligt og forklarer, hvordan jeg mest bruger Twitter som et journalistisk arbejdsredskab, mens jeg omvendt bruger Instagram mere privat.
Hendes næste spørgsmål lyder: ”Hvad synes du om børn og unges adfærd på sociale medier, hvor de deler nøgenbilleder osv.?”
Her bliver jeg lidt forvirret og spørger, hvorfor hun egentlig har valgt at spørge lige netop mig om det. Det er ikke noget, jeg har skrevet om eller ytret en holdning til tidligere.
”Jamen det er bare helt tilfældigt. Vi spørger alle mulige tilfældige,” svarer hun.
12 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det forekommer mig efter det beskrevne, at der er lidt forskel på “kvaliteten” af de spørgsmål, Ditte og Miki beskriver. Men jeg synes nu ikke, det er så svært at lande en balance, så man undgår at bruge tid på spredehaglsspørgsmål, og man samtidig respekterer og hjælper eleverne. Når jeg får den slags ekstremt åbne spørgsmål, beder jeg ganske enkelt om nogle mere konkrete spørgsmål. Jeg vil gerne hjælpe, men hvis de faktisk er interesserede i faget, må første skridt være at lære dem, at “hvordan er det at være journalist” ikke er et godt spørgsmål. Det kan man godt skrive på en ordentlig måde - og så tager jeg gerne de lidt mere fokuserede spørgsmål, hvis der dukker en nummer to mail op.
Jeg får også en del af disse henvendelser på mail om mit gebet, Latinamerika. Jeg svarer altid, Men jeg må give Ditte ret i, at der virkelig er mange, der overhovedet ikke har sat sig ind i noget overhovedet, f.eks. de tre poder, der ville skrive om fredsprocessen i Colombia og havde 40 spørgsmål, hvoraf det første løs: Hvem er parterne i fredsprocessen?
En idé er at lave et bemandet lokale, hvor DJ kan tage imod skoleklasser og her give svar i et lokale og omgivelser, der lugter langt væk af alt det gods vi har at byde på.
Jeg har ikke kæmpetiltro til de nye generationer - så et sådant initiativ ville ikke være så ringe..
https://www.facebook.com/groups/uof78/permalink/553921631609880/
Jeg er også imponeret over Miki. Jeg får mellem 5-15 henvendelser, hver gang det er "store opgave tid" fordi relativt mange skoleelever skriver opgave om USA, amerikansk sundhedsreform, valgsystem, retssystem (særligt dødsstraffens anvendelse og den skæve fordeling af racer i fængslerne synes at interessere danske elever), overvægt, mmisbrug af opioider og den slags. Jeg ligger nok midt imellem Miki og Ditte i den forstand, at jeg svarer alle og er ret venlig (synes jeg selv!) men jeg opfordrer dem altid til at google og researche mere. Og så stikker jeg dem en liste, jeg har liggende til formålet med links til gode tænketanke og amerikanske online medier, der er gratis tilgængelige.
Det er selvsamme madamme, der spammer Twitter når hun ikke kan finde ud af bruge sin socialmedia rangle. Hvorfor er mine beskeder grønne og røde. Kære elever I er sgu nok bedre tjent med at få hjælp fra anden side.
Flere