Sara Høyrup er træt af ikke at få æren for det arbejde, hun har lavet. Men det har hun desværre måttet vænne sig til. For som litterær oversætter glider man ofte i glemmebogen, når en ny bog omtales og anmeldes i nyhedsmedierne.
For nogle dage siden blev bogen ’En norsk tragedie’ af Aage Storm Borchgrevink omtalt i forskellige medier, blandt andet i Information, der citerede uddrag af bogen. Men ingen steder kunne man læse, at Sara Høyrup stod bag de danske ord – hvilket ifølge ophavsretsloven giver hende halvdelen af ophavsretten til den danske tekst.
»Det er lidt sjovt, at man omtaler udenlandske værker som noget, der bare er kommet på dansk ud af den blå luft. Og det er en ligegyldighed, der ikke stemmer overens med, hvor opmærksomme journalister er på selv at blive krediterede. Jeg synes, det siger noget om, hvordan journalister ser på oversættere – som kontordamer, der ikke selv skaber indhold,« siger Sara Høyrup, der er DJ-medlem og også arbejder med oversættelse af udenlandske artikler til danske aviser.
Oversætter har 50 pct. ophavsret
Hun ærgrer sig både over den manglende faglige anerkendelse, men rent forretningsmæssigt er det også et problem, når hun bliver udeladt af bogomtalen.
»Jeg går glip af noget markedsføring. I forvejen er reallønnen for oversættere faldet helt vildt, så det eneste, der næsten er tilbage, når man har oversat en bog, er æren og markedsføringen.
Sara Høyrups oplevelser er ikke en enlig svale, fortæller Morten Visby, der er formand for Oversætterforbundet, som er en undergruppe i Forfatterforeningen.
»Det er et ret stort problem. Jeg tør ikke sige, om det sker i 40, 50 eller 60 procent af tilfældene, men ofte bliver oversætterne udeladt af bogomtalerne, og vi oplever, at det er en stigende tendens,« siger Morten Visby.
Han fortæller, at der er to sider af problemstillingen med manglende kreditering af oversættere. Det ene er, når der citeres større uddrag af bogens tekst. I de tilfælde er det lovpligtigt at kreditere oversætteren, der har 50 procent af ophavsretten, og her vælger Oversætterforbundet til tider at rejse erstatningskrav – bl.a. er det sket i forbindelse med oplæsning af tekster på DR og TV 2.
Brud på god skik
Det andet problem er, når bøgerne kun citeres i små uddrag eller måske blot omtales. Her sker der ifølge Morten Visby ikke deciderede lovbrud, men det, han betegner som brud på god skik.
»Der går vi dialogens vej og spørger redaktørerne: Er vi ikke enige om, at man bør det her, og at det at nævne oversætteren er en god og gratis ting? Ofte oplever vi så, at der bliver rettet op på det i online-versionen. Men vi oplever nogle gange en hånlig konstatering af, at vi bare vil have vores navne i avisen. Og det er ret krænkende, når man som oversætter har lige så stor ophavsret som forfatteren,« siger Visby.
Han fortæller som eksempel, hvordan Information i efteråret havde konstrueret en stor europæisk litterær kanon af 50 værker, der løbende blev omtalt i avisen.
»Hele pointen med dette projekt var, at nu skulle man mærke den europæiske kultur og identitet gennem disse værker, der i al deres forskellighed holdt Europa sammen. Men oversætterne til det sprog, der gør, at vi i Danmark kan læse bøgerne, blev ikke nævnt ved et eneste af værkerne. Selv om man naturligvis nævnte forlag, udgivelsesår, fotograferne bag forfatterportrætterne osv.,« fortæller Morten Visby.
Krediteres i anmeldelser – ikke i interviews
Han havde efterfølgende en dialog med Informations litteraturredaktør, Peter Nielsen, der ifølge Visby var meget lydhør over for hans argumenter.
»Men det var så ikke noget, der fik ham til at ændre holdning,« siger Mogens Visby med henvisning til artiklen i Information om ’En norsk tragedie’, der er skrevet af netop Peter Nielsen.
Peter Nielsen forklarer imidlertid, at det på Information er reglen, at man minimum nævner oversætterens navn i bogoplysningerne ved en anmeldelse.
”Vi insisterer på at nævne oversætteren i respekt for deres arbejde med den konkrete bog og i forhold til at berige det danske sprog. Sker det ikke, hvilket er meget sjældent, er det en beklagelig fejl,« skriver han i en mail til Journalisten.
Men i artiklen om ’En norsk tragedie’ var det dog ikke en fejl, at oversætter Sara Høyrup ikke blev nævnt.
”I forbindelse med Aage Borchgrevink så var der tale om et interview og ikke en anmeldelse. Derfor var det ikke oplagt at nævne oversætter. Når vi anmelder bogen, skal vi selvfølgelig nævne oversætteren,” skriver Peter Nielsen.
Er det ikke relevant at nævne oversætteren, når man i sin artikel citerer den danske oversættelse?
"Jo, relevant, men ikke et must."
Forstår frustrationer
Han forklarer i forhold til serien om den europæiske kanon, at det var selve det litterære værk – ofte på originalsproget – der var i fokus.
”Derfor havde vi ikke de danske oversættelser med i det tilfælde, bøgerne var oversat. Vi kunne have gjort det, men det ville have været ekstra serviceoplysninger, som vi af hensyn til plads måtte droppe.”
På Politiken har litteraturredaktør Jes Stein Pedersen stor forståelse for oversætteres frustration, når de ikke bliver nævnt i forbindelse med en bogomtale.
»Det har en kæmpe sprogpolitisk betydning, når oversættere arbejder med det danske sprog og lader det blive udfordret af fremmede sprog. Så selvfølgelig kan jeg forstå, at man som seriøst arbejdende oversætter bliver ked af, når der bare står, ’De sataniske vers’ af Salman Rushdie, og ikke, at det er Thomas Harder, der har oversat,« siger Jes Stein Pedersen.
Han fortæller, at det på Politiken er reglen at nævne oversætteren sammen med bogens faktuelle data, men at anmelderne er velkomne til at nævne oversætteren i brødteksten.
»Vi ved godt, at vi skal holde os i ørerne med det her. Om vi altid får gjort det … det gør vi nok ikke. Men vi prøver at blive bedre.«
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
hvis information ikke engang gider sige, det var en forglemmelse, men faktisk synes, at det her er en gangbar begrundelse: "vi sparer da de 22 anslag, det ville tage at kreditere oversætteren, hvis oversættelse vi citerer fra, når vi trykker artikler af denne eller hin art i anledning af den danske udgivelse" - så er der godt nok lang vej igen, før det indgår i almindelig avispraksis at respektere oversætternes arbejde.
og jeppe, interviewet handler da ikke om forfatteren, men er et interview med ham om værket.
nu er det så også krukket at ville krediteres ... man skal høre meget, før ørerne blafrer. i øvrigt skrev kulturredaktør peter nielsen faktisk ikke færre end to artikler om bogen uden at finde det nødvendigt at kreditere oversætteren (et interview med citat fra oversættelsen og en kommentar, der skrællede forfatterens tekstanalyse af breiviks kompendium). jeg synes, det er en underlig begrundelse, at oversætteren ikke skal krediteres, fordi det ikke er en anmeldelse, når nu man skriver og informerer i anledning netop af den danske oversættelse af værket.
Det er klogt af Morten Visby at gå dialogens vej, når redaktører konsekvent glemmer at kreditere oversættere, som naturligvis skal have anerkendelse for deres vigtige arbejde, og ideelt set skal en anmeldelse også forholde sig til oversættelsens kvalitet, hvis anmelderen er i stand til at vurdere den. I Skønlitteratur på P1, hvor jeg er redaktør og vært sammen med min kollega, er vi ret omhyggelige med at kreditere oversætteren og forlaget, når vi interviewer en udenlandsk forfatter, men måske er det glippet i ny og næ. Tidligere i år fik vi en mail fra Forfatterforeningens jurist, der absolut ikke brugte dialog. Hun mente nemlig at vi havde krænket en oversætters ophavsret ved ikke at nævne hendes navn, og der medfulgte et veritabelt erstatningskrav på vistnok et par tusinde kroner for en lille oplæsing. Vi afviste, fordi vi rent faktisk krediterede oversætteren i programmets slutning, hvor vi samlede en del kolofonoplysninger, og naturligvis blev oplæsingen rapporteret of afregnet efter gældende takster. Modstræbende undlod juristen at forfølge sagen, men skrev dog at vi burde kreditere oversætteren i tilknytning til indslaget og ikke i slutningen af udsendelsen (som juristen altså ikke havde hørt færdig inden hun sendte et erstatningskrav!). Hertil svarede vi, at programmet disponeres og redigeres af OS, ikke af Forfatterforeningens jurist.
Selvfølgelig skal oversætter nævnes i anmeldelser, men i et interview, der ikke handler om oversættelsen, men om forfatteren - og hvor der blot citeres en smule - så er det måske lige på grænsen til det krukkede at kræve byline. Måske er journalister også krukkede, når det gælder citater, men det er så til gengæld aldrig deres egne navne, der fremgår, men blot virksomhedens/avisens.
Flere