På en skjult lydoptagelse fra en COP 15-demonstration råber politiet, at »Der står presse mellem bilerne, de skal satme have samme tur«, og han vil se »rødglødende stave«. Politiet finder ikke lydfilen kritisabel. (opdateret 10.47)
»Jeg ved, der står fyldt med presse foran, men de er i en risikozone, så det må de selv tage. I hugger bare til dem. De er en del af det, hvis de står der. Slut.«
Sådan lyder befalingerne tilsyneladende fra en af politiets indsatsledere under en COP 15-demonstration sidste år. Det viser en lydoptagelse, som DR er kommet i besiddelse af. Der bliver blandt andet råbt:
»Så vil jeg fandenrendemig se den stav der, så den bliver rødglødende, når vi skal op og have fat i den bil. Fuld skrue igennem det lort.« og »Der står presse mellem bilerne, de skal satme have samme tur.«
Formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregåd, er chokeret over lydoptagelsen.
»Jeg er rystet. Det lyser ud af indsatslederens sprogbrug, at han ikke har respekt for pressen og pressens arbejde. Den måde,tingene bliver sagt på, sender nogle helt forkerte signaler,« siger han til Berlingske Tidende. Han vil have en snak med politiet.
»Vi har normalt en god dialog med Københavns Politi, og her er der behov for at bruge den gode dialog til, at politiet giver en forklaring,« siger Mogens Blicher Bjerregård.
Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, er ikke meget for at komme med et klart standpunkt:
»Jeg har stor respekt for, at de betjente havde en voldsom opgave at løse med et Bella Center omringet af folk, der gerne ville lave ballade udenfor. Det er jo deres opgave at få det bragt til ende, og der var nogle voldsomme scener derude. Indtil videre må jeg bare sige, at det var en meget presset situation,« siger hun til Berlingske.
De Radikale og Enhedslisten har fordømt politiets opførsel, og SF har kaldt justitsministeren i samråd. Her vil Karen Hækkerup deltage:
»Jeg har kun hørt et par sætninger her og der taget ud af en sammenhæng. Nu kommer samrådet, og det vil jeg selvfølgelig også deltage i, og så finder vi så ud af, om det kan oplyses nærmere, hvad det er for en situation, de har stået i.«
SF's retsordfører, Karina Lorentzen, mener, lydoptagelsen beviser, at politiet gik over grænsen til nogle demonstrationer under topmødet.
»Det er det tydelige bevis på, at man ikke har skelnet mellem ballademagere og pressefolk,« siger hun til Ritzau.
Politiet selv mener ikke, at lydfilen er kritisabel. Københavns politidirektør, Johan Reimann, udtaler:
»Når man er helt ude i den spidse ende, så har man en anden sprogbrug, end hvis man står og taler almindeligt sammen.«
Det er ikke første gang, at politiet får kritik for grov behandling af pressen. Sidste år viste Journalisten.dk et videoklip, hvor en Politiken-fotograf bliver slynget rundt.
Det skete, selv om han i situationen efter eget udsagn »holder vores pressekort frem foran os og råber presse flere gange af vores fulde lungers kraft for at gøre klart, at det er dér, vi hører til,« fortalte Tobias Selnæs Markussen sidste år til Journalisten.dk, efter han havde fået en slyngetur af en betjent.
Også en Berlingske-fotograf fandt, at politiet var hårdhændet:
»De er unødvendigt voldsomme, når de smider os væk. Derudover virker det ofte, som om de simpelthen ikke ønsker, at vi er der og vil have os længere væk, end det er nødvendigt,« udtalte fotograf Mads Nissen efter en weekend med demonstrationer.
Daværende chefpolitiinspektør, Per Larsen, sagde efterfølgende:
»Jeg erkender, at vi på Østerbro havde en situation, hvor fotograferne ikke rigtig overholdt de spilleregler, vi havde. De stod rent faktisk oppe på nakken af os, mens vi håndterede anholdte, og det er jo ikke meningen med det.«
Han sammenlignede det dengang med, at fotografer heller ikke kan få lov til at stå på midten af plænen under en superligakamp i Parken.
Derudover påpegede han, at en ophidset stemning foregår på begge sider. Og at der i en anspændt situation:
»Nok ikke er tid til at tage så stort hensyn til fotograferne. Så kan det i nogle sammenhænge virke irriterende at have dem hængende på nakken uden i øvrigt at ville begrænse ytringsfriheden. Det drejer sig i al sin enkelhed om at få noget arbejdsro. Og så tror jeg, at den hurtige adrenalingennemstrømning gælder begge sider.«
(Opdateret 10.47: Diskussion om politi og fotografer)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.