I fredags blev data-journalistikken hyldet – og årets såkaldte NODA Awards uddelt – på The Nordic Data Journalism Conference i Stockholm.
DR var blandt vinderne: En data-tung artikelserie publiceret på dr.dk vandt prisen for bedste feature i 2017. Alle artiklerne tager udgangspunkt i et større datasæt fra Tinglysningen: Et statsligt register med oplysninger om ejendomme og grunde i Danmark.
Her har DR’s datajournalister hentet 26 millioner datarækker.
”Vi har afdækket en masse forhold, der handler om mursten og ejendomme, ejendomsværdi og ejendomsskat i Danmark,” opsummerer Katrine Birkedal Frich, redaktør hos DR’s Undersøgende Databaseredaktion, der står bag artikelserien.
Fra rockerborge til godsejere
Artikelserien handler om, hvor meget Danmark egentlig er værd. Der er fokus på alt fra Danmarks dyreste ejendomme til rockerborge og skattelettelser til adelige godsejere. I artiklerne er der visuelle illustrationer, kritiske analyser og artikler af mere overbliksskabende, informativ karakter.
Her er tre eksempler:
GRAFIK Her er de 50 dyreste ejendomme i Danmark
Ejendomsmægler: Jeg kunne sagtens sælge Rigshospitalet
GUIDE Boliger der minder om min er vurderet forkert – hvad så?
Juryens begrundelse for, at DR's dataredaktion skulle vinde, var, at de formåede at fortælle historierne i ”et nede-på-jorden-sprog og med imponerende visualiseringer.”
Redaktør fremhæver metode og research
Der var altså fokus på formidlingen. Men Katrine Birkedal Frich fremhæver først og fremmest gruppens research-arbejde.
”Der, hvor vi adskiller os, og hvor vi kan bidrage til DR Nyheder med noget, som er unikt og særligt, er gennem vores metode og vores måde at arbejde med data i nyhedsformidlingen. Vi kommer et spadestik dybere, og vi er rigtig glade for, at det er noget, som DR vil prioritere,” siger hun.
Hvis hun skal give ét godt råd til at komme i gang med datajournalistik, lyder opfordringen helt elementært: ”Just do it.”
”Det handler grundlæggende om at stille de spørgsmål, hvor man tvinger sig selv til at stikke et spadestik dybere i nogle tal for at få et svar. Så kan man bruge de tal til at gå videre ud og lave noget god journalistik.”
Du kan læse mere om, hvordan DR’s dataredaktion har gjort, her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.