”Journalistik er en af de vigtigste professioner i samfundet, og det er vigtigt, at vi holder fast. Vi skal ikke have flere wannabe-journalister, ikke flere copy/paste-journalister. Det vil jeg kæmpe for at sætte på dagsordenen.”

Sådan lyder det fra grønlandske Irene Jeppson, der sidst på eftermiddagen lørdag blev udpeget som ny formand i Kreds 7, Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiiffiat, som dækker journalisterne i det 2.166.000 km² store Grønland og har godt 100 medlemmer.

Trækker sig i utide

Et par timer inden da tullede den afgående formand Leif Hendriksen og resten af bestyrelsen rundt og forberedte dagens generalforsamling. Han har meddelt, at han trækker sig i utide, så der er mulighed for kampvalg.

Vi er på restauranten Nasiffik på lystbådehavnen i den grønlandske hovedstad, Nuuk. Et virvar af grønlandske og danske gloser fyger gennem lokalet, da de sidste deltagere drysser ind i omfavnelser og hjertelige hilsner.

Ud over fire bestyrelsesmedlemmer og Journalistens udsendte er 12 kredsmedlemmer mødt op. Det er færre end forventet.

”Hvad søren, smider du bukserne,” joker en kvinde til en anden, som er ved at tage sine overtræksbukser af.

Hun griner forlegent.

Udenfor fyger sneen, et nyt snevejr begynder så småt at tage form. Indenfor er der lunt, der er te og kaffe på kanderne, og en kanelstang er stillet frem.

Taler fra hjertet

For enden af restaurantlokalet har bestyrelsen taget plads på række som ved et pressemøde. På den vinrøde væg bag dem hænger lokal kunst og en planche, hvorpå der med blå tusch er formuleret en dagsorden. Et af punkterne lyder: ’Valg af bestyrelse – ny formand og kasserer’.

”Jeg har ikke sat mig ned og skrevet en tale til nationen,” indleder Leif Hendriksen sin beretning. Han har rejst sig og står iført hvid T-shirt og mosgrøn fleececardigan og ser ud i salen.

”Jeg taler fra hjertet,” siger han, gestikuler med en hånd for brystet.[factbox:0]

Der er forskellige årsager til hans aftrædelse, fortæller han, men i sidste ende forlader han kredsen, fordi han flytter fra Nuuk til Danmark.

”Kort efter at jeg blev valgt sidste år, gik det desværre lidt galt. Jeg blev afskediget som tekniker på min arbejdsplads og havde en lang bøvlet tur.”

Oveni trak overenskomstforhandlingerne meget ud sidste år, siger han, men parterne endte heldigvis med en aftale. Og kredsen har en sund økonomi, men også en skrøbelig økonomi, fordi medlemstallet er faldet lidt:

”Men vi har plus på kontoen,” afslutter han. ”Det var Radioavisen. Tak for 11 års støtte.”

Alle klapper.

Da dirigent Najâraq Egede spørger, om der er kommentarer, tager et medlem ordet:

”Jeg vil bare sige tak til Leif for alle de kampe, han har kæmpet for os. Når der har været problemer på vores arbejdspladser, har han altid været der.”

Kontingent og tangenter

Næste punkt på dagsordenen er regnskab, men kredsens revisor er ikke dukket op. Han er til en anden generalforsamling, så de udskyder punktet og går til næste: ”Fastsættelse af kontingent”.

En indvender, at det er svært at diskutere kontingent uden at have set regnskabet. En anden vil vide, hvor meget medlemstallet er faldet.

”I de gode tider,” svarer Leif Hendriksen, ”har tallet været 120. Nu er det 108 – inklusive fire studerende.”

Faldet forklarer bestyrelsen dels med, at flere har fået lederstillinger og derfor trukket sig, og at andre har skiftet stand til kommunikation.

”Hvad har I som bestyrelse gjort for at fastholde medlemmer?” vil et medlem vide.

”Vi prøver at snakke med dem om, hvad vi er. At vi er den forsikring, der helst ikke skal bruges. Rygdækningen, hvis du en dag kommer i klemme på din arbejdsplads, er det, du betaler for – det er ikke for at få et kulørt blad en gang om måneden. Den reminder har mange værdsat,” svarer Leif Hendriksen.

”Flere kommentarer til punktet?” spørger han.

”Hvilket punkt er det egentlig?” spørger en.

”Fastsættelse af kontingent,” svarer han efter en kort tøven. ”Ja, vi røg lige ud ad en tangent …”

Enlig formandskandidat

Et forslag om udkast til retningslinjer i forbindelse med efter- og videreuddannelsespuljen vedtages med fuldt flertal, og så er det tid til formandsvalg.

Er der nogen, der stiller op, spørger dirigent Najâraq Egede.

”Mig,” lyder det fra en sortklædt kvinde i hjørnet, ”Irene Jeppson.”
Lettede klapsalver og spontane udbrud af superlativer.

”Er der andre?” spørger dirigenten.
Det er der ikke.

”Nå. Irene Jeppson. Vi vil meget gerne høre din valgtale, selv om du er den eneste.”
”Den har I jo læst på Facebook,” svarer hun.

”Det er ikke alle, der har Facebook.”
”Jeg gør det kort,” siger hun og slår over i grønlandsk.

Efter talestrømmen tilføjer hun til Journalistens udsendtes lettelse, at hun lige tager det på dansk også:

”Jeg har været en af dem, der overvejede at melde mig ud, fordi der skete for lidt. I efteråret forsøgte jeg at starte en debat, fordi jeg følte, det var ærgerligt, at der ikke var nogen, der skulle starte på journalistuddannelsen,” siger hun med henvisning til bl.a. et læserbrev i avisen Sermitsiaq.

Wannabe-journalister

Journalistik er et af samfundets vigtigste erhverv, siger formandskandidaten, og det er farligt, at menige folk på sociale medier bedriver noget, der ikke er journalistik, men ligner.

”Der er opstået en masse wannabe-journalister. Folk æder det råt uden at sætte spørgsmålstegn. Og der er en grund til at bekymre sig, for vi er en udskældt race. De sidste par år har der været en del hetz,” siger hun og tilføjer, at grønlandske journalister ofte møder kritik for at være svage og partipolitiske.

”Jeg har savnet en stærk forening. Den har været meget tavs.”

”Hørt!” lyder det fra salen.

”Og jeg synes, vi har haft en tendens de sidste par år, hvor pressemeddelelser har fyldt meget i mediebilledet,” fortsætter hun.

”Det er meget sjældent, at vi laver vores egne historier. Jeg frygter lidt landstingsvalget her om et øjeblik, for jeg er bange for, at politikerne kommer til at styre ræset. Vi kan jo sagtens, hvis vi arbejder sammen,” slutter hun til klapsalver.

Forvirring om valg

Det tidligere bestyrelsesmedlem Mariia Simonsen taler om gamle cirkusheste og duften af savsmuld og siger, at hun gerne vil støtte op om den nye formands tanker og visioner. Så hun melder sig som kasserer.

Der opstår lidt forvirring om, hvem der er på valg, og hvem der ikke er. Bestyrelsesmedlemmerne Henriette Simonsen og Jonas Fievé er ikke, men pludselig finder de ud af, at næstformanden Dorthe Olsen er. Genopstiller hun?

”Hvis andre vil, tror jeg gerne, jeg vil trække mig. Men jeg har faktisk slet ikke overvejet det,” siger hun lidt perpleks.

Den afgående formand bryder ind og siger, at han personligt vil anbefale, at Dorthe Olsen fortsætter. Det bakkes op af salen, og hun ender med at genopstille.

Der vælges tre suppleanter, og det besluttes, at valget af fællestillidsrepræsentant udlægges til bestyrelsen. Og at de fire delegerede, der skal sendes til Fagligt Forum i København i april, bliver bestyrelsen.  

Den forsinkede revisor

Revisoren er stadig forsinket. Ventetiden bliver slået ihjel med en navnerunde til ære for Journalistens udsendte. Flere er tilknyttet KNR, Grønlands svar på DR. Nogle stykker skriver eller har skrevet for en af de landsdækkende aviser AG og Sermitsiaq. Andre arbejder med kommunikation i Selvstyret og i private virksomheder.

Seancen tager desværre kun nogle få minutter.

”Skal vi spille kort?” spørger en.

Pludselig ankommer Knud Østergaard fra Grønlands Revisionskontor.

Han gennemgår møjsommeligt regnskabet, som har nogle knaster, og efterfølgende spørger et medlem, hvor stor en arbejdsbyrde kredsen egentlig er for revisoren. 41.000 kroner i salær lyder af meget, synes hun.

”Det er det også, svarer han. ”Og ved du hvad? Det kunne faktisk være meget billigere.”

”Hvordan?”

”Journalister er nogle rodehoveder. Vi bruger meget tid på at lede efter dokumentation og udgifter. Hvis vi nu fik tingene i et ringbind, hvor tingene lå i den rigtige orden, ville vi spare noget tid.”

Medlemmet foreslår, at den nye kasserer tager et møde med revisoren. Formanden tager ordet: ”Jeg synes, det er synd at forklejne vores afgående kasserers arbejde. Det er forkert at kalde det sjusk,” siger han, men medgiver, at dokumentationen godt kunne have været bedre.

Regnskabet godkendes, og revisoren sendes ud af døren. ”Hils derhjemme,” siger en.

Der er lidt snakken frem og tilbage, og forsamlingen når til enighed om, at kredsen fortsætter med samme revisor, og at kontingentet forbliver uændret.
”Tak for god orden og desværre ikke det helt store fremmøde, men tak til jer, der trods alt er mødt op,” siger den afgående formand, inden bordene ryddes, og middagen kan begynde.