PARADOKS VS TAUTOLOGI

PARADOKS VS TAUTOLOGI

Rose skriver sig ind på de positive værdiers side i forhold til distinktionerne; Tolerance versus intolerance og etnisk åben og fleksibel versus lukket osv.

Han kommer fint omkring tolerancens og frihedens paradokse natur, det at de i deres renhed bliver sin egen modsætning.

Det er sandt, at den rene tolerance i sin yderste konsekvens må indrømme, at den tolererer intolerancen, lige som det absolut differentierede og åbne sind i yderste konsekvens opdager, at det er fuldstændigt åbent for fx de tre store monoteismers ontologiske verdensbillede, kosmologierne, hvor verden hos dem hver især er reduceret til en orden, hvor godheden, sandheden og magten fuldstændigt intolerant, entydigt tilhører en og kun en uskabt skaber, enten den kriste, den jødiske eller islamiske gud.

Friheden (i markedsfundamentalistisk forstand identisk med liberalismen) og tolerancen er i sin renhed sin egen modsætning, dvs. paradoksalt konstitueret. Det er der redegjort for logisk, semantisk, filosofisk ikke bare hos Karl Popper, men også af J. L. Austin, Niklas Luhmann, Kurt Gödel, George Spencer Brown, L. Wittgenstein, J. Derrida og mange andre.

Flemming Rose benytter sig af mulighedsbetingelserne i de semantiske konstitueringer omkring frihedsbegrebet, der står i centrum for mediernes italesættelse af temaerne medier, debat og demokrati.

Begrebet frihed kan spændes for enhver vogn, bruges i ethvert ærinde, fordi det ikke sætter grænser for noget.

Med forsvaret for friheden indskriver Rose sig derfor omkostningsfrit på det positives side. Prisen bliver ham således givet risikofrit.

I og med, at retten til at sige om andre, hvad de absolut ikke bryder sig om at høre, kan forsvares under henvisning til det principielle forsvar for ytringsfriheden, har man eksplicit en begrundelse for at sige det grimme om andre i enhver konkret situation.

Forsvaret for ytringsfriheden kan konkret bruges i enhver situation og anbringer konstruktivt og aggressivt den, der forsvarer ytringsfriheden, på det lyse og positives side over for det mørke og negative.

Det interessante er således slet ikke det generelle forsvar for de positive værdier, som publicisterne officielt giver prisen for. For det er først, når det principielle og generelle manifesterer sig konkret, at noget kommer til at gøre en forskel.

På generelt plan er de rene positive værdier paradokser eller tautologier. Frihed, tolerance og åbenhed er lige så meget ufrihed som intolerance og lukkethed som de er intetsigende på det generelle og principielle plan.

Med tildelingen af prisen til Rose udfolder den herskende orden inden for mediernes sociale selvbeskrivelse sig som tautologi.

Med prisen siger den herskende orden kun om sig selv, at den har ret til at sige, hvad den vil. Det siger ikke andet, end at den orden, der siger om sig selv, at den har ret til at sige, hvad den vil, kan sige om sig selv og alt andet, hvad den vil sige om sig selv og alt andet.

Det siger ingen ting. Det samme er det samme (tautologi), hvor det forskellige er det samme (paradoks).

Semantisk lever indikationsværdien ved distinktionen, det samme er forskelligt/det forskellige er det samme, to sider af det samme eller det forskelliges identitet med det samme.

Men hvad siger denne orden så i øvrigt om sig selv og alt andet?

Konkret har jøder, kristne og muslimer yderst faste roller inden for de danske mediers italesætte orden. Der er på ingen måde frit valg på alle hylder her.

Jøderne har en stor pulje af ret til positiv særbehandling med sig fra anden verdenskrig sammen med Israels særlige position i fjendeland, dvs. blandt muslimer, i Mellemøsten, hvor drivmidlet i vor økonomi kommer fra, olien. Det kan forklare noget af den overrepræsentation, som jøderne statistisk har i mediebilledet.

Kongedømmet, med de semifeudale politiske traditioner, kristendom som statsreligion og det markedsfundamentalistiske verdensbillede lægger land til i det sakrale opgør om de sparsomme livsbetingelser på vor alt for lille planet.

Religionen har juridisk en særstatus med blasfemiparagraffen, som jøderne benytter sig af i tide og utide. Racismekortet hives selektivt frem, når det handler om anfægtelserne af jødens særstatus inden for den herskende orden, hvorimod det er tolerancen der sejrer, når muslimerne beskrives som terrorister. Det er racisme, at påpege jødernes hang til penge og magt, men tolerance, når muslimerne beskrives som den største trussel mod demokratiet!

Den herskende orden er ekstremt selektiv i sin omgang med retten til at håne. Men ytringsfriheden er identisk med sin egen negative værdi, dvs. retten til at håne.

Man henholder sig til retten til at vælge standpunkt, det, at valget af position og tro er helligt. Det er forfatningssikret ret til at tro og orientere sig ud fra sin tro:

De troende har deres forfatningssikrede ret til at konstruere deres egen religiøse realitet, og orientere sig ud fra den.

Deres konstruerede realitet falder i forlængelse af deres respektive orienteringsmønster, som deres konstruktion, semantiske konstruktion.

Antroposof: ” Rudolf Steiners antroposofi er sand, fordi vi har valgt at tro det.”
Kristne: ”Kristendommen er sand, fordi vi tror på den”
Jøder: ”Vi er de udvalgte med retten til det hellige land, fordi vi tror det”.
Muslimer: ”Vi har ret, for vi tror på profeten Muhammed og beder til Allah fire gange om dagen”.
Demokrater: ”Vi har ret, for vi har flertallet med os”.
Refleksionen af religionen på andre kognitive betingelser end religionens er illoyal over for religionens konstruktion, og ser, at de kristne tror, de er kristne, fordi de har valgt at tro det, at jøder tror, at de er jøder, fordi de har valgt at tro det og at muslimer tror, at de er muslimer, fordi de har valgt at tro det og at det demokratiske flertal tror, at de har ret fordi de er de fleste.

Refleksionen af disse konstruktioner er illoyal, og sætter dem ind i sin egen kontekst, konkret og betinget af andre forudsætninger, end dem som de religiøse konstruktioner virker på baggrund af.

Religion og etnicitet handler ikke om race og ontologi, men om semantik og social psykisk kognitiv praksis, konstruktivisme.

De etniske forskelle er ikke ontologisk konstituerede, men semantisk, socialt og psykisk konstruerede, dvs. båret i en kognitiv social psykisk praksis.

Det er ikke biologiske og ontologiske forskelle, der gør forskellen mellem Benjamin Netanyahu og palæstinenserne. Det er ikke racisme, når kampen om Vestbredden, Gaza og Jerusalem udspiller sig, men etnisk begrundede forskelle og etnisk begrundede overgreb på de internationale menneskerettigheder. Jøderne kan ikke på baggrund af tro og demokratisk flertal sætte palæstinensernes rettigheder ud af kraft, uden at bryde international lov.

Racemæssigt, biologisk og ontologisk falder lederen for den jødiske stat Israel inden for samme kategori, som lederen af det daværende nazistiske tyskland gjorde. Adolf Hitler og Benjamin Netanyahu er af samme race. Modsætningsforholdet mellem jøder og nazister er derfor ikke af racemæssig karakter, men udtryk for en social konflikt, bygget op over semantisk konstrueret etnicitet.

Men den jødiske semantik har, takket være overvægten af jødiske medarbejdere i de vestlige medier, politiske system og finansverden, overtaget i den sociale beskrivelse af jødernes modsætningsforhold til alle andre end jøder, hvorfor jøderne uden videre argumentation kan trække racismekortet, hver gang deres etnisk sociale selvorganisering problematiseres i en bredere kontekst. Jødens semantik afslører sig her som inkarneret i den vestlige verdens sociale selvbeskrivelse, netop ved det, at det lader sig gøre at trække nazikortet, hver gang jødens særlige position inden for den italesatte og italesættende orden påpeges. Men det har intet med racisme eller nazisme at gøre, at påpege den jødiske semantik.

Dette aspekt af essensmytologisk forsimpling står sammen med så mange andre i vejen for en mere adækvat og funktionel moderne selvbeskrivelse i DK og resten af den vestlige verden.

Kulturkonservativismens mangfoldige udtryk blokerer for den mere intellektuelt forpligtende kritik af det moderne samfunds selvbeskrivelse. De danske medier er med deres pris til Rose et eklatant eks. på det.

Kritikken af denne orden har ikke en chance inden for denne orden.

Søg på ”penge magt medier og religionskrig”

Se så, hvad den herskende orden ikke kan tåle at få at vide om sig selv.

Jeg har svært ved at
Jeg har svært ved at gennemskue ud fra Flemming Rose’s indlæg om han deler Jyllandspostens holdning til tolerance og (ytrings)frihed.
Min (måske primitive og forenklede?) oplevelse af Jyllandspostens holdning til ytringsfrihed, er at Jyllandspostens kun går ind for ytringsfrihed for dem der mener det samme (har samme politiske ståsted) som Jyllandsposten.
Som jeg husker det (men min hukommelse kan sagtens spille mig et puds) kæmpede Jyllandspostens med stor entusiasme mod Jens Jørgen Thorsen ytringsfrihed i forbindelse med Thorsens planer om en Jesusfilm (The Love Affairs of Jesus Christ), der skulle omtale Jesu sexliv, og Jyllandspostens kampagne førte til at Det Danske Filminstitut trak sit tilsagn om støtte til filmen tilbage.