
En landmand spreder gylle på sin mark. Henning Bagger/Ritzau Scanpix
I en artikel på websitet gylle.dk bliver pressemedarbejder Ming Ou Lü fra Miljøministeriet kritiseret af journalist Flemming Seiersen.
I den korte nyhed, som handler om, at et nyt havbrug er blevet stoppet på Djursland, skriver journalisten i en personlig kommentar om researchprocessen, at han i knap en måned flere gange prøvede at få miljøminister Lea Wermelin i tale, men aldrig kom igennem til ministeren.
I processen havde Flemming Seiersen været i kontakt med Ming Ou Lü, som ifølge Flemming Seiersen ikke havde oplyst ham om et pressemøde, hvor miljøministeren ville deltage.
Ming Ou Lü kritiserer gylle.dk for at nævne ham ved navn i artiklen.
”Gylle.dk hænger menige medarbejdere ud med navn og i nogle tilfælde billede for noget, de gør som en del af deres arbejde. Det, synes jeg, er forkert,” siger han.
Ret kritikken højere op
Ming Ou Lü mener, at det er forkert at skrive navnene på menige pressemedarbejdere i artikler, da de ikke har noget ledelses- eller beslutningsansvar. Han mener, at journalisten burde have undladt at bringe hans navn.
”Han burde i stedet have skrevet, at han ikke kunne komme i kontakt med min chef. Det er ikke min skyld, at han ikke kan komme i kontakt med min chef. Jeg har kontaktet hende for at få hende til at ringe tilbage, men jeg kan jo ikke tvinge hende,” siger han.
Journalisten bag artiklen, Flemming Seiersen, er uenig i, at han ikke burde have nævnt Ming Ou Lüs navn. Han mener, at det er ham, der har ansvaret for de informationer, han kommer med, eller manglen på samme. Derfor nævnes han som kilde ved navn, ligesom gylle.dk gør med andre kilder, siger han.
”Når jeg ringer om den her sag, så er det ham, jeg kommer igennem til. Han henviser til sin chef, Mette Thorn, som jeg flere gange har prøvet at kontakte, men ikke fået svar fra. Så er det selvfølgelig hans ansvar. Hvorfor skulle han være anderledes stillet end andre kilder? Det kan jeg ikke forstå,” siger Flemming Seiersen.
Almindelig praksis på gylle.dk
På websitet gylle.dk har Journalisten set flere eksempler, hvor gylle.dk nævner pressemedarbejdere ved navn. I nogle tilfælde bringer gylle.dk også billeder af pressemedarbejderne.
Det er ifølge journalist Flemming Seiersen almindelig praksis på sitet.
”Det er normal praksis at bringe billeder af og navne på sine kilder, også selv om de er pressemedarbejdere,” siger han og tilføjer: ”Hvis vi ikke kan komme igennem til ministeren, vil vi citere de pressemedarbejdere, vi kommer i kontakt med.”
Synes du ikke, det er uetisk, når han nu ikke har ansvar for, hvad der meldes ud?
”Når vi ikke kan få lov til at tale med ministeren, så er det, der meldes ud, bestemt hans ansvar,” siger han.
”Vi forsøger altid at få fat i ministeren, som vi i dette tilfælde ikke kan få fat på. Derfor er han også nødt til at stå til ansvar. Vi kan ikke bare skrive ministeriet, for hvem er det helt præcis? Når vi ikke kan få det at vide, er vi nødt til at citere pressemedarbejderen,” siger Flemming Seiersen.
Ming Ou Lü vedholder, at han ikke kan stå til ansvar for sin chefs valg om ikke at kontakte Flemming Seiersen.
”Jeg er ikke ansat til at udtale mig på ministeriets vegne. Det er en forkert opfattelse af dét at være pressemedarbejder,” siger han.
13