search

Modvind

Klimakommissær Connie Hedegaard har ændret sin kommunikation om klima: Færre løftede pegefingre og skræmmekampagner og mere fokus på, hvad du kan spare, hvis du slukker strømmen eller smider mindre mad ud. Journalisten satte sig for at undersøge, om klimapolitik skal formidles uden idealisme, hvis den skal virke. Vi har fulgt kommissæren i fire dage.

”Statoil har ringe tro på klimamålene,” står der på forsiden af den norske erhvervsavis Dagens Næringsliv, som jeg læser i flyet mod Luxembourg.
”Statoil snakker varmt om at nå klimamålene, men tror ikke nok på det til at lægge klimasucces til grund for investeringer,” lyder det videre.
Artiklen er illustreret med et foto af to mænd i jakkesæt og slips, der ser alvorlige ud. Problemet med klimapolitik i en nøddeskal, tænker jeg.
Seriøse slipsedrenge, som ser ud, som om de har styr på tingene, men som ikke sætter handling bag ordene, når det gælder.
Jeg har fået lov at rende i hælene på Danmarks klimakommissær, den tidligere journalist og redaktør Connie Hedegaard, i fire dage. Jeg må ikke komme med til de hemmelige møder – og dem er der mange af – men jeg vil prøve at forstå, hvordan hun kommunikerer om klimaet. Både til alle jakkesættene og til almindelige mennesker.
»De holder møder hele tiden, men sker der noget? Gør de noget ved det, eller bliver det ved snakken? Det, vi gerne vil vide, er: Er det hele bare varm luft? Tror hun selv på det?« sagde min redaktør.
Jeg gennemlæser mine spørgsmål i flyet. De emmer af journalistisk kynisme. Klimapolitik handler om at redde verden. Men er der overhovedet plads til idealisme i politik?

De seneste måneder har en af de største overskrifter i Connie Hedegaards kalender været ”EU’s klimamål 2030”. Europa-Kommissionen har fremlagt konkrete forslag til klimamål, som de mener, EU-landene skal forpligte sig på. I marts besluttede alle EU’s regeringschefer, at der skal ligge en aftale senest i oktober 2014.
Kort sagt går det ud på, at EU-landene skal udlede mindre CO2 i 2030, at landene skal være mere energieffektive, og at der skal være mere vedvarende energi.
Tiden er knap – som den stort set altid lader til at være, når vi taler klima. I slut september er der et stort klimatopmøde i New York. Her vil Connie Hedegaard gerne kunne tale på vegne af hele EU. Og i 2015 afholder FN COP21 – en kæmpestor klimakonference i Paris, som flere af mine kilder de kommende dage døber ”København to komma nul”. Det er en listig måde at sige, at verden får en chance mere for at redde klimaet efter katastrofen ved COP15 i København. Ved COP21 forstår jeg, at det er helt afgørende, at EU-landene står sammen. Det gjorde de nemlig ikke ved COP15.
Men de fælles klimamål møder modstand, og lande som Polen og Tjekkiet stritter imod, fordi kravene er for skrappe. På mødet i Luxembourg skal miljø- og klimaministrene mødes og se, om de kan komme tættere på hinanden, så Connie Hedegaards plan kan lykkes.
Den danske kommissær har spist morgenmad to gange. Først med sine partifæller, de konservative ministre, der kommer på mødet. Og bagefter med en gruppe lande, der kalder sig Green Growth Group. Gruppen tæller for eksempel Danmark, Sverige, England, Frankrig og Belgien – lande, der alle støtter Connie Hedegaards krav. Samtidig mødtes Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn i den såkaldte Visegrad-gruppe – de er skeptiske.
Det hele handler om på forhånd at aftale, hvad de skal sige på mødet om lidt. Det fortæller Hedegaards talsmand, Isaac Valero Ladron, en nydelig mørkhåret herre med kraftige øjenbryn og et stort smil. Jeg møder ham i det enorme EU-kompleks Kirchberg lidt nord for Luxembourg centrum. Han finder mig i pressecenteret lidt i 10.
Isaac Valero Ladron har arbejdet med klimapolitik i snart syv år. De sidste tre et halvt har han været Connie Hedegaards talsperson. Også han har travlt og må løbe, men imens vi giver hånd, når jeg lige at stille ham det spørgsmål, det hele handler om.
Hvad er egentlig det letteste og det sværeste ved at fortælle om klimaet?
Han smiler.
»Det lette er, at det er det rigtige at gøre. Det svære er, at det tager lang tid. Vi ses senere.«
Klimaet er ikke først på dagsordenen i dag. Først skal ministrene se, om de kan blive enige om nye regler for genmodificerede afgrøder. Den debat trækker ud. Meget. Så meget, at Isaac Valero Ladron ringer til mig en halv time efter, at Connie Hedegaard skulle være gået i gang med sin tale.
»Det hele er forsinket. Hvis du vil, kan du lige få Connie hurtigt nu? Jeg kan ikke love dig, hvor meget tid du ellers får,« siger han.
Jeg takker ja, og han henter mig ind gennem slusen til de gemakker, hvor pressen ellers ikke må komme. Det er her, ministre og embedsmænd står og hvisker i hjørnerne.
I en cafe sidder Connie Hedegaard med en embedsmand og bladrer i papirer. Hun er irriteret over, at klimadelen af mødet er skubbet, men virker ikke overrasket. Vi hilser pænt på hinanden, og jeg skynder mig at spørge:
Hvad skal du sige lige om lidt?
»Omkring halvdelen af de ministre, der sidder derinde nu, var jeg sammen med i morges. Om lidt vil der komme noget om Polen op. EU har forpligtet sig på nogle mål, men polakkerne har problemer. De kan ikke nikke til det arbejde, vi har lavet. Men de har ikke villet sige, hvad de så forestiller sig, der skal ske i stedet. Det fik vi ikke svar på for tre uger siden. Jeg har tænkt mig at sige til medlemsstaterne – ”kom nu frem”. Ellers har vi et problem i Paris,« siger Connie Hedegaard.
Hun taler fattet og hurtigt. Efter hver sætning kigger hun på sin medarbejder for at se, om tiden er inde til at gå tilbage til ministrene.
Hvad er det svære ved at kommunikere klima?
»Det vanskelige er kompleksiteten. Vi forsøger netop at gøre det konkret. Det skal ikke kun handle om gletsjere, der smelter. Det handler også om, at vi kan gøre en masse ved ikke at smide så meget mad ud. Opgaven er at nedbryde de store klodser til noget, folk kan handle på. Det handler om at gøre klimaet konkret: Hvad koster det, hvis vi handler nu, i forhold til hvis vi ikke gør noget.«
»Men sådan et rådsmøde som det her er nok det dårligste sted at se det. Det er jo indforståede mennesker, der mødes. I dag handler det om proces, hvordan kommer vi fra A til B? Det er ikke interessant for ret mange andre end ministre.«
Så tikker en besked ind på en af de mobiltelefoner, der ligger på bordet. Hun stopper midt i en sætning. »Er det nu?« Medarbejderen nikker. Connie Hedegaard hilser høfligt farvel og iler ind ad en dør. Jeg tager det stykke chokolade, hun ikke nåede at spise, og finder live-transmissionen fra mødet på min mobiltelefon.
Få minutter efter går hun på.
»Nu er det nødvendigt, at medlemsstaterne siger, ikke kun hvad I ikke kan gøre, men også hvad I har tænkt jer at gøre. Jo mere konkrete input, vi får fra medlemslandene, desto bedre bliver det arbejde, vi laver.«
Hun tog ikke fejl, da hun sagde, at det her næppe er interessant for mange andre end ministrene selv. Den ene minister efter den anden skiftes til at læse taler op, som de næppe selv har skrevet, og som er proppede med så mange forbehold og fyldord, at de stort set ikke siger noget. Det er dog – hvis man lytter godt efter –muligt at høre forskel på de lande, der er mest skeptiske over for Connie Hedegaards udspil, og de lande, der er mest positive.
»Landbruget er en stor sektor for os, og der står vi over for store udfordringer. Nu må vi se på, hvad der er muligt og mest omkostningseffektivt,« siger den irske minister. Kritisk.
»Vi må og skal udlede mindre CO2 og bruge færre fossile brændstoffer. Hvis man ikke fører en resolut politik, kan det ikke lade sig gøre,« siger den hollandske. Positiv.
Jeg mister hurtigt interessen. I stedet begynder jeg at luske rundt i presserummet for at finde andre journalister, der ser ud til at kede sig.
På vej tilbage fra pressens restaurant hører jeg en dansk stemme i salen. Det er Ritzaus journalistpraktikant Kit Lindhardt, som er den eneste dansker ud over mig, der dækker rådsmødet. Hun har boet i Bruxelles de sidste fire måneder. Jeg spørger, om hun er overrasket over noget.
»Nej, overhovedet ikke. Tværtimod kan man sige, at alt er gået præcis som forventet,« siger hun.
Joeh. Men GMO trak jo ud, så det hele måtte skubbes …
»Helt som forventet. Faktisk har jeg allerede ringet til kilderne og fået reaktioner på de nye regler for GMO. Det gjorde jeg i går. Det hele er for længst aftalt på COREPER-niveau,« siger hun. COREPER er der, hvor landenes embedsmænd mødes og aftaler det, ministrene sidder og læser op nu.
Hvad med klimamålene?
»De kommer ikke til at beslutte noget, de skal bare diskutere. Der har lige været et møde for nylig, og der kommer et om lidt igen, hvor de skal tale om det samme. Det er bittesmå skridt.«

Inden jeg tog til Luxembourg, talte jeg med Gitte Seeberg. Hun er tidligere medlem af Europa-Parlamentet for de Konservative. I dag er hun præsident for Verdensnaturfonden i Danmark, hvor klima er en af de store overskrifter for tiden. Og så var hun medstifter af Ny Alliance, der som bekendt blev splittet ad. Så hun ved både noget om EU, klima og benhård politik.
Når man ser på klimaet, kan man jo også godt tænke: Nå ja, men sker der egentlig noget? Er det måske derfor, det er svært at kommunikere klimaet – fordi der simpelthen har været for mange nederlag og for få sejre?
»Jo, COP’erne kan jo ikke siges at have været nogen succes. Men der sker en masse gode ting andre steder, som mange overser. For eksempel erhvervslivet, som i dag er meget mere frontløbere, end politikerne og regeringerne er. Der sker faktisk mange ting, men der er behov for, at politikerne tør træffe nogle vigtige beslutninger.«
i»Det gør de jo ikke alle sammen, her i Danmark har vi en regering og et folketing med ret høje ambitioner. Men der er selvfølgelig behov for nogle sejre, for hvis du ved, det ikke lykkes, så gider statsministrene jo ikke komme til møderne. Ingen vil have en fiasko klæbende til sig. På den måde må vi også konstatere, at efter COP15 er det ikke første geled, der deltager længere.«
Men så bliver det jo også mindre spændende for os i medierne, når de store pinger ikke gider komme?
»Præcis. Derfor er det også Connie, der tit skal trække læsset. Og hatten af for det. Så spændende er det jo ikke at rejse hjem til danskerne eller tyskerne, eller hvor du er fra, med endnu et nederlag i tasken,« siger Gitte Seeberg.

Rødbetrukne stole, optagere og laptops over det hele og en klassisk EU-scene med to store EU-flag, der dingler dovent fra gyldne flagstænger på hver side af en stor skærm. ”C. HEDEGAARD Commission” står der på det midterste navneskilt.
Ministrene er færdige. Nu er der pressemøde. Connie Hedegaard kommer ind med syv mænd i jakkesæt og slips. Hun er den eneste, der smiler.
»Efter dagens diskussion kan man roligt sige, at processen er på sporet. Selvfølgelig er der diskussioner om, hvem der gør hvad. Det er aldrig let at fordele byrderne. Men der er enighed om, at det haster, og der er et fælles mål om at nå til enighed om de overordnede klimamål inden vores deadline i oktober,« siger Connie Hedegaard fra scenen, da det bliver hendes tur.
Efter pressemødet finder jeg ned i pressebaren. Her møder jeg Kit Lindhardt igen. Jeg spørger hende og Sveriges Radios Jens Möller, hvilken historie de har tænkt sig at lave herfra.
»GMO,« siger Kit Lindhardt.
»GMO, helt sikkert,« siger Jens Möller.
Hvorfor skriver I ikke om klimamålene?
»Fordi der med GMO var en beslutning. Der kommer nye regler nu. Derfor. Klimaet var jo mest snak. Faktisk ender klima – desværre – tit med at være mest snak,« siger Jens Möller.
Hvad mener I om Connie Hedegaards måde at kommunikere på?
»Hun gør det rigtige. Hun er nødt til at holde fast og sige igen og igen, hvorfor det her er vigtigt. Hun tror også stadig på en aftale til oktober. Det kommer jo ikke til at ske,« siger den svenske kollega.
Kit Lindhardt ryster også på hovedet.

Connie Hedegaard er gået direkte til nye møder, men Isaac Valero Ladron har tid til en kop kaffe. Jeg møder ham i pressebaren. Han smiler stadig og mener, at rådsmødet gik, som det skulle. En »mellemstation«, kalder han det.
»Målet var at få en offentlig debat, så vi – og pressen – kunne se, hvad de enkelte lande mener. Budskabet i dag er, at processen er på sporet, mener jeg. Vi kan godt nå en aftale inden oktober.«
Jeg har lige talt med nogle journalister. De tror ikke på en aftale til oktober …
»Vi kan ikke tage noget for givet, men jeg tror på det. Næste gang, politikerne skal diskutere det her, er det regeringscheferne. De har magten til at beslutte klimamålene, hvis de vil.«
Isaac Valero Ladron forklarer mig tålmodigt, hvordan spillet fungerer.
»Connie Hedegaard er selv en gammel ulv i det her spil. Hun ved, hvor alle landene står. Lige nu handler det meget om Polen.«
Dybest set skal Connie Hedegaard forsøge at vinde så mange regeringer, og den offentlige opinion, over på sin side. Så kan hun og de lande, der støtter hende, presse Polen.
Det er ikke første gang, Connie Hedegaard strides med Polen. For tre år siden fremlagde Europa-Kommissionen en klimaplan for at reducere udledningen af CO2 frem mod 2050. Men i sommeren 2012 nedlagde Polen veto. Det betød, at Connie Hedegaard måtte rejse til klimatopmøde i Rio uden at kunne tale på vegne af EU. Det er det, Kommissionen frygter vil ske igen.
Jeg beder Isaac Valero uddybe det, han sagde tidligere: Om det lette og svære ved at kommunikere klima.
»Klima handler om, at du betaler en pris på kort sigt for at få en fordel på lang sigt. Passer det overhovedet til menneskets adfærd? En måling i USA viste for nylig, at 90 procent af amerikanerne hellere ville have 100 dollar nu end 200 dollar om to måneder. Jeg tror, de fleste mennesker – især i krisetider som nu – ser kortsigtet på det.«
Derfor har Europa-Kommissionen de seneste år – med Connie Hedegaard i spidsen – lagt kommunikationsstrategien om.
»Vi prøver at komme væk fra den dystre ’se hvor galt det vil gå-fremtid’, for borgerne gider ikke høre på det. Løftede pegefingre virker ikke. Nu satser vi på at fortælle, hvordan du både kan gavne klimaet og dig selv, her og nu,« siger Isaac Valero Ladron.
Han peger på kampagnen ”A world you like. With a climate you like”, som Kommissionen har kørt de seneste to år. Den har netop vundet tre priser for god kommunikation.
Kampagnen forklarer, hvad du kan spare klimaet for ved for eksempel at isolere dit hjem, skifte lyspærer, købe genbrugstøj, cykle og lade være med at smide så meget mad ud. Kampagnen kørte også på sociale medier, og der blev udskrevet en konkurrence, hvor borgere fra hele Europa indsendte skæve ideer til at skåne klimaet.
Det lader til, at kommunikation om klimaet er gået fra at være idealistisk – red verden, fordi du kan – til mere realistisk – det kan klimaet gøre for dig. Hvorfor er det sket?
»Det er et godt spørgsmål. Du har ret i, at vi har prøvet at gå væk fra idealismen. Nu prøver vi at fokusere på, at du med små skridt kan få små fordele, og samtidig bidrager du til et stort i fremtiden. Jeg tror på, at den idealistiske fortælling om klimaet har tabt. Det skyldes også krisen. Hvis du har svært ved at få job og betale dine regninger, så har du ikke overskud til at kæmpe for klimaet. Derfor skal vi vise, hvad du får ud af det. En stærk klimaindsats skaber jo arbejde til de arbejdsløse.«
Isaac Valero Ladron kalder sig selv ”optimist”. Men han erkender, at det kan ramme politikere og embedsmænd, at idealismen ikke er nok.
»Man ser tit, at de gamle rotter begynder at hænge med snuden, efterhånden som de opdager, hvor langsomt tingene faktisk går. De bliver hyperrealister.«
Jeg vil gerne spørge Connie Hedegaard, om hun mener, det nytter noget, det hele. Er hun idealist? Men det bliver ikke endnu. Jeg ser hende kun kort, da jeg passerer hende i flyet om aftenen. Næste stop for os begge er Folkemødet på Bornholm. Det skal vise sig, at jeg ikke er den eneste, der har pakket de kritiske spørgsmål.

Connie Hedegaard er i færd med at tegne blå EU-stjerner på en hvid T-shirt, da jeg kommer til EU-teltet på Cirkuspladsen i Allinge fredag morgen. Nogle unge entreprenører – meget unge – er i gang med et projekt, hvor de skal lære at tjene penge. De har fået den ide at lade kendte tegne T-shirts, som de så vil sælge. ”Det her bliver en bestseller!” griner Connie Hedegaard ironisk, mens hun signerer den.
Det er svært at finde større modsætninger end rådsmødet, hvor alt foregår mellem linjerne, i korridorerne og er klappet af til mindste punktum, og så Folkemødet, hvor enhver kan prikke klimakommissæren på skulderen på havnen i Allinge.
De spørgsmål, jeg har grublet over i Luxembourg, bliver stillet igen og igen – af journalister, af borgere, af lobbyister.
»Hvorfor er klimaet vigtigt?« spørger ordstyrer Martin Breum i en session, hvor Connie Hedegaard skal debattere klimapolitik med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.
»Den ene ting er, at det handler om at passe på vores klode,« starter Connie. »Den anden er, at der er arbejdspladser og vækst i det.«
De to ting kommer hun til at sige mange gange på Folkemødet.
»Men der er jo ingen faste mål endnu? Altså, EU-landene er ikke blevet enige om noget, der er ikke lykkedes noget på papir?« prøver Breum.
»Nej, men vi har lavet et udspil, som der bliver arbejdet på lige nu. Det er ambitiøst, men realistisk. Der er mange, der ikke kan lide det. Der er mange finansministre, der slet ikke kan lide det. Det bliver svært. Men vi tror faktisk på, det kan lade sig gøre,« svarer kommissæren.
Jeg følger i hælene på Connie Hedegaard ved en række andre arrangementer. Fælles for dem er, at hun igen og igen bliver konfronteret med spørgsmålet ”nytter det noget?” og ”er vi overhovedet kommet nogen vegne?”. Det mest imponerende er, at hun ikke bliver træt af al den modvind, tænker jeg. Tværtimod ser hun næsten ud, som om hun kan lide det.
Dagen efter Folkemødet ringer Connie Hedegaard til mig. Hendes program har både i Luxembourg og på Folkemødet været så stramt, at hun simpelthen ikke har haft tid til et interview, ud over de minutter der var i cafeen i Luxembourg. Nu har jeg chancen. Jeg er blevet lovet syv minutter, men spørger, til jeg 28 minutter senere bliver afbrudt.
Journalisterne, jeg mødte i Luxembourg, var skeptiske. Kom I nogen vegne med det rådsmøde?
»Ja, der kom for eksempel det ud af det, at jeg fik talt med de progressive lande om morgenen. Nu har syv landes ministre skrevet et fælles brev til mig, energikommissæren og kommissionens formand om, hvor vigtigt det er at sætte fokus på energieffektivitet. Det kom jo ikke ud af selve mødet, men af de ting, vi laver i marginen af mødet.«
Hun giver ikke meget for, at klimaet er for ukonkret til at kommunikere og forstå.
»Det kommer meget an på, hvad det er. Hvis du tager klimamålene for 2030, så er det på sin vis langsigtet, men på den anden side er det ikke spor mystisk: Det handler jo om, om vi skal have nogle mål eller ej, og målene er helt konkrete.«
Flere af dem, jeg har mødt, taler om, at klima er en idealistisk sag – det handler om at redde verden. Men samtidig kan det være svært at være idealist, når man sidder på et rådsmøde og slås med de små skridt. Vil du sige, at du er idealist?
»Hvis man som politiker ikke har en ide om, hvad man vil, så skal man nok finde noget andet at lave. Jeg har selvfølgelig noget, jeg vil. Men jeg indgår også hele tiden kompromisser og aftaler, ellers kan du ikke nå nogen resultater.«
Hvordan balancerer du idealisme og realisme i din kommunikation?
»Der er jo ingen modsætning mellem at sige ”sluk lyset” og så pege på, hvad du kan gøre. ”A world you like, with a climate you like”-kampagnen handler både om at gøre klimaet konkret og om at have en positiv tilgang til det. Vi siger ikke kun ”uha, polerne smelter!” Når du har forstået det, så vil du vide, hvad du kan gøre ved det – uden at du må gå klædt i sæk og aske.«
»Der er faktisk tid til at handle. Hvis vi gør noget nu, kan vi stort set bevare vores livsstil. Hvis vi ikke gør noget, så kommer vi ud i et samfund, hvor politikerne ender med at fortælle dig, hvad du skal gøre. Det er sådan set det, det handler om.«
Nu har du efterhånden været i politik længe. Har du ændret din måde at kommunikere om klimaet på?
»Både når jeg befatter mig med politik, men også for eksempel som vært på ’Deadline’, så er der en fællesnævner: Tiltroen til, at det nytter noget, at mennesker diskuterer samfundet. Borgerne er ikke idioter, de forstår godt tingene, hvis de bliver forklaret, og man skal ikke tale ned til folk. Det er desværre en tendens i medierne, at man snobber nedad. Men hvis der er noget, jeg har lært som folketingsmedlem, som ’Deadline’-vært, som minister og som kommissær, så er det aldrig at tale hen over hovedet på folk.«
Du får hele tiden spørgsmålet ”nytter det noget?” Hvad er det vigtigste, du har udrettet som kommissær?
»Jeg vil sige, at klimamålene for 2030 er sindssygt vigtige. Hvis vi ender med at få dem vedtaget, så er det noget, jeg vil være rigtig stolt af. Så har vi faktisk formået at få EU til at tale med én stemme internationalt på fem år. Det gjorde EU ikke op til COP15. Og jeg mener, at de resultater, vi har opnået, i meget høj grad handler om, hvordan vi kommunikerer,« siger Connie Hedegaard.
Vi er løbet tør for tid, og hun slutter af med at takke for opmærksomheden. Jeg takker også.
Og tænker for mig selv, at det hele måske ikke er lige meget alligevel.

BLÅ BOG – Connie Hedegaard
Født 1960
Klimakommissær i Europa-Kommissionen siden 2010.
Sad i den danske regering fra 2004 til 2009, først som miljøminister, siden som klimaminister.
Fra 1990 til 2004 journalist.
Efter fire år hos Berlingske skiftede hun til DR, hvor hun var chef for
’Radioavisen’ til 1998. Herefter vært på DR2 ’Deadline’.
Valgt første gang til Folketinget for de Konservative i 1984, men stoppede i politik i 1990 for at blive journalist.
Uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og historie.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen