Pressenævnet har i dag offentliggjort en kendelse, der på flere punkter udtaler kritik af Politiken for kronikken ”Højkonfliktskilsmisser er skjult menneskejagt”, som avisen bragte i juli.
Politiken får kritik for at have bragt en udokumenteret påstand om, at en tredjedel af 600 voldsramte kvinder har eksmænd, der er aktive i Foreningen Far.
Pressenævnet kritiserer først og fremmest Politiken for ikke at efterprøve påstanden, men også for efterfølgende ikke at have slettet påstanden fra politiken.dk.
»Det er vores ansvar«
Ansvarshavende chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard fortæller, at avisen nu vil rette ind:
»Vi er kede af at få kritik i Pressenævnet. I dette tilfælde har vi af egen drift beklaget i første omgang, og så er vi selvfølgelig kede af, at Pressenævnet ikke er tilfredse med den beklagelse. Vi vil nu rette ind efter Pressenævnets anvisninger,« siger han.
Vil være mere omhyggelige fremover
Bo Lidegaard forklarer videre, at Politiken fremover skal være mere omhyggelig med at efterprøve påstande – også selv om det gælder indhold i kronikker.
»Vi efterprøvede ikke påstanden, inden kronikken blev bragt, og det var det, vi skulle have gjort. Selv om der ikke er samme redaktionelle proces i kronik-genren som i andre genrer, så er det stadig vores ansvar, at der ikke optræder udokumenterede påstande i det, vi publicerer,« siger Bo Lidegaard.
»Vi vil være mere omhyggelige med at fange det i fremtiden, så det ikke ender med endnu en sag i Pressenævnet.«
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Er dette problemets kerne? Politiken (og pressenævnet) i en nøddeskal.