Hvor mange blev navngivet ”Andreas” i 1968? Og hvordan har navnet udviklet sig siden?

Hvad har været kometnavne gennem tiden, og hvilke navne er gået i glemslen? Hvad med dit eget navn?

Det og meget mere giver Politiken svar på i en række artikler om danske navne, som journalist Peter Jørgensen står bag. Det er muligt at søge på navne og sammenligne dem med hinanden i Politikens navnedatabase, som rummer navnedata helt tilbage fra år 1900.

Bag det datajournalistiske projekt ligger flere års slid og nogle skuffelser undervejs. Der ligger også en faglig rejse for Peter Jørgensen, der er gået fra ofte at være frustreret over, at ingen på avisen kunne løfte den slags datavisuelle elementer på nettet, til at han i dag selv har den rolle.

”Jeg er ikke født med et matematisk hoved. Før jeg gav mig i kast med det her, havde jeg knap lagt to tal sammen i et Excel-ark. Men i dag er jeg blevet bidt af Excel og andre dataværktøjer. Jo mere, jeg finder ud af, desto mere bliver jeg grebet af det,” siger Peter Jørgensen.

Fik job ingen søgte

Projektet startede helt tilbage i 2014, da Politiken internt opslog en stilling som datajournalist.

”Ingen søgte det job i første omgang. Jeg havde gået og tænkt, at det måske lå lidt til mig. Jeg har altid været meget netjournalist og ikke så meget papir,” siger Peter Jørgensen, som besluttede at søge.

En af de idéer, han beskrev i sin ansøgning, var inspireret af Time Magazine. På Time havde de lavet en navne-spåkugle, hvor man kunne se tusindvis af navnes udvikling siden 1880, og så forsøgte Time at spå om udviklingen de næste 15 år. Peter Jørgensen ville gerne lave noget lignende i Danmark. Han fik jobbet.

”Men det gik hurtigt op for mig, at hvis jeg skulle lave det her ordentligt, havde jeg brug for en redaktionel udvikler på redaktionen,” siger han.

Skrinlagt i et par år

Peter Jørgensen begyndte at lede efter en udvikler og dukkede en lørdag aften op til et såkaldt hackathon på Islands Brygge. Her fik han kontakt til den udvikler, som endte med at blive ansat. Politiken ansatte samtidig en tredjemand, som fuldendte et nyt data-team, der blandt andet arbejdede på navneprojektet.

”Det gik meget godt, men udvikleren blev begravet i andre opgaver, blandt andet et ret tungt projekt med ejendomsvurderinger, som jeg tror han lidt brækkede nakken på. Jeg tror også, mange på avisen havde svært ved at forstå, hvad det præcis var, han lavede, fordi der ikke kom så meget output. I start 2016 røg han i fyringsrunden. Vi var ellers kun en måned eller to fra at trykke på knappen til navneprojektet.”

Navneprojektet blev skrinlagt, fordi der ikke var ressourcer til at lave det færdigt. Det lå død i lidt over to år. Men i august 2018 så Peter Jørgensen et projekt, som Edinburgh Universitet havde lavet sammen med en lille engelsk startup, der hedder Flourish. Flourish laver visualiseringsværktøjer og har bl.a. fået støtte af Google News Initiative.

”De havde lavet en babynavne-database, som Flourish havde specialbygget til projektet. Jeg tænkte, at den skabelon måske kunne bruges til mit projekt, og skrev til dem. Det viste sig, at jeg nærmest kunne bruge det værktøj, som det lå,” siger Peter Jørgensen.

Så han fandt sin gamle research frem, tilføjede de nye årgange og ”nørdede fra top til bund”.

I Politikens navnedatabase kan du se udviklingen for dit eget navn – her eksempelvis, hvor mange personer der hvert år er blevet døbt Andreas.

Er blevet del af designafdeling

Projektet – og Peter Jørgensen – er flyttet rundt mellem redaktioner og chefer undervejs. I dag sidder Peter Jørgensen i Politikens designafdeling. Det synes han giver god mening, selv om han er uddannet journalist.

”Jeg har ofte den visuelle tilgang til datajournalistikken. Jeg kan godt lide, at det ser fedt ud,” siger han.

Alligevel er han undervejs i projektet blevet grebet af arbejdet med rå data og kodning. Hvor han før var afhængig af udviklere, kan han selv scrape og rense data i dag.

”Før tænkte jeg ”hvorfor har vi ikke nogen på avisen, der kan det her?”, men nu er jeg selv blevet grebet af det. Det er en lidt stejl læringskurve, men der åbner sig en helt ny verden med alt det, man kan selv.”

Alt for få lærer at kode

I marts udgav Dansk Journalistforbund fire rapporter i projektet Fagenes Fremtid, som kom med 29 anbefalinger til medie- og kommunikationsbranchen.

En af de væsentlige pointer i rapporterne er, at der er for få i medie- og kommunikationsbranchen, der gerne vil lære at kode.

Rapporterne tager udgangspunkt i en spørgeundersøgelse blandt DJ’s medlemmer. Næsten 28 procent af journalisterne i undersøgelsen, der tog en efteruddannelse, valgte sociale medier. Tallet var helt oppe på 39 procent for kommunikatørerne.

Til sammenligning valgte kun to procent af de adspurgte ’kodning af software’. Kun tre procent af journalisterne – og én procent af kommunikatørerne – valgte at lære om robotteknologi.

”Vi risikerer, at vi får nogle journalister, som efteruddanner sig til at være dygtige historieformidlere, men som ikke er klædt på til at agere i den teknologiske sammenhæng, de indgår i,” sagde medieforsker Aske Kammer til Journalisten i marts.

Har lært sig selv basal kodning

Peter Jørgensen har undervejs i sit navneprojekt forsøgt at give sig selv en forståelse for de basale begreber i kode, han har taget et kursus i kodesproget Python, og han har været til konferencer om datajournalistik.

Men han kan godt forstå, at der ikke er mange kolleger, som vælger at fordybe sig i kodning og den tekniktunge datajournalistik.

”Hvis du er en græsk gud til at skrive features eller portrætinterviews, så bliv ved med det. Kodning og andre datajournalistiske øvelser er jo ikke for alle,” siger han.

"Og lige præcis kodning er som at lære et nyt sprog – med grammatik og det hele. Det er svært at forvente af folk, som har et fuldtidsarbejde og børn, at de lige lærer et nyt sprog. Man skal virkelig sætte sig det for, og så skal man bruge det. Jeg havde selv spansk i gymnasiet, men i dag kan jeg ikke så meget andet end den klassiske med at bestille to øl, for jeg bruger det ikke,” fortsætter Peter Jørgensen.