Siden 2008 har smartphones og tablets bid for bid nedbrudt alle barrierer for danskernes lyst til at læse journalistik på nettet – nu også de lange formater. Alle teknologiske forudsætninger er stort set kommet på plads, enhederne er blevet hvermandseje, og fremtidens marked for journalistik på smartphones og tablets er enormt stort.
»Det er en fuldstændig enestående, eksplosiv udbredelse. Vi har aldrig nogensinde set noget lignende. Der findes næsten ikke det storbymenneske i den vestlige, industrialiserede del af verden i dag, som ikke har internetadgang og en smartphone i lommen,« fortæller Lars Kabel, medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Og redaktionschef på politiken.dk Karl Erik Stougaard er begejstret på branchens vegne:
»Den internationale tendens er, at man er forbi diskussionen om platforme. Nu er vi nået frem til en meget, meget vigtig erkendelse: Det handler om indhold!« siger han.
Aldrig set noget lignende
I maj 2013 havde 67 procent af alle voksne danskere anskaffet sig en smartphone, og 44 procent af de danske husstande havde mindst én tablet, ifølge Gallup. Og siden disse tal blev opgjort, er både tablets og smartphones blevet væsentligt mere udbredte. I 2013 blev der solgt mere end én milliard smartphones og 217 millioner tablets på verdensplan.
Ikke engang radioen eller tv’et spredte sig lige så hurtigt som smartphones og tablets.
De mobile enheder er interessante for journalistikken, blandt andet fordi man kan læse på dem i tilbagelænet tilstand, og fordi brugerne tager dem med overalt.
»Smartphones og tablets gør, at man i dag får sit medieforbrug fra mange forskellige kilder i stedet for nogle få. Forbruget foregår igennem en 16 times rytme. Og det foregår overalt, hvor du er,« siger Lars Kabel og tilføjer:
»I de seneste år har det været relativt elitært at have en avis, men nu åbner de her devices op for, at mange flere kan tilgå avisernes journalistik. Læsermarkedet vil vokse – ikke økonomisk, men antalsmæssigt.«
JP og Politiken: Fremtiden er mobil
Souschef på politiken.dk Jesper Friis fortæller om historikken:
»Smartphones og tablets begyndte at rykke trafikmæssigt omkring 2010-2011, og det har rigtigt taget fart inden for de seneste to-tre år. Teknologien står ikke længere i vejen for os. Og der er mange medievirksomheder, der er gået ’mobile first’.«
Den samme situation tegner sig hos Jyllands-Posten. Her ligger netavisens læsertal aktuelt mere end dobbelt så højt som printavisens læsertal, og Jyllands-Postens digitale direktør, Jens Nicolaisen, siger:
»Vi forventer, at trafikken fra mobile enheder på jp.dk snart vil overhale desktops og laptops. Nu har vi ligestillet de to ting på jp.dk og har skærpet fokusset på det mobile.«
Peak, drop – og optur
I dag tager branchen de håndholdte enheder overordentligt seriøst. Men sådan har det ikke været hele tiden, forklarer Lars Kabel. Han opsummerer udviklingen, siden den første iPad kom på markedet i 2010.
»Nu fik vi alle sammen muligheden for at lave de her fantastiske multimedie-fortællinger. Og mediehusene gik i gang med satsninger til tablets. Men det var bare alt for tidligt,« siger Lars Kabel. »Apparaterne var gode nok, men udbredelsen var ikke stor nok, forklarer han. Og avishusene overgjorde det: Der var for meget form og for lidt indhold. Da man så havde brændt fingrene og fyret nogle millioner af, gik man i den modsatte grøft og gik næsten ned i nul. Så holdt avishusene op og afviklede de afdelinger, man havde oprettet.«
Nu er udviklingen ved at vende:
»I dag ser du den modsatte proces: Nu er der ingen, der vil sige, at tablets og smartphones ikke er kommet for at blive. Det er en klassisk kurve: Først er der et peak, så falder det lidt, og så kravler det opad igen. Mediernes begejstring var der i 2010 og 2011, og så dykkede den i 2012 til næsten ingenting. I 2013 steg den igen. Og inden vi er ved 2015, vil det være fuldstændigt almindeligt, at alle kommunikerende virksomheder, institutioner og medier har indhold designet til håndholdte devices,« siger Lars Kabel.
Udviklingen er international
På samme måde i andre lande. Reuters Institute gennemførte i starten af 2013 en undersøgelse af det digitale medieforbrug i Danmark, USA, England, Japan, Brasilien, Tyskland, Spanien, Italien og Frankrig. I disse lande er internettet nu blevet den vigtigste kilde til nyheder for 50 procent af de 18-44-årige og for 25 procent af borgere over 44 år. Og i USA kommer omkring 40 procent af trafikken på de førende netmedier nu fra smartphones og tablets, fortæller Joshua Benton, leder af Nieman Journalism Lab ved Harvard Universitet.
Salget af smartphones har for længst overhalet salget af traditionelle computere, og salget af tablets er tæt på at gøre det. Og der er konsensus blandt teknologi-eksperter om, at brugen af mobile enheder vil udkonkurrere brugen af traditionelle computere til medieforbrug.
Dette er anden artikel i en serie. Den næste handler om, at lange formater er slået endeligt igennem online.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.