”Hvordan er det at være journalist?” ”Hvad synes du om journalistik?” ”Hvordan forløber uddannelsen?” ”Hvad er lønforholdene?” ”Hvad mener du om presseetik?”
Sådan lyder nogle af de spørgsmål, jeg som reporter på Journalisten de seneste år har fået fra skoleelever i landets 9. og 10. klasser.
De spørger typisk i forbindelse med den såkaldte OSO-opgave, hvor de har valgt at skrive om det at være journalist. Og nu er det vist OSO-sæson igen – det mærkes så småt i mailbakkerne her på redaktionen.
Men andre er mere ramt end os. I et opråb til landets skolelærere skriver Politikens debatredaktør Ditte Giese i dag, at hun i disse dage bliver kimet ned af skoleelever. Hele 27 skolepiger har kontaktet hende, primært fordi de skriver om feminisme.
”Jeg er glad for, at feminisme er hot hos de unge. Problemet er bare, at disse elever spørger i øst og vest og aldrig selv har forsøgt at tilegne sig viden først. De vil bare gerne have deres research serveret af mig. Det er nemlig nemt. Faktisk skal jeg helst lave deres lektier for dem,” skriver hun.
Mistrati: Forbandet vigtigt at svare dem
Anderledes positivt forholder journalist Miki Mistratis sig til de mange spørgsmål fra skoleelever, som han får.
”Jeg får flere gange om ugen henvendelser fra elever på skoler over hele verden. De stiller ofte mange og meget tekniske spørgsmål. Det tager vildt lang tid, men jeg svarer på alt,” siger Miki Mistrati til Journalisten.
Spørgsmålene til ham handler typisk om chokoladeproduktion og børnearbejde, som han har lavet tv-dokumentarer om. Han gætter på, at han gennem årene har fået over 2.500 af den slags henvendelser fra skoleelever.
”Selvfølgelig kunne de godt have googlet sig til svaret på nogle af spørgsmålene. Men jeg synes bare, det er sindssygt fedt, at nogen interesserer sig for det, jeg laver. Og jeg synes, det er forbandet vigtigt at svare dem,” siger Miki Mistrati.
Et opkald tikker ind...
Mens jeg taler med Miki Mistrati, får jeg et andet opkald ind på telefonen. Det viser sig at være fra en skoleelev, som gerne vil interviewe mig om sociale medier.
”Bruger du sociale medier?” spørger hun blandt andet. Jeg svarer beredvilligt og forklarer, hvordan jeg mest bruger Twitter som et journalistisk arbejdsredskab, mens jeg omvendt bruger Instagram mere privat.
Hendes næste spørgsmål lyder: ”Hvad synes du om børn og unges adfærd på sociale medier, hvor de deler nøgenbilleder osv.?”
Her bliver jeg lidt forvirret og spørger, hvorfor hun egentlig har valgt at spørge lige netop mig om det. Det er ikke noget, jeg har skrevet om eller ytret en holdning til tidligere.
”Jamen det er bare helt tilfældigt. Vi spørger alle mulige tilfældige,” svarer hun.
12 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
”Jeg får flere gange om ugen henvendelser fra elever på skoler over hele verden. De stiller ofte mange og meget tekniske spørgsmål. Det tager vildt lang tid, men jeg svarer på alt,” siger Miki Mistrati til Journalisten.
Respekt! Jeg er sikker på, at det betyder rigtig meget for de unge at få svar på de spørgsmål, de stiller, selvom de for en trænet journalist til tider kan virke uinformerede.
Journalisten, var det noget at deklarere de her artikler på en anden måde? Fx med en trompet. Det er lidt forvirrende, at reporteren bruger jegform, bedst som jeg tror, at jeg er i gang med at læse en nyhed. Jeg troede faktisk til at starte med, at det her var et indlæg fra Ditte Gieses hånd.
Hej Ulrik,
Point taken, du har ret. Vi grubler lige over en løsning :-)
Mvh.
Kerstin, Journalisten
Miki Mistrati er et forbilledligt rummeligt journalistmenneske. Tænk at blive kontaktet af hele 2500 skolebørn fra alle verdens lande og alligevel havde tiden til at svare hver enkelt. Jeg er sgu imponeret
Selvfølgelig skal voksne som et grundprincip svare, når børn spørger dem om noget. Det gør jeg altid og jeg får en del elev-henvendelser på mobilen, mail og Messenger. Det kan være, at jeg svarer: Find selv ud af det og det. Men jeg hjælper dem da altid videre i deres research. De skal have oplevelsen af, at der er rigtige mennesker i mediebranchen, som faktisk er tilgængelige og åbne for dialog. Ellers skider vi i egen rede. Og de unge mister ævret. Ditte Giese giver i øvrigt selv svaret på, hvorfor eleverne vil tale med levende kilder, når hun i Politiken skriver: "Unge mennesker har aldrig været omgivet af så meget fastfood-viden, falske nyheder og rullende opdateringer som i disse år". Det skal vi selvfælgelig imødekomme. Men hendes opsang til lærerne om fx at læse elevernes spørgsmål igennem først er meget relevant, for selvfølgelig skal eleverne hjælpes til at være ordentligt forberedte, inden de ringer en kilde op. Det skal journalister og journaliststuderende i øvrigt også ...
Jeg har også altid svaret på næsten alt, jeg er blevet kontaktet om og præsenteret for af skoleelever, selv om det for det meste - som teksten beskriver det - er noget generelle og ikke-gennemtænkte spørgsmål, man får stillet.
Men helt ærligt - er det så ikke netop vores opgave som journalister dels at svare og være et godt eksempel, men samtidig svare på en konstruktiv og udførligt måde, som indirekte "uddanner" de unge til at spørge endnu bedre og mere konkret næste gang?
Jeg har altid set det som en slags pligt som journalist at svare på de unges spørgsmål. Især fordi jeg gennem mange år var på SE og HØR, hvor vi selv kæmpede for at udtalelser og kilder i tale.
Det ville være en anelse ironisk dagligt at bede til de højere magter for at få bare en enkelt udtalelse eller bekræftelse fra en kilde i hus, hvis man så personligt nægtede at respondere, når man selv blev kontaktet.
Flere