Sneen knirker og knager under to gummisåler, som bærer rundt på en omtrent 100 kilo tung krop. Det er en onsdag morgen i februar. Termometeret viser 22 graders frost, men på grund af vinden – syv meter i sekundet – føles det som 34. Korpusset tilhører Kenneth Elkjær, og han banker støvlerne af og slår døren op til KNR’s redaktionslokale på Issortarfimmut .

Ved parkeringspladsen foran bygningen flyver der ravne rundt på størrelse med store katte. KNR holder til i de øverste etager, i underetagen er der en møbelforretning, som også sælger snescootere.

”Grønland havde altid virket dragende på mig”

Vi er i Grønlands hovedstad, Nuuk, hvor Kenneth Elkjær til sommer har boet i to år.

[quote:0]

Egentlig var han en glad nyuddannet journalist, dengang for to år siden, med fast job som jourhavende på BT i en københavnsk avisverden, hvor en kontrakt med en permanent stilling anses som en lottokupon med stor gevinst. Han havde også en andelslejlighed på Islands Brygge, og hans kæreste, der er sygeplejerske, havde fast job på Rigshospitalet.

Alligevel trak det i ham at prøve noget andet. Det meste af sit liv havde han drømt om at kombinere arbejde med at komme ud og opleve verden.

”Og Grønland havde altid virket dragende på mig,” siger han. 

Han har stort fuldskæg og taler østjysk. 

Kenneth Elkjær er født i Randers i 1988 og opvokset i den lille by Assentoft, hvor hans forældre har boet i det samme hus hele hans liv. I mange år var han nysgerrig på den fjerne del af Rigsfællesskabet, og på Journalisthøjskolen lavede han hovedopgave om grønlændere i Danmark. I den forbindelse stødte han på grønlandske medier. Okay, tænkte han – man kan faktisk godt blive journalist i Grønland uden nødvendigvis at være god til grønlandsk. Pludselig, mens han var i fuld sving med at gøre karriere på BT, blev der slået en stilling op som redaktør på KNR. Han søgte den, og efter en Skype-samtale blev han tilbudt jobbet.

”Midt i maj sagde jeg til min chef: Kan jeg stoppe 1. august, for jeg har fået et job i Grønland. Det var svært, for jeg kom som helt nyuddannet og havde fået en betroet post som jourhavende på et af Danmarks største digitale medier målt på læsere. Men folk kunne heldigvis godt forstå mig.”

Alle kender alle

Grønland er et stort land, men et lille samfund. Der er 17.000 indbyggere i hovedstaden og 56.000 i hele Grønland. I Nuuk er der et gymnasium, et par folkeskoler, en international privatskole, et bibliotek. Hvis man har bil, kan man køre lige præcis 11 kilometer fra hovedstadens ene udkant ved lufthavnen til den anden. Så stopper vejen. Har man snescooter, ski eller hundeslæde, ligger indlandsisen og hele landet åbent, og har man båd, er det ikke kun landet. Men ellers er man afhængig af Air Greenlands hundedyre flyvemaskiner, hvis man vil væk. Den eneste mulighed for at komme ud af landet fra Nuuk går med fly til Kangerlussuaq og videre til København eller Reykjavik. Landets dramatiske naturgeografi lægger en dæmper på tempoet – det er langtfra unormalt, at de røde fly til og fra Kangerlussuaq er forsinket i et par timer, nogle gange endda en dag eller flere.

Hvordan dækker man så kolossalt et land uden infrastruktur og med så få indbyggere, at alle kender alle?

Vigtigt at være borgernær

I forhold til BT er KNR ”journalistik-journalistik-journalistik”, siger Kenneth Elkjær, der i dag er radio- og webredaktør på KNR. 

Selvfølgelig er der en del praktiske ting, men fokus er, at hvis redaktionen har lavet en god historie, så er den god efter journalistiske kriterier – det handler ikke om forretning, underholdning eller antallet af facebooklikes.

Modsat BT, indskyder Kenneth Elkjær, er KNR ikke afhængig af trafik- og reklameindtægter, eftersom stationen er public service-finansieret og hvert år får omkring 60 millioner kroner af Selvstyret.

Hvad definerer en god historie heroppe?

”Grønland er så lille et land, at det er vigtigt at være borgernær. Barren for, hvornår vi laver en historie, er nok lidt lav, hvis du ser det med danske øjne.”

Hvordan?

”Alle historier behøver ikke vedrøre hele nationen, men hurtigt kan en historie – selv om den er lille – vedrøre fem procent. Når der er en strømafbrydelse i en bygd med 300 mennesker, så er det en historie, for ellers bliver de mennesker jo aldrig hørt. Vi har en vigtig rolle, for vi er det eneste daglige medie på grønlandsk. Derfor er det vigtigt, at folk føler sig repræsenteret.”

”Heroppe er vi ved at bygge et land op”

For tiden lurer især et emne under alle historier: Løsrivelse. Mens vi i Danmark diskuterer ghettoudspil, burkaforbud, udligningsreform og udflytning af statslige arbejdspladser på nogle hundrede kilometer, diskuterer grønlænderne, hvornår – og hvordan – de kan blive uafhængige af Danmark. 

”Det er en vanvittigt spændende tid at være i Grønland,” siger Kenneth Elkjær.

”Mange diskussioner, vi har, går på: Bringer det her os tættere på eller fjernere fra en selvstændig nation? Næsten alt handler om, hvordan Grønland skal være som nation. Når man sammenligner med de politiske diskussioner, der finder sted på Christiansborg, og som de danske medier er optaget af, kan man godt tænke: Hvor er det nogle ligegyldige symbolpolitiske ting, vi er optaget af. Heroppe …” siger han og holder en pause for at markere kontrasten, ”… heroppe er vi ved at bygge et land op.”

Verdens måske sværeste sprog

[quote:1]

Grønlandske medier udkommer på to sprog. I aviserne er samtlige artikler – store som små – trykt på dansk og kalaallisut, grønlandsk. Radio, tv og web fra KNR (Kalaallit Nunaata Radioa) er også tosproget, og derfor arbejder mange af journalisterne i par: En grønlænder og en dansker. På den måde har de optimale forudsætninger for at tale med kilder, som ofte kun taler et af landets to officielle sprog.

”Som dansk journalist må man tage hatten af for de dobbeltsprogede grønlandske journalister, som skal beherske både verdens måske sværeste sprog og så et andet meget svært sprog. Jeg ville have det stramt med, hvis jeg både skulle interviewe og formulere mig på dansk og engelsk, men hvis det var dansk og grønlandsk … Det er meget imponerende,” siger Kenneth Elkjær.

Der er ikke længere nogen grønlandske dagblade, men avisen Sermitsiaq udkommer ugentligt, og AG udkommer tirsdag og torsdag. De har hver deres redaktion, som hver tæller cirka fem journalister, men efter en fusion i 2010 har de fået samme ejer og udgiver.

Grønlandske medier læner sig op ad danske medier

Ph.d.-stipendiat ved Roskilde Universitet og Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) Naimah Hussain har tidligere arbejdet som journalist på KNR og Nuuk TV. Den journalistiske arbejdsdag her adskilte sig en hel del fra den, hun kendte fra DR og Politiken, bemærkede hun. Derfor gav hun sig i kast med en ph.d.-afhandling, der skal kortlægge den grønlandske journalistik.

”Grønland er speciel, fordi det er et lille samfund, som har været en koloni og stadig er præget af det tætte forhold med Danmark,” siger hun.

Det kommer for eksempel til udtryk ved citatpraksis, hvor grønlandske medier læner sig meget op ad danske medier og danske vinkler på internationale historier, ligesom der bruges mange danske eksperter.

”Det skyldes selvfølgelig, at der ikke er så mange grønlandske kilder til rådighed, og at de danske kilder kan interviewes på dansk – men man kunne også styre mod Island eller Canada og USA.”

[quote:2]

Tidligere var der flere lokalaviser og især lokalradiostationer, fortæller hun. De findes stadig, de lokale radiostationer, men de drives af frivillige kræfter, der sjældent er journalistisk uddannet. Efter AG og Sermitsiaqs fusion er der nu reelt kun ét mediehus, der udgiver avis, men med to selvstændige avisredaktioner. Nuuk TV, der indtil for nylig lavede nyheder, er også holdt op, og KNR har reelt monopol. Og også heroppe kradser aviskrisen:

”Oplagstallene falder, og folk gider ikke betale for avisjournalistik,” siger hun. ”Til gengæld hører folk absurd meget radio.”

Valget den 24. april

24. april går grønlænderne til valg. Et valg, der ifølge de lokale journalister kommer til at handle om især selvstændighed og fiskekvoter. Men det bliver næppe et valg, som de grønlandske medier kommer til at spille nogen stor rolle i. Som Kenneth Elkjær siger, kunne både den politiske og den undersøgende journalistik godt være i bedre forfatning i Grønland.

”Vores nyhedsafdeling består af 20 mennesker, som hver dag skal levere til tre platforme på to sprog. Det er klart, at det er svært at sige: ’Prøv at undersøge det her i 14 dage’,” siger han og slår ud med armene.

Det er også svært på aviserne. Da AG og Sermitsiaq fusionerede, halverede de deres medarbejderstab, og i dag er der bare en håndfuld journalister på hver redaktion.

Afsløringer bliver dog gravet frem.

For nylig lavede Kenneth Elkjær og en kollega en historie baseret på aktindsigt om, at en delegation fra den grønlandske regering bestående af tre politikere, fem embedsfolk og en ægtefælle havde rejst fra Grønland til Kina og tilbage igen på businessclass. Det kostede 397.000 kroner. Historien fik ikke nogen stor gennemslagskraft, og i et skriftligt svar meddelte landsstyreformand Kim Kielsen, at han ikke mente, der var noget problematisk i hverken rejsen eller transportformen.

Sådan ender det tit med journalistik i Grønland, og det er en stor udfordring, siger Kenneth Elkjær. 

Ingen journalistisk fødekæde

Det forhold, at der er så få medier, gør ifølge Naimah Hussain, at der er meget lidt konkurrence – og derfor heller ingen fødekæde.

”I Danmark tager man ofte et andet medies historie op og bygger videre,” siger hun.

”Når medie-loopet ikke rigtigt eksisterer, og når regeringen ikke giver interview, men bare sender en pressemeddelelse, som medierne bringer, ja, så dør historierne hurtigt. Der er ikke tradition for at gå hårdt til politikerne, og der er ikke den her horde af andre medier og eksperter og organisationer og kommentatorer, der udtaler sig. Derfor er det sjældent, at journalistik får stor impact.”[quote:3]

Nogle nyheder får imidlertid et selvstændigt liv på sociale medier. Historien om den tidligere landsstyreformand Aleqa Hammonds bilagssag havde for eksempel kraftig gennemslagskraft – ikke mindst fordi facebookdebatter bragte nyt liv til historien, og der blev organiseret protester, siger Naimah Hussain.

”Men generelt dør historier hurtigt sammenlignet med i Danmark, hvor der er langt flere aktører til at samle op, finde nye vinkler og nye kilder og på den måde fortsætte dækningen.”

Svært at finde uafhængige kilder

En anden tilbagevendende udfordring er kilderne. Der er i sagens natur ikke mange af dem, og de går ikke på mediekurser, hvilket ifølge Kenneth Elkjær bevirker, at de kan være meget forsigtige med at udtale sig. Fordelen kan være, at journalister undertiden får ærlige snakke med dem, fordi de ikke er trænede i at svare det samme hver dag, siger han: ”Det kan egentlig være ret befriende.”

I sine undersøgelser og i sin egen tid som journalist har Naimah Hussain også oplevet udfordringen med at finde uafhængige kilder.

”Der mangler ekspertkilder, men også helt almindelige cases,” siger hun. ”Alle kender hinanden, så der kan opstå habilitetsproblemer. Men når man er få, der færdes samme steder, har man også kortere vej til mange historier.”

Et eksempel er et af dagens indslag i KNR. I en ny musikteaterforestilling, der hylder crooneren Laarseeraq Svendsen, er hovedrolleindehaveren ansat på KNR, men har orlov. Hvordan dækker man den så?

Vinkler om overgreb

Et andet emne, der er på dagsordenen på dagens redaktionsmøde, er overgreb. Næsten hver tredje af alle unge grønlændere har været udsat for seksuelle overgreb. Det dokumenterede en FN-rapport i 2017. Kenneth Elkjær leder det daglige redaktionsmøde, som finder sted i et lille mødelokale med skriggrønne persienner.

”I sidste uge kørte vi tre vinkler om overgreb,” indvender en journalist på mødet.

”Vi skal måske overveje, om vi vil bombardere befolkningen i seks uger med det her. Folk skal også gide tænde tv’et.”

Der bliver stille.

”Det er klart, at vi skal være opmærksomme,” siger Kenneth Elkjær.

For tiden kører kampagnen Ullut Tamaasa (”Hver dag”), som er et samarbejde mellem UNICEF og selvstyret, der sætter fokus på overgreb. Den er meget synlig, både i bybilledet og på KNR. Journalister i Grønland er dygtige til at lave serier og debatprogrammer om svære emner som overgreb, incest, drab, selvmord og alkoholisme, mener Naimah Hussain. 

”Tidligere har det måske været tabu, men sådan er det ikke længere. Hver gang der er en ny rapport, nye tal eller en ny kampagne, så dækker de det,” siger hun.

”Nogle gange arbejder journalisterne sammen med en ngo, som nærmest leverer kilder til dem og på den måde sætter ekstra fokus.”

Kenneth Elkjær mener heller ikke, at hverken medier eller politikere er berøringsangste, når det gælder svære emner som for eksempel incest.

”Vi går til det med den balance, der skal være, ligesom når man dækker selvmord og andre svære ting. De her emner er særligt relevante i Grønland, det må vi bare erkende. Og så må vi forholde os til det på en saglig måde, for det, vi skal huske, er, at mange af de lyttere, der sidder derude, er jo dem, det handler om.”[quote:4]

Oplever du slet ikke, det er tabu blandt journalister?

”Nej. Det, folk fortæller, er, at der er tabuer i de små samfund. Hvis det er en fra bygden, der har gjort det, er det svært for de lokale myndigheder. Alle kender alle. Men vi holder os ikke tilbage, selv om det er et ømtåleligt emne – man skal bare huske nuancerne. ”

Vinterfangst og dårligt vejr

KNR’s newsroom er formentlig kongerigets smukkest placerede redaktion. På den anden side af de store vinduer er der sneklædte klipper, alle steder man kigger hen. I garderoben er der næsten lige så mange langrendsski og stave, som der er frakker og støvler, for langrendssporet ud af byen går lige udenfor. Et tv, omkring 70 tommer stort, viser TV 2 News’ båndsløjfe, som otte dage efter Prins Henriks død fortsat er i selvsving.

”Vinterfangst for erhvervsfangst af rensdyr forlænget,” råber nyhedsoplæseren Karsten Sommer ud i rummet fra sin plads i hjørnet af kontorlandskabet.

Karsten Sommer er en ældre herre med en fantastisk radiostemme og en tupilak i lædersnor om halsen. På hans T-shirt står ordet ”inuit” med store bogstaver. Han har været i Grønland siden slutningen af 1980’erne, før det producerede han musik for Røde Mor, var med til at starte ’Det Elektriske Barometer’, ’Tværs’ og ’P1 på P4’.

Der opstår lidt diskussion om, hvorvidt det med vinterfangst er en nyhed. De når frem til, at fangsten kun er forlænget i nogle dele af landet på grund af dårligt vejr, og det har KNR allerede fortalt.

Grønlandsk sælsuppe

Kenneth Elkjærs telefon kimer. Det er Jørgen Semionsen, en KNR-journalist, der har kontor i det sydlige Grønland. Han ringer for at fortælle, at højskolen Sulisartut har fået tre gange så mange elever fra nytår som normalt. Det er måske en god historie.

”Jørgen, nu jeg har dig,” siger han ned i telefonen. ”Er der noget nyt i Gudrun-sagen? Nu er det jo noget tid siden, hun forsvandt.”

En institutionspige forsvandt for tre måneder siden efter en bytur. Dagen efter blev der fundet to støvler, en på hver side af søen. Hele lokalsamfundet ledte efter hende, men politiet indstillede til sidst eftersøgningen.

Kenneth Elkjær tøver et øjeblik, mens Jørgen Semionsen svarer i den anden ende.

”Nå, det forestillede jeg mig heller ikke,” lyder det lidt skuffet fra redaktøren.

Tidligere på formiddagen har Karsten Sommer bedt Kenneth Elkjær speake et telegram til 12’eren.

”Åh nej,” råber Sommer pludselig fra sit hjørne.

”Hvad nu?” siger Kenneth Elkjær og afbryder sin samtale med en anden journalist.

”Suaasat,” siger nyhedsoplæseren og lægger tryk på hver stavelse. ”Det hedder ikke susaset.”

Redaktøren har åbenbart speaket ordet ’suaasat’, den grønlandske sælsuppe, forkert. Han forsvinder ned til en af redaktionens tre lydtætte bokse for at speake om.

10 minutter senere er den gal igen.

”Hvad i alverden er det, du siger,” råber Karsten Sommer og afbryder Elkjær, der sammen med den grønlandske oversætter er ved at gennemgå vejrudsigterne.

”Du siger ikke suaasat. Su-aa-sat,” siger han. ”Suaasat.”

Han flår sine hovedtelefoner af.

”Jeg siger selv ordet,” siger han og sukker. ”Det er ikke for at være ond.”

”Nej, nej, det er fint. Det er bedre, end at der bliver sagt noget vrøvl,” siger Kenneth Elkjær.

”Ellers bliver der ballade ude på de sociale medier.”

Facebook er Grønlands forsamlingshus

To ud af tre grønlændere er på Facebook. Det er ”virkelig Grønlands forsamlingshus”, siger Kenneth Elkjær, og det er både godt og skidt. For mens det sociale medie på mange måder har gjort journalisternes job lettere, har det også givet mange grønlændere, der er utilfredse med medierne, et hørbart talerør.

”Tonen, når det gælder vores arbejde, er virkelig blevet skærpet på Facebook. Flere og flere debattører vælger i stedet for at debattere det, vi skriver om, at anfægte de journalister, der skriver. ’Hvorfor tager I det op? I modarbejder selvstændigheden, I modarbejder udviklingen. Hvorfor er der overhovedet danske journalister og redaktører?’”

Kenneth Elkjær er ikke selv så hårdt ramt af det, for han ser kun det, der bliver skrevet på dansk, og det grønlandske, han forstår.

”Men mange af mine grønlandske kolleger er påvirkede. Det er jo et meget lille samfund. De, der skriver noget på Facebook og kommenterer vores artikler, er de samme mennesker, som mine kolleger møder i Brugsen, og folk, hvis børn de går i skole med.”

Har det den konsekvens, at journalisterne bliver mindre tilbøjelige til at dække nogle specifikke områder?

”Nej,” svarer han.[quote:5]

”Ikke endnu. Men det gør, at vi redaktører skal være ekstra opmærksomme på at give journalisterne en ballast til at tro på sig selv, når de går ud ad døren. For der er en virkelighed på sociale medier, som også er der, når de har fri. Da jeg begyndte heroppe, kunne man ligesom udpege de her fire-fem mennesker derude, som bare ikke magter KNR. Det var, hvad det var. Men i dag er der mange flere på banen, og det tryk er blevet værre.”

Oplever du selv at blive angrebet?

”Det er ikke så slemt. Der er nogle, der pointerer, at vi danske journalister og redaktører ikke forstår grønlandsk kultur. Og det er jo svært at argumentere imod. Men jeg sidder omgivet af grønlændere og danskere, der har boet her hele livet. Så hvis jeg fyrer en dårlig idé af, skal jeg nok få at vide, at den er dårlig.”

En del af Danmark – i hvert fald lidt endnu

Lidt før klokken 12 indfinder den grønlandske nyhedslæser Mads Lynge sig i KNR’s radiostudie. Han læser de grønlandske nyheder op og afslutter med en vejrudsigt, der varer over to minutter. Som dansksproget kan man kun genkende ord som ”Sisimiut” og ”Nuuk”. Da han er ved at være færdig, indfinder Karsten Sommer sig også og rømmer sig.

”Vi skal alle blive bedre til at tale med børn, der har været udsat for overgreb,” indleder han og sætter et indslag på, som to journalister har lavet i løbet af dagen, hvor en ansat i en institution opfordrer til, at andre ansatte bliver efteruddannet til at blive bedre klædt på til at spotte den slags. Der er også et indslag om et problem med Selvstyrets mailsystem, et om en ny restaurant i Nuuk, et om et angreb i Syrien, et om forfatteren Ole Brandt, der ville være blevet 100 i dag, og sidst indslaget om crooneren Laarseeraq Svendsen, der nu bliver hyldet i en ny musikteaterforestilling – det er den, hvor en KNR-medarbejder spiller hovedrollen. Dobbeltrollen bliver ikke nævnt.

”Og vejret for resten af dagen og i nat,” siger han. ”Qaanaaq og Upernavik får mest skyet vejr med mulighed for lidt sne af og til, temperaturer mellem 15 og 22 graders frost. Strækningen fra Umanak til Sisimiut får klart eller let skyet vejr, men lokalt kan det blive mere skyet. Resten af vestkysten får letskyet til skyet vejr med sne eller snebyger af og til, vinden tiltager i løbet af dagen med risiko for vindstød op til stormstyrke. Temperaturer fra 15 til 20 graders frost.”

Sådan fortsætter han hele landet rundt. Det land, som er større end Spanien, Frankrig, Tyskland, Italien, Storbritannien, Portugal, Holland og Belgien – tilsammen. Og hvor der altså bor lidt færre mennesker end i Svendborg Kommune. Det land, som er en del af Danmark.

Lidt endnu i hvert fald.