search

Rugekassen Gaffa fylder 30 år

Stor passion og lav løn. Musikbladet Gaffa har i tre årtier været rugekasse for unge journalister. »Der har været mange fede folk igennem Gaffa-maskinen gennem årene,« siger chefredaktør på Politiken, der var på bladet for 15 år siden

På Berlingske, Politiken, DR og rundt omkring i kommunikationsafdelingerne sidder journalister, som har trådt deres journalistiske barnesko på det aarhusianske musikblad Gaffa, der nu fylder 30 år.
Kigger man kolofoner i gamle blade, finder man navne som Mads Kastrup fra Berlingske, Henrik Føhns fra Harddisken på P1, DR's filmanmelder Per Juul Carslsen, DJ Katrine Ring, modejournalisten Niels Pedersen, forlagsmanden Jakob Kvist fra People’s Press, pressechef i Amnesty Ole Hoff-Lund og chefredaktør Anne Mette Svane på Politiken.

Læg dertil fotografer som Robin Skjoldborg, Isak Hoffmeyer, Søren Solkær Starbird, Ole Christiansen og Martin Dam Kristensen.
»Der har været mange fede folk igennem Gaffa-maskinen gennem årene,« siger Anne Mette Svane, der begyndte på Gaffa efter 14 dage på Journalisthøjskolen i 1998. Hun er i dag chefredaktør på Politiken.

»Jeg havde ikke spillet trommer og var ikke særligt interesseret i punk. Men de tog godt imod mig, og jeg fik lov til at skrive nyhedssiderne først i bladet, lave DM i rock og interviewe upcoming bands,« siger Anne Mette Svane.

Filmmedarbejder i DR Per Juul Carlsen var også helt ung, da han blev en del af Gaffas musikanmelderkorps omkring 1989.
»Jeg var helt grøn. Jeg havde dårligt nok betalt skat. Jeg anede ikke, hvad man kunne med et blad,« husker Per Juul Carlsen.

Han forklarer, at der var et tydeligt hierarki mellem dem, der – som han selv – kom uden en journalistuddannelse. Og så skribenterne, der gik på Journalisthøjskolen i Aarhus.
»Jeg kan huske, at Mads Kastrup – det var jo »ham, der havde gået på DJH.« Han fortalte mig, hvordan jeg skulle vinkle og ikke. Det var irriterende, men i bakspejlet havde han jo ret,« siger Per Juul Carlsen.

Han siger, at der var stor udskiftning på redaktionen. Selv holdt han i to-tre år.

Flea og de syv dødssynder

Ole Hoff-Lund, der i dag er pressechef for Amnesty, var dog på bladet i 10 år frem til 2004.
»For mig var det genialt, fordi jeg interesserede mig vildt meget for musik. Det kunne ikke være bedre. Hvis man havde tid, kunne man bare kigge forbi og besøge redaktionen.«

Engang blev han sat til at lave et interview med et af datidens største rocknavne, Red Hot Chili Peppers, på Roskilde. Historien var planlagt til at komme på forsiden.
»Problemet var, at jeg var faldet i et stort sort hul på festivalen aftenen før,« fortæller Ole Hoff-Lund.
Og da han stod op, var det eneste, han kunne tænke på, spillefilmen Seven, der handler om de syv dødssynder.
»Jeg tænkte, at jeg da bare skulle få bandets bassist, Flea, til at fortælle om de syv dødssynder.«
Men Flea var i dårligt humør. Og han var ikke med på ideen fra den synligt påvirkede musikjournalist.
»Han bad mig om at skride, så jeg fik ikke noget interview. Men på redaktionen tog de det meget overbærende,« siger Ole Hoff-Lund.

Lånte pladerne af DR

Katrine Ring, som i dag er DJ og komponist, var allerede et etableret navn som radiovært på P3 og »en voksen dame på nogen og tredive«, da hun blev tilknyttet Gaffa i 90'ernes begyndelse. Hun skulle skrive om acid og techno – plader udgivet af pladeselskaber, som ikke var repræsenteret i Danmark.Så hun lånte pladerne fra DR's arkiv.
»Jeg tror ikke, at DR nogensinde fandt ud af det,« siger hun.

Hun koblede sig på DJ Kenneth Bager, der også lavede radio på P3, og købte ind i pladebutikken Street Dance en gang om ugen.
»Andre plader købte jeg selv. Det var måden at lave det på.«

Det var lidt sværere med billedmaterialet, som man ikke bare kunne få tilsendt.
»Musikken blev udgivet på 12”, så det handlede om at kende nogle, der havde en scanner, der var stor nok – eller sende sine pladecovers til Aarhus. Jeg sendte mine covers med posten, men da jeg fik dem tilbage, havde de sprættet dem op. Det blev jeg ret gal over, og det gjorde de ikke igen,« siger Katrine Ring.

Nok til at betale fredagsbaren
Da Gaffa startede i Aarhus, var musikbladet MM med base i København den store konkurrent og Gaffa den lille opkomling. Siden kom blade som Wild og Zoo. Men ingen af dem har overlevet. I dag udgives Gaffa også i Norge og Sverige, og konkurrenten i Danmark er Soundvenue.I dag er Gaffa blevet det gamle etablerede blad.
»De, der laver Soundvenue, var knap nok født, da Gaffa startede,« siger Per Juul Carlsen.
Ole Hoff-Lund mener, at Gaffas styrke har været, at bladet er blevet drevet af næsten gratis arbejdskraft.
»Det var ikke mange håndører, vi fik for det. Det var lige nok til, at man kunne holde den kørende i fredagsbaren på skolen en måned,« siger han.
En del af den journalistiske opdragelse.
Når Per Juul Carlsen i dag ser tilbage på det, han skrev dengang, siger han, at det var »småtterier fra en lille knøs«.
»Men det var også med til at danne mig.«

Da han skiftede til filmbladet Levende Billeder i København, oplevede han, at kravene til indholdet var højere.
»Det skulle ikke bare være godt skrevet. Det blev også læst igennem mange gange.«

 Anne Mette Svane ser Gaffa-tiden som en del af sin journalistiske opdragelse.
»Jeg fik lov til at lave interviews, ikke bare en gang, men mange gange. Der var forventninger og deadlines. Jeg fik den skriveerfaring, som jeg savnede på Journalisthøjskolen, hvor man efter min opfattelse skriver for lidt.«

Kommentarer
1
Robert Borges
05.09.13 08:21
Tak for den!
Tak for den!
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen