Bo Lidegaard, der i går blev udpeget som ny chefredaktør for Politiken, står fra start for skud for sin rolle i både Muhammedkrisen og Klimatopmødet. I flere interview konfronteres han med de såkaldte politiske fadæser, som han angiveligt selv var involveret i. »Politikens journalister får ingen privilegeret adgang til oplysninger,« erklærer Bo Lidegaard.
Kan Politikens journalister regne med deres egen chefredaktørs hjælp, hvis – eller når – de fremover skal skrive kritisk om regeringens håndtering af det berygtede klimatopmøde eller Muhammedkrisen?
Sådan lød spørgsmålet adskillige gange i Deadline på DR 2 i aftes og her i dag i radioprogrammet P1 Morgen.
Bo Lidegaards fortid som topembedsmand i den danske centraladministration – herunder chefjobbet for statsministerens udenrigsråd og siden chef for statsministeriets Klimasekretariat, der rådgav tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens regering – har nemlig betydet, at han har været involveret i to af VK-regeringens mest omdiskuterede sager de seneste ti år: Den diplomatiske håndtering af Muhammedkrisen og Klimatopmødets fiasko.
Bo Lidegaard er således både blevet beskyldt for at være årsag til Klimatopmødets pauve resultat. Samt en del af de seneste årtiers største udenrigspolitiske nedsmeltninger. Ligesom Politikens redaktør for lederkollegiatet, Lars Trier Mogensen, i december 2009 skrev om Bo Lidegaards rådgivning af statsministeriet og den såkaldte 'Foghdoktrin', der blev en løkke om halsen på statsministeren.
Og Deadlines vært i aftes, Nikolaj Sommer, bad derfor blandt andet Bo Lidegaard forholde sig til, at hans nye arbejdsplads – Politiken – på lederplads i februar 2006 betegnede det som "den største diplomatiske fadæse i nyere dansk politik", at Anders Fogh Rasmussen ikke oprindeligt mødtes med de 11 ambassadører under Muhammedkrisen. Og hvorvidt Bo Lidegaard er enig i den leder fra Politiken?
Tre gange måtte han gentage spørgsmålet til Bo Lidegaard, der i stedet forsøgte at forklare sig med, hvordan Centraladministrationen arbejder og andre aspekter.
»Men er det den største diplomatiske fadæse?,« forsøgte Nikolaj Sommer sig atter:
»Altså, jeg ville ikke ind i at skulle sætte flueben ved hver enkelt leder eller mening Tøger Seidenfaden har haft,« svarede Bo Lidegaard i aftenens udgave af Deadline.
»Men jeg spørger dig, fordi Berlingske Tidende for nylig skrev, at det faktisk var dig, der stod bag den beslutning. Selvfølgelig var det formelt set Anders Fogh Rasmussen, der førte den ud i livet.
Men at det faktisk var dig der besluttede, at det … eller i hvert fald rådgav Anders Fogh Rasmussen om, at det ville være dumt at mødes med de her. Og så er det jo lidt paradoksalt, at du nu sidder i en chefstilling på en avis, der har kaldt det for den største diplomatiske fadæse?«
»Men nu tror jeg ikke Berlingske Tidende ved ret meget om, hvilken rådgivning, der blev givet i den konkrete situation.«
»Men vil du afvise, at det faktisk var dig, der gav det her råd til Anders Fogh Rasmussen?,« fortsatte Nikolaj Sommer.
»… og det er et rigtigt klogt princip, som jeg tror både embedsmænd og politikere, står sig ved at stå fast på, at den politik regeringen fører, den er regeringens ministre ansvarlig for. Det gjaldt naturligvis også den daværende statsminister.«
Herefter gik Deadlines vært direkte til spørgsmålet om, hvorvidt Bo Lidegaard som ny chefredaktør på Politiken vil være parat til at kritisere den regering, som han selv har været rådgiver for. Ikke mindst i ovennævnte sager, der ikke fik en heldig afslutning. Og hvor Politikens nye chefredaktør vil placere sin loyalitet.
Men også her måtte Nikolaj Sommer gentage spørgsmålene flere gange uden at få konkret svar, hvilket fik Deadlines vært til at forsøge sig med en konkretisering:
»Lad os tage en helt konkret situation, som du jo realistisk set kommer til at komme ud for, – nemlig at du på et redaktionsmøde på din avis, hører, at nogle af dine journalister er i gang med at skrive om noget du var helt tæt på. Du kender sandheden indefra. De er i gang med at skrive en artikel. Du ved, at det er forkert det, de er i gang med at skrive, fordi du kender situationen indefra. Hvad vil du så gøre? Vil du stoppe historien, og så sige, nu fortæller jeg jer, hvordan historien er? Eller hvad vil du gøre?«
»Jeg vil gøre ligesom enhver anden redaktør, og jeg vil være i den samme situation som enhver anden redaktør – nemlig at adgangen til de kilder, der belyser arbejdet indenfor den boks som er centraladministrationen – adgangen til de kilder går gennem aktindsigt; går gennem de regler, der er for, hvad man kan få adgang til og ikke adgang til. Jeg vil have den viden, jeg generelt har om, hvordan systemet fungerer. Og jeg vil agere på den basis.«
»Men så kan man have en situation, hvor Politiken skriver en historie, som du ved, er forkert, fordi du har inside informationer om, hvordan det foregik?«
»Prøv at vend spørgsmålet om. Der er stort set ikke en journalist i det her land, som ikke arbejder med såvel baggrundsinformation som direkte information på blokken. Det vil sige, enhver journalist taler med politikere og andre politiske aktører til baggrund. Og det danner selvfølgelig hele det billede…«
»Men Bo Lidegaard det er jo ikke det samme. Du har jo siddet helt inde i maskinrummet. Helt oppe på topplan. Du har givetvis en hel række oplysninger, som det ville være utroligt interessant at få at vide. Skal Politikens læsere ikke have adgang til de oplysninger i en eller anden form?«
»Politikens læsere skal have adgang til knivskap kulegravende journalistik på et hvilket som helst område – inklusiv områder, som den daværende regering har ført og hvor jeg har været rådgiver for den. Men Politikens journalister får ingen privilegeret adgang til oplysninger, som ligger ud over, hvad enhver journalist kan få adgang til gennem aktindsigt.«
»Men det vil sige… Jeg skal lige forstå … du vil ikke stoppe en historie i Politiken, som du ved er forkert, fordi du har informationer?«
»Jeg vil ikke være et omvandrende WikiLeaks. Og jeg vil ikke, hverken i konkrete situationer eller generelt – øse af insight,« sgde Bo Lidegaard til Deadline på DR2.
Også P1 Morgen forsøgte i dag at få svar på, hvorvidt Politiken-læserne kan have tillid til, at deres nye chefredaktør – Bo Lidegaard – ikke holder hånden over den fortid, han selv har været involveret i:
»Hvis der er en sag, som Politiken har engageret sig i, så er det Muhammedkrisen. Og mens Politiken og Tøger Seidenfaden harcelerede over Anders Fogh Rasmussen, så sad du jo som en af Foghs nærmeste rådgivere. Hvad vil du sige til de læsere, som nu er bekymret for, at det er dig – altså en gammel modstander – som nu overtager ledelsen af deres avis?,« spurgte radiovært Søren Carlsen på P1 i morges.
»Først vil jeg sige, nu var det ikke mig, der lagde linjen i Muhammedsagen. Det gjorde selvfølgelig den daværende statsminister,« svarede Lidegaard.
»Men du sad alligevel som en af hans nærmeste rådgivere?«
»Men de to ting skal man ikke forveksle. Det er politikerne, i den her konkrete situation jo den daværende statsminister, der lægger den politiske linje. Og det skal man aldrig være i tvivl om. Embedsmændene rådgiver jo den regering, der sidder – hvad enten det er den ene eller den anden.
Og det er ikke embedsmændene, der i sidste ende – hverken helt eller halvt eller kvart bestemmer, den politiske linje. Det gør de folkevalgte politikere. Det vil de i øvrigt også meget stærkt insistere på er både deres opgave og ansvar.«
»Så det fralægger du dig ethvert ansvar for…?«
"Næh – det gør jeg ikke. Næh jeg fralægger mig på ingen måde et ansvar for den rådgivning og de vurderinger. Men lad mig sige om Politiken og om min forgænger, at når du går ind i sådan en stilling, så vedgår du arv og gæld. Og i det her konkrete tilfælde, der er det med en særlig fornøjelse, at jeg vedgår arven efter Tøger.«
»Men overtager du Tøger Seidenfadens holdning i Muhammedsagen – eller skal avisen til at afspejle en anden holdning?«
"Jeg overtager den linje, som avisen kører, og som jeg fuldstændig kan identificere mig med, Det, at jeg gør det, det er jo ikke ensbetydende med, at jeg er enig i hvert et ord Tøger Seidenfaden har sagt i tidens løb. Eller hver en ting, han har gjort. Men den linje, han har lagt, den position, Politiken har indtaget i samfundsdebatten, er en, jeg fuldt ud kan identificere mig med.«
Hele Nikolaj Sommers interview med Bo Lidegaard fra Deadline i aftes kan genses her online. Søren Carlsens interview med Politikens chefredaktør kan downloades via hjemmesiden for radioprogrammet P1 Morgen.
12 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Efter Anders Fogh Rasmussens vens Bo Lidegaard tiltrædelse på Politiken ses en voldsom øget fokus på terrorbegivenheder på avisens web-udgave..
Ekstra Bladet anerkender, at der foreligger et navneforbud, selv om det angiveligt er nedlagt uden at pressen fik lov at protestere. Men besynderligt nok mener man på avisen, at sløringen på forsiden er fuldt ud tilstrækkelig. Og det sætter jo en stopper for yderligere debat.
Pressenævnets afgørelse i en tidligere sag slår dog fast, at den "sløring", EB har foretaget på dagens forside, ikke er tilstrækkelig.
@Jarl: DJ skal efter min mening ikke forholde sig til provokation X og Y. DJ bør - synes jeg - hæve sig op til det principielle og forholde sig til om de regler, der er, er de rigtige.
Når det så er sagt, så bør EBs barnagtige provokation i dag få konsekvenser. Men det må domstolene tage sig af. Og så kunne denne sag måske også være interessant at få behandlet i Journalisten.
Hej,
Det som jeg stadig håber på i det kommende - eller næste igen, tag jer bare tid - print-nummer af Journalisten er historien bag historien om ansættelsen af Lidegaard. Det er en indlysende opgave for fagbladet. OK at man citerer Sommers interview på hjemmesiden. Jeg husker en god kollegas råd i tidernes morgen - hvis du ser 10 journalister løbe den ene vej, så løb den anden...det holder stadig.
vh Chr. Barfoed
Når I nu er færdige med at interessere jer for teknikaliteter som "god citatskik", så ville det jo være velgørende, hvis DJ og dets medlemmer foholdt sig til Ekstra Bladets utilslørede provokation og udfordring af navneforbuddet med dagens forside af en "kendt advokat", som íkke levner mange i tvivl om, hvem mon kan være.
Jeg tvivler ikke på at historien er sand fra ende til anden, men vi har en lovgivning her i landet, som medierne -præcis ligesom alle andre - har at overholde og hvor det i modsat fald bør få nogle drastiske konsekvenser.
Det som jeg og mange andre spørger os selv, det er: Hvorfor må Ekstra Bladet - og ikke alle vi andre borgere - åbenlyst forbryde sig mod lovgivningen, og giver det mening at diskutere "presseetik" når EB gang på gang bevidst overskrider samtlige etiske grænser?
Hvornår skrider politikerne ind og får lavet en lovgivning som giver domstolene mulighed for at idømme Ekstra Bladet så hårde bøder, så det begynder at tage lovgivningen alvorligt?
Så længe Ekstra Bladet får lov at opføre sig som de gør bør al debat om pressetik suspenderes. For det giver ingen mening, så længe EB ikke tager reglerne og lovgivningen alvorligt.
Flere