Giese gider ikke være Google-robot for skoleelever – Mistrati vil gerne

"Hvordan er det at være journalist?" og "hvordan forløber uddannelsen?" Sådan lyder et par af de spørgsmål, jeg indimellem får fra skoleelever. Politikens Ditte Giese får mange flere og orker dem ikke rigtigt. Miki Mistrati synes bare, det er fedt:  ”Det tager vildt lang tid, men jeg svarer på alt”

”Hvordan er det at være journalist?” ”Hvad synes du om journalistik?” ”Hvordan forløber uddannelsen?” ”Hvad er lønforholdene?” ”Hvad mener du om presseetik?”

Sådan lyder nogle af de spørgsmål, jeg som reporter på Journalisten de seneste år har fået fra skoleelever i landets 9. og 10. klasser.

De spørger typisk i forbindelse med den såkaldte OSO-opgave, hvor de har valgt at skrive om det at være journalist. Og nu er det vist OSO-sæson igen – det mærkes så småt i mailbakkerne her på redaktionen.

Men andre er mere ramt end os. I et opråb til landets skolelærere skriver Politikens debatredaktør Ditte Giese i dag, at hun i disse dage bliver kimet ned af skoleelever. Hele 27 skolepiger har kontaktet hende, primært fordi de skriver om feminisme.

”Jeg er glad for, at feminisme er hot hos de unge. Problemet er bare, at disse elever spørger i øst og vest og aldrig selv har forsøgt at tilegne sig viden først. De vil bare gerne have deres research serveret af mig. Det er nemlig nemt. Faktisk skal jeg helst lave deres lektier for dem,” skriver hun.

Mistrati: Forbandet vigtigt at svare dem

Anderledes positivt forholder journalist Miki Mistratis sig til de mange spørgsmål fra skoleelever, som han får.

”Jeg får flere gange om ugen henvendelser fra elever på skoler over hele verden. De stiller ofte mange og meget tekniske spørgsmål. Det tager vildt lang tid, men jeg svarer på alt,” siger Miki Mistrati til Journalisten.

Spørgsmålene til ham handler typisk om chokoladeproduktion og børnearbejde, som han har lavet tv-dokumentarer om. Han gætter på, at han gennem årene har fået over 2.500 af den slags henvendelser fra skoleelever.

”Selvfølgelig kunne de godt have googlet sig til svaret på nogle af spørgsmålene. Men jeg synes bare, det er sindssygt fedt, at nogen interesserer sig for det, jeg laver. Og jeg synes, det er forbandet vigtigt at svare dem,” siger Miki Mistrati.

Et opkald tikker ind…

Mens jeg taler med Miki Mistrati, får jeg et andet opkald ind på telefonen. Det viser sig at være fra en skoleelev, som gerne vil interviewe mig om sociale medier.

”Bruger du sociale medier?” spørger hun blandt andet. Jeg svarer beredvilligt og forklarer, hvordan jeg mest bruger Twitter som et journalistisk arbejdsredskab, mens jeg omvendt bruger Instagram mere privat.

Hendes næste spørgsmål lyder: ”Hvad synes du om børn og unges adfærd på sociale medier, hvor de deler nøgenbilleder osv.?”

Her bliver jeg lidt forvirret og spørger, hvorfor hun egentlig har valgt at spørge lige netop mig om det. Det er ikke noget, jeg har skrevet om eller ytret en holdning til tidligere.

”Jamen det er bare helt tilfældigt. Vi spørger alle mulige tilfældige,” svarer hun.