”Men hvordan finder vi så meningen igen – det sagde han jo ikke!”
Det summer hen over frokostbuffeten her på weekendkonferencen hos Visuelt Forum, der samler de visuelle formidlere i DJ. Første navn på plakaten var filosof Anders Fogh Jensen. Han har lige forladt de godt 40 forsamlede visuelle, herunder også mig, Journalistens udsendte, efter halvandens times oplæg med overskriften ”Mening i en tid i forandring”.
Personligt føler jeg mig mere end forladt. Jeg føler mig efterladt. For nu ved jeg, at meningen med alting er opløst. Men jeg ved ikke, hvordan vi skal lære at leve med det.
Bortset fra, at jeg altid kan spørge mine børn. Det føles ikke absolut trygt.
Gode telefoner, der ikke dur
Det er det moderne menneskes lod, at alting forandres så hurtigt, at meningen forsvinder. Fordi du ikke kan nå at omsætte dine egne erfaringer, før de er ugyldige. Når du har lært det, kan du ikke bruge det.
Forstår jeg filosoffen.
Præcis sådan har jeg det.
Engang lærte jeg redaktionen at lave nyhedsbreve. I dag glor jeg dumt ind i skærmen, når jeg skal redigere dem. For jeg kan ikke huske, hvordan jeg skifter en billedtekst.
Og min eks-kones sms'er kommer pludselig kun ind på min iPad, men ikke på min telefon.
”Hvorfor svarer du ikke!!!”
Jeg er sikker på, at vores drenge kunne ordne det med to tast med en tommelfinger, men det burde jo være mig, der lærer dem op. Ikke omvendt. Det er sgu da stadig min skilsmisse … Tror jeg.
Hvad sker der?!
Anders Fogh Jensen siger denne sætning, som jeg må dvæle ved:
”Der er mange ting, der virker okay, men som forældes på grund af avantgardismen,” har han sagt.
For det er avantgardismen i 1700-tallets kunstforståelse, der har ført til vor moderne og pulserende hverdag.
Forstår jeg. Eller hører jeg i hvert fald.
Nyskabelse i stedet for efterligning
Dette forfald – hvor ting mister mening, fordi de erstattes af noget nyt, som man så skal lære – begyndte reelt allerede, dengang kunst gik fra at være elevens dydige efterligning af mesters værker, til at de absolut skulle være noget nyt.
Engang var det fornemmeste at lave en tro kopi. Men så kom idéen om, at eleven skulle lave noget andet. Noget nyt. Sit eget udtryk. Sikke noget l…!
For præcis med avantgardismen begyndte stabiliteten at smuldre. Eller udviklingen satte i gang – alt efter temperament.
Resultatet er, at en generation overhales i løbet af en generation. Det føles ubekvemt. For mig.
Jeg er for eksempel gammel nok til at kunne huske, at det var helt skørt, at der kom kamera i telefonen!
I telefonen!
Og nu kan kameraerne noget nyt hver gang. Som man også skal lære.
Vi er altid bagefter. Vi er altid i gang med at forstå teknik. Og nogen gange får jeg lyst til at give op og ikke lære mere.
Eller sagt helt kort med filosoffens ord:
”Vi skal være innovative og ikke repetitive.”
”De fleste af os har en fornemmelse af at mangle tid; at tid er den knappeste ressource. Vil man ikke hellere have mere tid end mere løn?” spørger Anders Fogh Jensen. – Foto: Jens Otto Emmich
Den var ikke gået tidligere. Mennesket har ikke altid tilstræbt forandring. Tværtimod kæmpede flere gamle gæve grækere imod den udvikling. Imod al udvikling faktisk.
Stabiliteten var en ven. Forandring var fjenden.
”I den græske mytologi løste man forandringsproblemet ved at blokere eller absorbere. Altså bremse eller opsluge forandringen, der jo truer stabiliteten,” forklarer Anders Fogh Jensen og viser billeder af gamle grækere, der faktisk spiser deres børn – eller stopper dem op, hvor de kom fra. Brutalt, men effektivt.
En generationssikring, kan man sige. Hold børnene og udviklingen væk.
Men så gik der ged i den. For guden Zeus tog over. Han skabte troen på, at udvikling ikke behøvede at betyde kaos, selv om det udfordrer stabiliteten.
”Selv om der er forandring, er der alligevel en slags orden i tingene,” forklarer filosoffen. Det var det, Zeus lancerede.
Mennesket lærte at leve med forandringerne og det uforudsigelige ved at hegne det ind i det genkendelige.
”Dagene er forskellige, men solen går ned alligevel. Vi skaber orden i forandringen.”
”Og vi taler om årets gang som et hjul.”
Hmm …
Den absurde nutid
Det gik rigtig godt i mange år. Udviklingen gik så langsomt, at vi kunne konsumere den. Dampmaskinen væltede ikke vores forståelse af verden. Vi havde jo allerede set, at vand blev til damp.
Men i dag er det anderledes. Vi forstår ikke skiftene.
Jeg kan for eksempel ikke forklare mine tre drenge noget om teknologi ved at bruge erfaringer fra min egen barndom.
Mit eget liv er allerede et kedeligt museum, hvorimod min far med fascination jo kunne fortælle mig, hvornår han første gang så tv – mens vi faktisk så tv sammen.
Mine børn ser ikke tv. Jo måske som et høfligt ritual for at være sammen med deres far.
Men hvad der reelt sker på deres egne skærme, mens vi sidder sammen i stuen, det aner jeg ikke. De betjener en teknologi, jeg ikke mestrer, mens de hygger med dinosauren. De er rekvisitter i en fortid, der er min nutid.
Jeg er blevet overhalet, fordi jeg har opgivet at følge med. Den generation, jeg skulle oplære, ved mere end mig om en hel masse. Min autoritet smuldrer. Børnene er de nye kompetente.
”Vi bliver som børn. Forandringen gør, at vi ikke har brugbare erfaringer. Man er hele tiden på skolebænken. Vi bliver fremmede i vores verden. Det er forandring uden mål,” sammenfatter Anders Fogh Jensen.
Jeg er helt enig. Og ved ikke engang, om det er godt.
Jeg må spørge mine børn … Jeg tror ikke, de synes, det er uden mål.
De kan konsumere det – skræmmende.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ha haaa! Fed artikel! Lige på kornet. Der er nu også bevægelse den anden vej: fordybelse i tegning, i håndværk, i at sidde stille sammen med andre i mørke og lytte til radiobiograf, og brætspil er et hit blandt unge (har jeg hørt). Der er håb og langsomhed forude.