Flemming Rose modtog i aftes Publicistprisen ved en prisceremoni i AFUK's lokaler i København. Sophia Juliane Lydolph / Scanpix
Først er der nogle mennesker, som jeg gerne vil sige særlig tak til. Det drejer sig om mine gode kolleger på JP og på forlaget i JP/Politikens Hus. Tak for jeres opbakning i nogle ikke altid lige lette år. Det mest fantastiske har været, at jeg trods Jyllands-Posten prekære situation aldrig har hørt et eneste kritisk ord fra kolleger, om at jeg burde holde min kæft eller holde en lav profil. Tak for det.
Tak til Jyllands-Postens ledelse, fordi I har givet mig plads, selv om det ikke altid har været så enkelt.
Og tak til det allervigtigste i mit liv, min familie, som har været en uvurderlig støtte og et trygt bagland hele vejen.
Den debat, som jeg blev trukket ind i for snart 10 år siden ved et tilfælde, handler for mig ikke om, om det var rigtigt eller forkert at offentliggøre Muhammed-tegningerne. Det kan mennesker afhængig af deres historie, overbevisning eller erfaring have forskellige holdninger til.
Jeg skrev selv en bog på 500 sider for at gøre rede for mit syn på sagen i bredere sammenhæng, ikke så meget for at forsvare, men mere for at forklare, hvorfor jeg med min baggrund, min erfaring og mine værdier fandt det legitimt at publicere tegningerne, både som redaktør og som borger i et multikulturelt demokrati.
Nej, for mig handler den debat ikke om muhammedtegninger eller ej, men om to begreber, som udgør den uomgængelige forudsætning for et hvilket som helst liberalt demokrati og især et multikulturelt demokrati, hvor borgerne bekender sig til forskellige kulturelle, religiøse og etniske fællesskaber. Det drejer sig om tolerance og frihed.
Jeg tror, at vi alle har en iboende trang til at være frie, selv om vi i nogle situationer kan være parate til at give køb på friheden. Evnen til at være tolerante er derimod ikke noget, vi er født med. Det strider på mange måder imod vores natur. Tolerance er noget, der skal læres, for det byder os imod at skulle leve med det, vi forkaster og ikke bryder os om. I den forstand ligger der en vigtig publicistisk opgave i at udfordre sine læseres tolerance og på den måde bekæmpe tidens mange ekkokamre. For mig er frihed og tolerance ikke desto mindre to sider af samme sag. Frihed giver kun mening, hvis der i et samfund er en vidtgående tolerance over for meninger, man ikke bryder sig om. Tolerance bliver på den anden side et meningsløst og tomt begreb, hvis den ikke bliver praktiseret med vide rammer for at give sin mening til kende og ytre sig på en måde, som andre finder frastødende og forkastelig.
For mig er frihed og tolerance ikke desto mindre to sider af samme sag.
Flemming Rose
Historisk er friheden og tolerancen hinandens forudsætninger, ikke modsætninger. Efter religionskrigene i Europa i det 16. og 17. århundrede blev der formuleret en doktrin for religiøs tolerance, og den indebar, at borgerne måtte lære at leve med medborgernes frihed til at praktisere en anden tro end den dominerende.
I et liberalt demokrati må tolerance og frihed være tæt forbundne. Jo stærkere et spændingsforhold der er mellem ytringsfrihed og tolerance, jo større en risiko er der for, at samfundets demokratiske fundament bliver eroderet. Når et samfund bliver mindre tolerant, bliver det mindre frit, og når friheden i et samfund begrænses, er det, fordi det er blevet mindre tolerant.
I de seneste 10 års debat om ytringsfrihed er det blevet tydeligt, at mange ser frihed og tolerance som modsætninger. Det betyder, at man kan blive stemplet som intolerant, hvis man forsvarer friheden, mens man kan blive kritiseret for at underminere friheden, når man påstår, at man er tolerant.
Dette spændingsforhold mellem frihed og tolerance skyldes, så vidt jeg kan se, at tolerance-begrebet har mistet sin oprindelige betydning. Det har undergået en dramatisk forvandling og er blevet en trussel mod friheden. Ikke mindst fordi det har bidraget til at opløse den for et demokrati afgørende skelnen mellem ord og handling.
Det var noget af det, debatten om muhammedtegningerne handlede om.
Det er korrekt, som den østrigske filosof Karl Popper skriver i 'Det åbne samfund og dets fjender', at der også må være grænser for tolerance; hvis der hersker en ubegrænset tolerance i et samfund, så fører det nemlig i sidste ende til, at tolerancen bliver likvideret. Derfor må et liberalt demokrati være parat til at forsvare sig mod de intolerante. Det betyder imidlertid ikke, at de intolerante og deres ytringer og meninger skal kriminaliseres.
”De intolerantes frihed bør kun begrænses, når de tolerante har grund til at tro, at deres sikkerhed og det tolerante samfunds frihedsinstitutioner er i fare” – som John Rawls formulerede det.
Lad mig illustrere min pointe med to eksempler fra den hjemlige politiske virkelighed. For det første har flere fremtrædende politikere opfordret til et forbud mod den islamistiske gruppe Hizb-ut-Tahrir. Jeg finder Hizb-ut-Tahrirs ideologi forkastelig, og den strider mod de værdier, jeg bekender mig til, men tolerance handler jo netop om at leve med det, man forkaster og ikke bryder sig om. Derfor mener jeg, at det er et udtryk for en unødig intolerance at forbyde Hizb-ut Tahrir. Danmarks Kommunistiske Parti var heller ikke forbudt under Den Kolde Krig, selv om partiet ønskede at afskaffe det liberale demokrati.
For det andet har Straffelovrådet anbefalet, at blasfemiparagraffen bevares i Danmark, således at bestemte religionskritiske ytringer ikke er omfattet af lovens beskyttelse. Det finder jeg intolerant på linje med ønsket om at forbyde Hizb-ut-Tahrir. I blasfemilovens tilfælde forsvarer man ønsket om at bevare den med henvisning til, at mørkemænd i andre lande kan reagere uforudsigeligt på religionsforhånende ytringer i Danmark. I stedet kunne man jo vende problemstillingen om og sige, at vi ønsker loven afskaffet i solidaritet med de dissidenter, religiøse og etniske mindretal, der enten risikerer dødsstraf eller lange ophold bag tremmer, fordi deres tro og ytringer opfattes som blasfemiske uden for Danmark.
På den måde ville regeringen på fredelig og civiliseret vis slå et slag for frihed og tolerance ikke bare i Danmark, men også i de lande, hvor friheden og tolerancen har trange kår. Det ville være Danmark, når det er bedst.
Talen blev holdt ved Publicistdøgnets prisfest i aftes. Du kan se alle vinderne af publicistpriserne her.
Flemming Rose uddybede sine synspunkter over for jp.tv umiddelbart efter overrækkelsen. Du kan se interviewet her.
3