I disse dage fylder konflikten i Gaza meget, både i de traditionelle medier og på de sociale medier. Men hvordan dækker man en konflikt, der udspringer af mere end 60 års krig?
Journalisten har spurgt to erfarne kolleger, der dækker konflikten forskelligt: Filminstruktør og journalist Nagieb Khaja, og Mellemøst-korrespondent Allan Sørensen. Nagieb Khaja deler sine holdninger åbent, mens han dækker konflikten. Allan Sørensen er mere varsom med at dele sine synspunkter.
Vil sove hos en familie i Gaza
Allan Sørensen er bosat i Jerusalem og har været Kristeligt Dagblads korrespondent i Mellemøsten siden 2000. Fra i morgen fredag starter han i nyt job – i samme stilling hos Berlingske.
Det er en konflikt, der har varet i mange år. Hvordan fortæller man om den på en måde, der inddrager læsere, lyttere og seere?
»Det handler om de helt nærværende historier, hvor du møder de almindelige palæstinensere og israelere. Færre af de højpandede analyser af, hvorfor eller hvorfor ikke der kommer våbenhvile. Det skal vi også formidle, men de personlige historier er det eneste, der kan blive ved med at fange folks opmærksomhed.«
Allan Sørensen har de seneste uger holdt fri, inden han starter i sit nye job. Derfor har han ikke skrevet til Kristeligt Dagblad, men mere brugt sin tid på "fritidsjournalistik" – mestendels at forklare konflikten på eksempelvis TV 2.
»Jeg har faktisk mest været i den højpandede strøm de seneste uger. Men havde jeg skrevet til avisen – og når jeg starter på Berlingske – er en af de mest oplagte historier at følge de civile i Gaza. Det bliver hurtigt til tal og statistikker: Så mange er dræbt, så mange er sårede. Det er helt oplagt at tage hjem til en familie i Gaza, sove hos dem og opleve en nat med dem. Det har jeg helt klart tænkt mig at gøre.«
»Det er de helt nede-på-jorden-beskrivelser, jeg tror er vigtige. Jeg kender fx en familie i Gaza, som inklusive fætre og kusiner tæller cirka 60. Deres hus er blevet fuldstændigt ødelagt, og nu lever de på gaden. Børnene skal stadig i skole, og der er stadig en hverdag. Den vil jeg gerne beskrive.«
Sværere at fortælle om israeleres lidelser
Allan Sørensen mener, det er sværere at fortælle historier om israelere, der er ramt af konflikten.
»Det sværeste er at beskrive israelernes lidelser, uden at det kommer til at se helt assymetrisk ud, fordi konflikten er så skæv i både dødstal og magtforhold. Men der er jo også israelere, der får deres hverdag ødelagt, for eksempel i de sydlige områder, hvor de hele tiden får raketter skudt hen over sig.«
Der har været megen debat om mediernes dækning af konflikten. Hvad gør du for at bevare balancen i din dækning?
»Jeg har for eksempel mistet venner i et terrorangreb i Jerusalem – ikke i denne omgang, men tidligere. Jeg kendte folk, der er døde i Gaza. I sidste uge blev en af mine venners hus smadret. Det er selvfølgelig noget, der bider sig fast. Det bliver på mange måder personligt. Men jeg har simpelthen hørt den debat så mange gange: Har du jødisk eller muslimsk baggrund, hvem er du gift med? Vi er professionelle journalister, og vi gør vores arbejde. Jeg synes ikke, at jeg er farvet af mine personlige oplevelser eller min egen holdning til konflikten.«
Allan Sørensen mener, der er grænser for, hvad han kan tillade sig at mene offentligt om konflikten, mens han dækker den som journalist.
»For eksempel stod jeg foran et hospital, da de døde og sårede blev kørt ind. Jeg så en mand ligge og gispe, men de havde ikke plads til flere – så han døde, mens jeg så på. Der kunne jeg aldrig drømme om at tweete: "Nu er det nok!" eller "Hvor er verden henne?" Det er slet ikke min rolle som journalist. Så skulle jeg måske stille op til Folketinget i stedet for. Hvis du gerne vil fortælle den historie, så skriv en artikel om, hvad du oplevede,« siger han.
Nogle journalister udøver selvcensur
Allan Sørensen fortæller, at han og andre journalister ofte får kritik for, at de giver den ene eller den anden side for meget plads.
»Man skal ikke løse Mellemøst-konflikten i hver eneste artikel, man skriver. Jeg er træt af, at folk læser dine artikler med lup og kritiserer, at nu har du givet palæstinenserne 53 procents taletid, og israelerne kun 47. Det er noget vås. Du kan sagtens have en artikel, der kun handler om de civile palæstinensere. For mig handler det om, at hvis du læser et halvt års artikler fra ende til anden, så skal jeg have dækket begge parter mere eller mindre lige, og jeg skal have stillet kritiske spørgsmål til begge sider.«
Men Allan Sørensen mener, at kritikken præger dækningen.
»Jeg er heldigvis selv blevet kaldt både zionist og Hamas-elsker i denne her konflikt, og det har jeg det fint med. Du kan ikke sige noget, uden at du får kritik. Men hvis du tager kritikken for alvorligt og prøver at gå linedans, hver gang du åbner munden, så hæmmer det din dækning. Det prøver jeg virkelig at sætte mig ud over. Men jeg tror desværre, nogle journalister ender med at udøve selvcensur.«
Khaja: Problematisk at journalister bliver kyniske
Nagieb Khaja har de seneste uger dækket konflikten fra Gaza for Ekstra Bladet og TV 2. Han har samtidig lavet optagelser til en ny dokumentarfilm om konflikten.
Hvad gør du for at gøre den konflikt, der jo har varet i mange år, væsentlig for dine læsere og seere?
»Jeg prøver at appellere til deres menneskelighed. Det synes jeg er vigtigt. Det er problematisk, når journalister bliver for kyniske og prøver at være objektive på en underlig steril måde. Journalister er mennesker, og intet menneske er objektivt. Alle har værdier. Det er et problem, at mange foregiver, at de ikke har en holdning.«
Nagieb Khaja forsøger derfor at lægge sine egne holdninger åbent frem, så læsere og seere selv kan vurdere, om han har ret. For eksempel skriver han i dag i en offentlig Facebook-status:
"Det er ulovligt og imod alle internationale love og al moral, at Gaza er udsat for den blokade. Enhver politiker, der er passiv over for det, der foregår i Gaza, er medskyldig."
Khaja uddyber:
»Jeg synes, min tilgang er ærlig. Så længe det står klart, at det er en "jeg synes"-form, så er det fair nok, at du ikke kun observerer, men også viser din holdning. Det er der en lang tradition for i flere journalistiske genrer. Problemet er, når journalister foregiver at være objektive, men i virkeligheden er styret af spin, bevidst eller ubevidst.«
»Der er så meget propaganda«
Nu lægger du ikke skjul på, hvad du mener. Andre journalister forsøger at lægge færre meninger i deres dækning. Er der ikke brug for begge dele?
»Jo. Jeg siger ikke, at der er noget galt med god gammeldags journalistik, hvis den faktisk er nøgtern. Problemet er, når der er en skjult dagsorden.«
Nagieb Khaja mener, journalisterne er oppe mod et stærkt spinmaskineri, især fra Israels side.
»Det værste er, når jeg på et sagligt og objektivt grundlag siger, hvad kendsgerningerne er: At Israels besættelse er ulovlig. At blokaden mod Gaza er umenneskelig. At Israel skal stoppe sin besættelse. Så bliver jeg kaldt aktivistisk. Hele verdenssamfundet er enig om, at det er den eneste løsning. Men der er så meget propaganda, at kendsgerninger bliver gjort til synspunkter.«
Med Twitter kan du være flere timer foran de store
Både Allan Sørensen og Nagieb Khaja er meget aktive på sociale medier. Allan Sørensen bruger mest Twitter, mens Nagieb Khaja mest bruger Facebook.
Allan Sørensen har over 9.000 følgere på Twitter.
»Det hårde nyhedsflow, som Twitter gør muligt, gør også konflikten nærværende. Du kan simpelthen være flere timer foran de store nyhedsmedier, fordi du er på stedet. Du kan skrive, hvad du ser. Kombinationen af de nyhedsagtige tweets og fortællingerne om de familier, der bliver ramt, gør konflikten nærværende og fængslende, selv om den har varet i rigtig mange år.«
Han bruger også Twitter til at dele nyheder og baggrund på tværs af sprog, fordi han også forstår hebræisk.
»Så kan du formidle israelske nyheder direkte til dit danske publikum, uden at de skal vente to-tre dage på en artikel i avisen. Twitter indskrænker de stop, en historie har, før den når læserne. Det kan jeg se virker, folk reagerer på det.«
Dansk iPhone-foto gik verden rundt
Allan Sørensen delte blandt andet et foto på Twitter, der endte med at gå verden rundt. Fotoet viser en gruppe unge israelere, der sidder på plasticstole på en bjergtop og klapper, når de hører brag fra Gaza.
(Foto: Allan Sørensen)
Fotoet og Allan Sørensens tweet blev blandt andet bragt af New York Times, France24, Huffington Post og Jerusalem Post.
»Det var et foto, jeg tog med min iPhone. Jeg er blevet kaldt alt fra anti-zionist til "typisk europæisk anti-israeler" efter det. Israelere har sagt til mig, at jeg nu er persona non grata. Det har virkelig givet en storm og er blevet delt mere end 12.000 gange. Men det er et godt eksempel på, at noget kan blive kidnappet. Jeg mener ikke, det foto repræsenterer hele den israelske befolkning, som jeg også har forklaret i senere artikler. Men læg mærke til, hvordan begge parter i konflikten står klar til at udnytte et tweet. Men jeg ved jo selv, hvad jeg mener, og hvis det bliver misforstået eller misbrugt, så er det ikke min fejl.«
Hvor mange overvejelser gjorde du dig om de konsekvenser, fotoet kunne få, inden du lagde det på Twitter?
»Ikke mange, vil jeg ærligt sige. Jeg troede slet ikke, det ville eksplodere på denne her måde.«
Er Twitter – med kun 140 tegn – overhovedet egnet til at dække en konflikt, der er så følelsesladet og kontroversiel?
»Ja. Det er jo rigtigt, at mit tweet har skabt en masse hidsige reaktioner – men det har også skabt en væsentlig debat. Hos New York Times er det blevet delt mere end 300.000 gange. De, der gerne vil, har kunnet læse min forklaring bag fotoet, og hvis nogen skriver til mig på Twitter, svarer jeg. Jeg tror ikke, vi ville have fået samme debat, hvis jeg havde skrevet en avisartikel om det,« siger Allan Sørensen.
»Den blodpøl og den legetøjspistol ramte mig virkelig«
Nagieb Khaja deler både sine egne fotos og betragtninger og links til andre nyheder på sin åbne Facebook-profil. For eksempel delte han i forbindelse med Eid-festlighederne i Gaza et foto, der fik mange reaktioner fra hans Facebook-venner og -følgere. Fotoet viser en legetøjspistol, der ligger i en pøl af blod.
Du deler fotos af det, du ser, for eksempel delte du et foto af en legetøjspistol, der lå i en pøl af blod. Hvordan bruger du sociale medier i din dækning?
»Jeg deler det, der påvirker mig. Den blodpøl og den legetøjspistol ramte mig virkelig. Jeg begyndte at græde. Der er noget symbolsk over det. Jeg havde set rigtig mange børn glæde sig til Eid-festen, de legede og var glade. De troede virkelig, at nu kom våbenhvilen. Jeg havde også lige været på et hospital, hvor de sårede børn fik gaver. Og så ramte det billede mig bare så hårdt.«
Du er blevet påvirket meget af det, du har oplevet i Gaza. Overvejer du, om det tærer så meget på dig, at du ikke har lyst til at dække den konflikt igen?
»Det har ikke noget at gøre med, om jeg har lyst eller ej. Hvis man ikke gør det, man kan for at stoppe sådan en konflikt, så er man medskyldig. Man skal gøre sit bedste. Mit bedste er at være der. Jeg kan gøre en forskel på den måde, og derfor må jeg bare tage de tæsk, der følger med. Det værste er næsten at tage hjem. Jeg er så privilegeret, at jeg kan rejse væk.«
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære læsere
Journalisten har fjernet flere kommentarer fra debatten her i dag. Vi minder om vores regler for debat, der bl.a. kræver, at alle debattører oplyser korrekt for- og efternavn, at de holder sig til artiklens emne og ikke afsporer debatten, og at der ikke er personangreb eller nedladende kommentarer.
Tilføjet 12.34: Det gælder også debat om debatten. Hvis du er uenig i vores moderation, kan du skrive til mig på ama@journalisten.dk.
Vores debatregler kan læses her: https://journalisten.dk/retningslinjer_for_debat
Bedste hilsner og i håbet om en god debat,
Andreas Marckmann Andreassen
Digital redaktør, Journalisten
Paw,
Nagieb siger jo selv direkte han bruger sociale medier som baggrundsdækning. Konsekvensen er, ifølge ham selv, at man skal følge ham på de sociale medier for at kunne vurdere hans journalistiske vinkler. Ligeledes siger han at hans journalistik baserer sig på at Israels gøren og laden er ulovlig og umenneskelig. Sidstnævnte oplysning varedeklares jo ikke af medierne men kun såfremt man følger ham på sociale medier.
Således taler historierne ikke for sig selv men derimod for en aktivistisk der ikke varedeklares overfor seere og læsere
Med Allan Sørensen er det mere kryptisk. Han påberåber sig ”neutralitet” – Han har mistet venner og bekendte på både den ene og anden side og selvangiver at være blevet rubriceret som både zionist og Hamas-elsker. Han har ingen aktier i konflikten!
Ikke desto mindre er han særdeles aktiv på Twitter med 9.000 følgere. Og han bruger Twitter til at dele ”baggrund” til sine artikler. Det er igen hvad han selvangiver. Hvis Berlingske deler baggrund til en artikel er det fint. Men det er ikke fint hvis en Berlingske-læser nødvendigvis også må følge Allan Sørensen på Twitter for at forstå baggrunden for hans vinkling.
Konsekvensen er at historierne ikke taler for sig selv i og med journalisterne angiver at forståelsen for deres dækning er betinget af at man følger dem på de sociale medier.
Det er du vel enig i?
Hvor i ovenstående mener du, Christian Bentsen, at det fremgår, at de to journalisters historier ikke taler for sig selv?
Alt andet lige er det pænt problematisk at nyhedsbrugere skal tjekke journalisters facebookprofil samt deres twitter-feeds for at vide hvordan journalisten vinkler. Det er vist kun Allan og Nagieb der falder i den radar.
Journalisten kunne passende spørge de forskellige redaktioner hvilke journalister man skal følge på sociale medier for at forstå omfanget af deres virke og hvilke journalister der leverer historier der taler for sig selv?