search

Rose: Frihed og tolerance er to sider af samme sag

Flemming Rose modtog Den Store Publicistpris i aftes. "Det mest fantastiske har været, at jeg trods Jyllands-Posten prekære situation aldrig har hørt et eneste kritisk ord fra kolleger, om at jeg burde holde min kæft eller holde en lav profil. Tak for det," sagde han i sin tale. Læs hele talen her

Først er der nogle mennesker, som jeg gerne vil sige særlig tak til. Det drejer sig om mine gode kolleger på JP og på forlaget i JP/Politikens Hus. Tak for jeres opbakning i nogle ikke altid lige lette år. Det mest fantastiske har været, at jeg trods Jyllands-Posten prekære situation aldrig har hørt et eneste kritisk ord fra kolleger, om at jeg burde holde min kæft eller holde en lav profil. Tak for det.

Tak til Jyllands-Postens ledelse, fordi I har givet mig plads, selv om det ikke altid har været så enkelt.

Og tak til det allervigtigste i mit liv, min familie, som har været en uvurderlig støtte og et trygt bagland hele vejen.

Den debat, som jeg blev trukket ind i for snart 10 år siden ved et tilfælde, handler for mig ikke om, om det var rigtigt eller forkert at offentliggøre Muhammed-tegningerne. Det kan mennesker afhængig af deres historie, overbevisning eller erfaring have forskellige holdninger til.

Jeg skrev selv en bog på 500 sider for at gøre rede for mit syn på sagen i bredere sammenhæng, ikke så meget for at forsvare, men mere  for at forklare, hvorfor jeg med min baggrund, min erfaring og mine værdier fandt det legitimt at publicere tegningerne, både som redaktør og som borger i et multikulturelt demokrati.

Nej, for mig handler den debat ikke om muhammedtegninger eller ej, men om to begreber, som udgør den uomgængelige forudsætning for et hvilket som helst liberalt demokrati og især et multikulturelt demokrati, hvor borgerne bekender sig til forskellige kulturelle, religiøse og etniske fællesskaber. Det drejer sig om tolerance og frihed.

Jeg tror, at vi alle har en iboende trang til at være frie, selv om vi i nogle situationer kan være parate til at give køb på friheden. Evnen til at være tolerante er derimod ikke noget, vi er født med. Det strider på mange måder imod vores natur. Tolerance er noget, der skal læres, for det byder os imod at skulle leve med det, vi forkaster og ikke bryder os om. I den forstand ligger der en vigtig publicistisk opgave i at udfordre sine læseres tolerance og på den måde bekæmpe tidens mange ekkokamre. For mig er frihed og tolerance ikke desto mindre to sider af samme sag. Frihed giver kun mening, hvis der i et samfund er en vidtgående tolerance over for meninger, man ikke bryder sig om. Tolerance bliver på den anden side et meningsløst og tomt  begreb, hvis den ikke bliver praktiseret med vide rammer for at give sin mening til  kende og ytre sig på en måde, som andre finder frastødende og forkastelig.

For mig er frihed og tolerance ikke desto mindre to sider af samme sag.

Flemming Rose

Historisk er friheden og tolerancen hinandens forudsætninger, ikke modsætninger. Efter religionskrigene i Europa i det 16. og 17. århundrede blev der formuleret en doktrin for religiøs tolerance, og den indebar, at borgerne måtte lære at leve med medborgernes frihed til at praktisere en anden tro end den dominerende.

I et liberalt demokrati må tolerance og frihed være tæt forbundne. Jo stærkere et spændingsforhold der er mellem ytringsfrihed og tolerance, jo større en risiko er der for, at samfundets demokratiske fundament bliver eroderet. Når et samfund bliver mindre tolerant, bliver det mindre frit, og  når friheden i et samfund begrænses, er det, fordi det er blevet mindre tolerant.

I de seneste 10 års debat om ytringsfrihed er det blevet tydeligt, at mange ser frihed og tolerance som modsætninger. Det betyder, at man kan blive stemplet som intolerant, hvis man forsvarer friheden, mens man kan blive kritiseret for at underminere friheden, når man påstår, at man er tolerant. 

Dette spændingsforhold mellem frihed og tolerance skyldes, så vidt jeg kan se, at tolerance-begrebet har mistet sin oprindelige betydning. Det har undergået en dramatisk forvandling og er blevet en trussel mod friheden. Ikke mindst fordi det har bidraget til at opløse den for et demokrati afgørende skelnen mellem ord og handling.

Det var noget af det, debatten om muhammedtegningerne handlede om.

Det er korrekt, som den østrigske filosof Karl Popper skriver i 'Det åbne samfund og dets fjender', at der også må være grænser for tolerance; hvis der hersker en ubegrænset tolerance i et samfund, så fører det nemlig i sidste ende til, at tolerancen bliver likvideret. Derfor må et liberalt demokrati være parat til at forsvare sig mod de intolerante. Det betyder imidlertid ikke, at de intolerante og deres ytringer og meninger skal kriminaliseres.

”De intolerantes frihed bør kun begrænses, når de tolerante har grund til at tro, at deres sikkerhed og det tolerante samfunds frihedsinstitutioner er i fare” – som  John Rawls formulerede det.

Lad mig illustrere min pointe med to eksempler fra den hjemlige politiske virkelighed. For det første har flere fremtrædende politikere opfordret til et forbud mod den islamistiske gruppe Hizb-ut-Tahrir. Jeg finder Hizb-ut-Tahrirs ideologi forkastelig, og den strider mod de værdier, jeg bekender mig til, men tolerance handler jo netop om at leve med det, man forkaster og ikke bryder sig om. Derfor mener jeg, at det er et udtryk for en unødig intolerance at forbyde Hizb-ut Tahrir. Danmarks Kommunistiske Parti var heller ikke forbudt under Den Kolde Krig, selv om partiet ønskede at afskaffe det liberale demokrati.

For det andet har Straffelovrådet anbefalet, at blasfemiparagraffen bevares i Danmark, således at bestemte religionskritiske ytringer ikke er omfattet af lovens beskyttelse. Det finder jeg intolerant på linje med ønsket om at forbyde Hizb-ut-Tahrir. I blasfemilovens tilfælde forsvarer man ønsket om at bevare den med henvisning til, at mørkemænd i andre lande kan reagere uforudsigeligt på religionsforhånende ytringer i Danmark. I stedet kunne man jo vende problemstillingen om og sige, at vi ønsker loven afskaffet i solidaritet med de dissidenter, religiøse og etniske mindretal, der enten risikerer dødsstraf eller lange ophold bag tremmer, fordi deres tro og ytringer opfattes som blasfemiske uden for Danmark.

På den måde ville regeringen på fredelig og civiliseret vis slå et slag for frihed og tolerance ikke bare i Danmark, men også i de lande, hvor friheden og tolerancen har  trange kår. Det ville være Danmark, når det er bedst.

Talen blev holdt ved Publicistdøgnets prisfest i aftes. Du kan se alle vinderne af publicistpriserne her.

Flemming Rose uddybede sine synspunkter over for jp.tv umiddelbart efter overrækkelsen. Du kan se interviewet her.

Kommentarer
3
Steen Ole Rasmussen
21.03.15 11:28
PARADOKS VS TAUTOLOGI

PARADOKS VS TAUTOLOGI

Rose skriver sig ind på de positive værdiers side i forhold til distinktionerne; Tolerance versus intolerance og etnisk åben og fleksibel versus lukket osv.

Han kommer fint omkring tolerancens og frihedens paradokse natur, det at de i deres renhed bliver sin egen modsætning.

Det er sandt, at den rene tolerance i sin yderste konsekvens må indrømme, at den tolererer intolerancen, lige som det absolut differentierede og åbne sind i yderste konsekvens opdager, at det er fuldstændigt åbent for fx de tre store monoteismers ontologiske verdensbillede, kosmologierne, hvor verden hos dem hver især er reduceret til en orden, hvor godheden, sandheden og magten fuldstændigt intolerant, entydigt tilhører en og kun en uskabt skaber, enten den kriste, den jødiske eller islamiske gud.

Friheden (i markedsfundamentalistisk forstand identisk med liberalismen) og tolerancen er i sin renhed sin egen modsætning, dvs. paradoksalt konstitueret. Det er der redegjort for logisk, semantisk, filosofisk ikke bare hos Karl Popper, men også af J. L. Austin, Niklas Luhmann, Kurt Gödel, George Spencer Brown, L. Wittgenstein, J. Derrida og mange andre.

Flemming Rose benytter sig af mulighedsbetingelserne i de semantiske konstitueringer omkring frihedsbegrebet, der står i centrum for mediernes italesættelse af temaerne medier, debat og demokrati.

Begrebet frihed kan spændes for enhver vogn, bruges i ethvert ærinde, fordi det ikke sætter grænser for noget.

Med forsvaret for friheden indskriver Rose sig derfor omkostningsfrit på det positives side. Prisen bliver ham således givet risikofrit.

I og med, at retten til at sige om andre, hvad de absolut ikke bryder sig om at høre, kan forsvares under henvisning til det principielle forsvar for ytringsfriheden, har man eksplicit en begrundelse for at sige det grimme om andre i enhver konkret situation.

Forsvaret for ytringsfriheden kan konkret bruges i enhver situation og anbringer konstruktivt og aggressivt den, der forsvarer ytringsfriheden, på det lyse og positives side over for det mørke og negative.

Det interessante er således slet ikke det generelle forsvar for de positive værdier, som publicisterne officielt giver prisen for. For det er først, når det principielle og generelle manifesterer sig konkret, at noget kommer til at gøre en forskel.

På generelt plan er de rene positive værdier paradokser eller tautologier. Frihed, tolerance og åbenhed er lige så meget ufrihed som intolerance og lukkethed som de er intetsigende på det generelle og principielle plan.

Med tildelingen af prisen til Rose udfolder den herskende orden inden for mediernes sociale selvbeskrivelse sig som tautologi.

Med prisen siger den herskende orden kun om sig selv, at den har ret til at sige, hvad den vil. Det siger ikke andet, end at den orden, der siger om sig selv, at den har ret til at sige, hvad den vil, kan sige om sig selv og alt andet, hvad den vil sige om sig selv og alt andet.

Det siger ingen ting. Det samme er det samme (tautologi), hvor det forskellige er det samme (paradoks).

Semantisk lever indikationsværdien ved distinktionen, det samme er forskelligt/det forskellige er det samme, to sider af det samme eller det forskelliges identitet med det samme.

Men hvad siger denne orden så i øvrigt om sig selv og alt andet?

Konkret har jøder, kristne og muslimer yderst faste roller inden for de danske mediers italesætte orden. Der er på ingen måde frit valg på alle hylder her.

Jøderne har en stor pulje af ret til positiv særbehandling med sig fra anden verdenskrig sammen med Israels særlige position i fjendeland, dvs. blandt muslimer, i Mellemøsten, hvor drivmidlet i vor økonomi kommer fra, olien. Det kan forklare noget af den overrepræsentation, som jøderne statistisk har i mediebilledet.

Kongedømmet, med de semifeudale politiske traditioner, kristendom som statsreligion og det markedsfundamentalistiske verdensbillede lægger land til i det sakrale opgør om de sparsomme livsbetingelser på vor alt for lille planet.

Religionen har juridisk en særstatus med blasfemiparagraffen, som jøderne benytter sig af i tide og utide. Racismekortet hives selektivt frem, når det handler om anfægtelserne af jødens særstatus inden for den herskende orden, hvorimod det er tolerancen der sejrer, når muslimerne beskrives som terrorister. Det er racisme, at påpege jødernes hang til penge og magt, men tolerance, når muslimerne beskrives som den største trussel mod demokratiet!

Den herskende orden er ekstremt selektiv i sin omgang med retten til at håne. Men ytringsfriheden er identisk med sin egen negative værdi, dvs. retten til at håne.

Man henholder sig til retten til at vælge standpunkt, det, at valget af position og tro er helligt. Det er forfatningssikret ret til at tro og orientere sig ud fra sin tro:

De troende har deres forfatningssikrede ret til at konstruere deres egen religiøse realitet, og orientere sig ud fra den.

Deres konstruerede realitet falder i forlængelse af deres respektive orienteringsmønster, som deres konstruktion, semantiske konstruktion.

Antroposof: ” Rudolf Steiners antroposofi er sand, fordi vi har valgt at tro det.”
Kristne: ”Kristendommen er sand, fordi vi tror på den”
Jøder: ”Vi er de udvalgte med retten til det hellige land, fordi vi tror det”.
Muslimer: ”Vi har ret, for vi tror på profeten Muhammed og beder til Allah fire gange om dagen”.
Demokrater: ”Vi har ret, for vi har flertallet med os”.
Refleksionen af religionen på andre kognitive betingelser end religionens er illoyal over for religionens konstruktion, og ser, at de kristne tror, de er kristne, fordi de har valgt at tro det, at jøder tror, at de er jøder, fordi de har valgt at tro det og at muslimer tror, at de er muslimer, fordi de har valgt at tro det og at det demokratiske flertal tror, at de har ret fordi de er de fleste.

Refleksionen af disse konstruktioner er illoyal, og sætter dem ind i sin egen kontekst, konkret og betinget af andre forudsætninger, end dem som de religiøse konstruktioner virker på baggrund af.

Religion og etnicitet handler ikke om race og ontologi, men om semantik og social psykisk kognitiv praksis, konstruktivisme.

De etniske forskelle er ikke ontologisk konstituerede, men semantisk, socialt og psykisk konstruerede, dvs. båret i en kognitiv social psykisk praksis.

Det er ikke biologiske og ontologiske forskelle, der gør forskellen mellem Benjamin Netanyahu og palæstinenserne. Det er ikke racisme, når kampen om Vestbredden, Gaza og Jerusalem udspiller sig, men etnisk begrundede forskelle og etnisk begrundede overgreb på de internationale menneskerettigheder. Jøderne kan ikke på baggrund af tro og demokratisk flertal sætte palæstinensernes rettigheder ud af kraft, uden at bryde international lov.

Racemæssigt, biologisk og ontologisk falder lederen for den jødiske stat Israel inden for samme kategori, som lederen af det daværende nazistiske tyskland gjorde. Adolf Hitler og Benjamin Netanyahu er af samme race. Modsætningsforholdet mellem jøder og nazister er derfor ikke af racemæssig karakter, men udtryk for en social konflikt, bygget op over semantisk konstrueret etnicitet.

Men den jødiske semantik har, takket være overvægten af jødiske medarbejdere i de vestlige medier, politiske system og finansverden, overtaget i den sociale beskrivelse af jødernes modsætningsforhold til alle andre end jøder, hvorfor jøderne uden videre argumentation kan trække racismekortet, hver gang deres etnisk sociale selvorganisering problematiseres i en bredere kontekst. Jødens semantik afslører sig her som inkarneret i den vestlige verdens sociale selvbeskrivelse, netop ved det, at det lader sig gøre at trække nazikortet, hver gang jødens særlige position inden for den italesatte og italesættende orden påpeges. Men det har intet med racisme eller nazisme at gøre, at påpege den jødiske semantik.

Dette aspekt af essensmytologisk forsimpling står sammen med så mange andre i vejen for en mere adækvat og funktionel moderne selvbeskrivelse i DK og resten af den vestlige verden.

Kulturkonservativismens mangfoldige udtryk blokerer for den mere intellektuelt forpligtende kritik af det moderne samfunds selvbeskrivelse. De danske medier er med deres pris til Rose et eklatant eks. på det.

Kritikken af denne orden har ikke en chance inden for denne orden.

Søg på ”penge magt medier og religionskrig”

Se så, hvad den herskende orden ikke kan tåle at få at vide om sig selv.

Fremhævet af Journalisten
Steen Ole Rasmussen
22.03.15 10:21
Den pointe, der ligge i, at
Den pointe, der ligge i, at ytringsfriheden kan fremdrages og bruges som undskyldning og anledning til at sige det grimme om hvad som helst, tog jeg fat i med en lille tekst for ca. 4 år siden. Søg på "Censur i ytringsfrihedens navn".
Hvis man søger på "i ytringsfrihedens navn" vil man se, at pointen har slået rod rundt om i medielandskabet. Ikke at publicist-komiteen synes at fokusere på den.
Der kan også søges på "tautologi paradoks". Så kommer der mere frem og den mere formal-logiske struktur bag Flemming Roses strategi, pudsigt nok fremstår eks. på tautologien som en rose er en rose er en rose....
Fremhævet af Journalisten
Jesper Ansbæk
23.03.15 18:51
Jeg har svært ved at
Jeg har svært ved at gennemskue ud fra Flemming Rose’s indlæg om han deler Jyllandspostens holdning til tolerance og (ytrings)frihed.
Min (måske primitive og forenklede?) oplevelse af Jyllandspostens holdning til ytringsfrihed, er at Jyllandspostens kun går ind for ytringsfrihed for dem der mener det samme (har samme politiske ståsted) som Jyllandsposten.
Som jeg husker det (men min hukommelse kan sagtens spille mig et puds) kæmpede Jyllandspostens med stor entusiasme mod Jens Jørgen Thorsen ytringsfrihed i forbindelse med Thorsens planer om en Jesusfilm (The Love Affairs of Jesus Christ), der skulle omtale Jesu sexliv, og Jyllandspostens kampagne førte til at Det Danske Filminstitut trak sit tilsagn om støtte til filmen tilbage.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen