Politiken erkender: Eksperts parti-medlemskab burde være nævnt

Lektor i forvaltningsret Pernille Boye Koch optræder tit som ekspert i medierne. Men det fremgår ikke altid, at hun også er radikal politiker. »Det er en undladelsessynd,« siger Politiken-redaktør om det seneste tilfælde. »Jeg føler, medierne problematiserer det mere og mere,« siger hun selv
  • Pressefoto
    Ud over at være en hyppigt benyttet ekspert i medierne er lektor i forvaltningsret Pernille Boye Koch også 1. suppleant til Folketinget for Radikale Venstre. Men hendes politiske tilhørsforhold nævnes ikke altid, når medierne bruger hende som ekspertkilde.
04.05.2015 · 11:07

Hvornår bør en kildes politiske tilhørsforhold deklareres i en artikel, hvor vedkommende udtaler sig i rollen som ekspert?

Det principielle spørgsmål stiller Politikens journalister ifølge indlandsredaktør Bo Søndergaard sig selv, hver gang lektor i forvaltningsret Pernille Boye Koch er kilde i en artikel. Ud over at være en flittigt benyttet ekspertkilde i sager om blandt andet offentlighedsloven og kontrol med efterretningstjenester er Pernille Boye Koch nemlig også 1. suppleant til Folketinget for Radikale Venstre.

»Hun er helt klart en kilde, som er lidt besværlig for os, og som vi ofte har diskuteret. Netop på grund af de to roller. Jeg synes helt overordnet, at vi skal være ret præcise med hendes politiske karriere, som kører ved siden af hendes forskerkarriere. Det betyder konkret, at vi måske hellere skal deklarere hende en gang for meget end en gang for lidt,« siger Bo Søndergaard. 

Læsernes redaktør på Politiken, Bjarne Schilling, er enig:

»Og det er selvfølgelig især relevant at nævne, når hun udtaler sig om noget med politiske overtoner,« siger han.

»Vi burde have skrevet det«

Alligevel blev læserne ikke oplyst om Pernille Boye Kochs politiske tilhørsforhold, da hun senest optrådte som ekspertkilde i Politiken. Det skete for cirka en måned siden i en artikel om regeringens nye terrorpakke. 

Og det var en fejl, erkender Bo Søndergaard:

»Vi burde have skrevet det. Hun udtaler sig om regeringens politik, og de radikale er jo en del af regeringen. Derfor skulle vi have gjort opmærksom på hendes medlemskab af partiet i den konkrete artikel. Det er en undladelsessynd, at det ikke er gjort,« siger han.

I det konkrete tilfælde er Pernille Boye Koch citeret for at sige, at regeringens lovforslag rejser problemer i forhold til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Men andre gange udtaler hun sig mere ”regeringsvenligt”. Det gælder for eksempel en artikel fra januar 2014 med rubrikken ”Ekspert frikender Thorning i Christiania-sag”. Her nævnes det dog i artiklen, at hun både er suppleant og folketingskandidat for Radikale Venstre.

Burde man i sådan et tilfælde ikke bare have spurgt en anden ekspert i stedet?

»Det er svært at vurdere. Men generelt må man sige, at det er en fordel at styre uden om ekspertkilder, som kan have en dagsorden,« siger læserredaktør Bjarne Schilling.

»Nu har jeg ekspert-kasketten på«

Selv er Pernille Boye Koch mindre bekymret for, at hun kommer til at blande sine to forskellige kasketter sammen.

»Så længe jeg ved med mig selv, at jeg er lige så kritisk over for en socialdemokratisk minister, som jeg ville være over for en Venstre-minister, så ser jeg ikke noget problem. Men det er helt klart ikke nemt at springe ud som politisk aktiv, når man er universitetsforsker. Særligt ikke for mig, fordi mit faglige felt er den jura, som netop handler om ministre. Der ER dilemmaer og vanskelige afvejninger nogle gange,« siger hun.

Pernille Boye Koch fortæller, at hun enkelte gange har afvist at udtale sig til citat om en sag, fordi hun følte, det kom for tæt på. Og med årene er det et område, hun er blevet mere opmærksom på:

»Jeg tror, at jeg er ekstra opmærksom på kun at udtale mig om noget, som jeg ved falder inden for mit felt. Så folk ikke kan være mistænksomme over for mig. Og hvis der er tvivl om kasketterne, kan jeg også finde på at sige til journalisten, at nu har jeg ekspert-kasketten på. Hvis de vil have mig til at udtale mig mere holdningsbaseret, bliver det som politiker,« siger hun.

Bliver provokeret

At Pernille Boye Koch selv har fået skærpet sin opmærksomhed på sine to kasketter, hænger også sammen med, at hun oplever, at medierne er blevet mere opmærksomme på det.

»Jeg føler, at medierne problematiserer det mere og mere - der lader til at være en tendens til, at det oftere skal nævnes. Det er selvfølgelig sympatisk med åbenhed, men det provokerer mig også en lille smule. For jeg synes jo, at mange andre eksperter kan være usaglige og biased, men fordi de ikke er medlem af et parti, bliver det ikke problematiseret,« siger Pernille Boye Koch.

Ifølge Bjarne Schilling er det noget, en kilde som Pernille Boye Koch må leve med: 

»Når man som forsker melder sig ind i et politisk parti, må man jo finde sig i, at det, man siger, læses med andre briller,« siger han.

Kommentar

Seneste jobopslag

CRM konsulent i Børnecancerfonden - bliv en styrke for børnene

Børnecancerfonden
Ansøgningsfrist: 08.05

SoMe-redaktør til Vi Unge

Aller Media
Ansøgningsfrist: 25.04

Udviklingsorienteret redaktør til Mandag Morgen

Mandag Morgen
Ansøgningsfrist: 10.05

Nyhedsjournalist til DR Fyn

DR
Ansøgningsfrist: 22.04

DR Østjylland søger reporter

DR
Ansøgningsfrist: 23.04

Studentermedhjælp til kommunikation

Grundejerforeningssekretariatet Ørestad
Ansøgningsfrist: 25.04

KVINFO søger presse- og kommunikationsansvarlig

Kvinfo
Ansøgningsfrist: 23.04

Nyhedsvært til DR Nordjylland

DR
Ansøgningsfrist: 25.04

Chef til B&U

DR
Ansøgningsfrist: 29.04

Chefkonsulent og teamleder for seks kommunikationsrådgivere

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 05.05

Kommunikatør i Greenpeace

Greenpeace Norden
Ansøgningsfrist: 25.04

Er du en skarp kommunikator med bundlinjefokus?

Mødrehjælpen
Ansøgningsfrist: 23.04

Pressekonsulent til Rigshospitalet

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 23.04

Udlandsreporter til Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 23.04

Studentermedhjælp med flair for kommunikation

Ankestyrelsen
Ansøgningsfrist: 22.04

JOURNALIST TIL UGEAVISEN MIDTSYD

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 06.05

Forlagschef til Informations Forlag

Information A/S
Ansøgningsfrist: 22.04

Redaktionschef Printcentralen

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 22.04

Vil du svømme med på nyt succesmedie om vand?

Ingeniøren
Ansøgningsfrist: 23.04