Pressenævnet afviser at genoptage MSN-sag

Efter et forvirret forløb har Pressenævnet nu endeligt sagt nej til at behandle en klagesag om msn.com’s danske hjemmeside. Siden er ikke tilmeldt Pressenævnet via domænet gonews.dk, lyder det i afgørelsen

En klagesag om msn.com’s danske hjemmeside er nu endeligt afvist af Pressenævnet.

En person havde klaget over, at hjemmesiden skrev, at han var medlem af Hell’s Angels-støttegruppen AK81. Nævnet afviste allerede i december at behandle klagen, fordi msn.com ikke er tilmeldt Pressenævnet.

Efterfølgende opstod der dog forvirring om msn.com’s tilhørsforhold til nyhedssiden gonews.dk, som er tilmeldt nævnet. Gonews.dk sender nemlig brugerne direkte videre til msn.com og fremgik på tidspunktet for klagen af nævnets liste over tilmeldte internetmedier. Derfor mente klager, at sagen skulle genoptages.

Men efter at have undersøgt sagen har Pressenævnet endelig besluttet ikke at behandle sagen. Domænet gonews.dk ejes af Berlingske Media og har tidligere fungeret som selvstændigt nyhedsbrand, der leverede nyheder til msn.com.

Det samarbejde ophørte dog for mere end et år siden, og domænet gonews.dk er ikke længere aktivt, oplyser koncerndirektør Lisbeth Knudsen til Pressenævnet.

Pressenævnet skriver blandt andet i sin kendelse:

”Ved opslag på linket gonews.dk bringes besøgende videre til msn.com/da-dk. Siden msn.com/da-dk bringer på den anden side ikke besøgende videre til gonews.dk, og der fremgår heller ikke et link til siden gonews.dk af msn.com/da-dk. Nævnet finder således ikke, at hjemmesiden msn.com/da-dk faktuelt var tilmeldt Pressenævnet via tilmeldingen af domænenavnet gonews.dk, og afslår derfor anmodningen om genoptagelse af sagen.”

Journalisten har tidligere talt med Lisbeth Knudsen om forholdet mellem de to hjemmesider.

”Vi har beholdt domæne-navnet, men det er ikke aktivt i øjeblikket. Derfor bør det vel rettelig slettes af Pressenævnets liste, indtil det igen måtte blive anvendt aktivt. Jeg beklager, at vi ikke har fået gjort det,” forklarede hun dengang i en mail.

Du kan læse hele Pressenævnets afgørelse her.

0 Kommentarer