100 års-fødselaren Ernest Hemingway skabte en knap og realistisk skrivestil, som stadig påvirker journalistikken.

• Han blev påskønnet med Nobelprisen i litteratur i 1954. I begrundelsen blev der henvist til hans »kraftfulde, stilskabende mestring af den moderne fortællings kunst«. Prisbelønningen kom kort efter udgivelsen af »Den gamle mand og havet«. Men hæderen gjaldt også tidligere højdepunkter i forfatterkarrieren – lige fra »Og solen går sin gang« over »Farvel til våbnene« til »Hvem ringer klokkerne for?«
Ernest Hemingway ville være fyldt 100 år den 21. juli. Han er den måske mest berømte amerikanske forfatter i dette århundrede. Han skabte en knap og realistisk skrivestil, som blev normsættende udi kunsten at skrive fiktion.
»Papa« er også kendt som macho-krigskorrespondenten, der villigt påtog sig løsarbejde som formidler af frontberetninger for at få »a piece of the action«.
Men han havde faktisk en fortid som fuldtidsjournalist. Det var en erfaring, han tillagde kolossal betydning. Han koketterede med, at det kan være en hjælp for en forfatter at have stået i lære som journalist, blot han husker at forlade faget i tide.
Hans distinkte stil kan føres tilbage til netop den journalistiske opdragelse. Stilen påvirker ifølge amerikanske eksperter stadig journalistikken her adskillige årtier senere.
»Han udviklede en minimalistisk stil, som var Amerikas egen, og som vandt udbredelse, efter at USA for første gang havde manifesteret sig internationalt med engagementet i Første Verdenskrig,« siger James Nagel, professor i amerikansk litteratur ved University of Georgia i Athens.
»Det var et brud med den floromvundne victorianske skrivemåde fra Storbritannien,« forklarer Nagel, som er tidligere formand for Ernest Hemingway Selskabet og har udgivet flere bøger om fødselaren.

Intet om hvorfor
De amerikanske »Papaficionados«, som Hemingway-entusiasterne elegant omtales, udpeger en række specifikke karaktertræk ved Hemingways stil. Først og fremmest skrev han sparsomt og direkte. Der er meget om »hvem«, »hvad« og »hvor«, men stort set intet om »hvorfor«.
»Han sammenligner ikke med andre ting, men beskriver blot tingene i sig selv. Han omtaler ikke følelser – hverken humor eller tragik. Han udelukker menneskelig erfaring,« siger Nagel.
Hemingway nærede som skribent en dyb mistillid til adjektiver og adverbier. Det var, som om han mente, at forfatteren derved påtog sig tolkningen af begivenhederne på vegne af læseren – i stedet for at stole på, at læseren kunne klare opgaven selv på grundlag af egne erfaringer.
Susan Beegel, ph.d. og redaktør af tidsskriftet The Hemingway Review, har i flere bøger særligt beskæftiget sig med Hemingways raffinerede fornemmelse for udeladelser.
»Han pådutter ikke læseren, hvordan han skal reagere. Han nøjes med at formidle stemningen,« siger Beegel om Hemingways metode, som bestod i at skrive alt stoffet sammen i én lang version og siden bruge oceaner af tid på at luge det overflødige bort. Det var efter hans opfattelse unødvendigt med ord og vendinger, der ikke bragte handlingen videre.
Hemingway erklærede i et brev fra 1932, at han bevidst forsagede den storslåede, bredt anlagte fortællemåde. Han gav som begrundelse, at enhver, der kan male flotte, store billeder, også kan male flotte, små billeder.
»Der er meget dialog. Han havde en sans for lyd og rytme, som var ekstraordinær. Han kunne gengive på en troværdig måde, hvordan almindelige mennesker taler. Han havde også en meget fotografisk iagttagelsesevne,« fortsætter Beegel.
»Han placerer læseren solidt på stedet for handlingen. Læseren kan se, lugte og mærke, hvordan der er, som om han var der selv. Det er det geniale ved Hemingways minimalisme,« tilføjer James Nagel.

Forudsætninger til stede
Ernest Hemingway voksede op i Oak Park, en forstad til Chicago for den bedre middelklasse. Faderen var læge og naturkender. Han tog Ernest med på jagt og fiskeri og lærte ham at observere.
Moderen var operasanger og siden musiklærer. Ernest modtog undervisning i at spille cello og blev – som sine søskende – slæbt med til koncerter. På den måde lærte han at lytte. Han udviklede sin sans for musik, herunder sprogets musik, vurderer Susan Beegel, som fremhæver hans evne til at skrive kontrapunktisk.
I barndomshjemmet i Oak Park boede desuden en morfar og en morbror, som begge var eminente til at fortælle historier.
Så forudsætningerne for at blive skrivent var fuldt ud til stede. Ernest fik skærpet lysten med sine artikler i skolebladet på Oak Park and River Forest High School.
Rent stilistisk blev han formet under sin korte, men uhyre lærerige tid som journalistspire på Kansas City Star fra oktober 1917 til april 1918. Det var en avis med ry for saglighed og præcision i en epoke, da den »gule presse« havde forvandlet mange amerikanske journalister til kampagnearbejdere.
The Star fremholdt en række journalistiske spilleregler, som gav journalisterne mulighed for at boltre sig, så længe de var tro mod sandheden. De nyttige råd omfattede også sproglige anvisninger om at skrive kort og enkelt.
Den unge Hemingway, som gerne gik i jægerskjorte og helst opholdt sig ude i virkelighedens vildnis, tog vejledningen til sig. Også han havde et behov for at fortælle tingene uden omsvøb efter pænheden i Oak Park.
»Hans prosastil er tydeligt under indflydelse af manualen fra The Star,« siger James Nagel.
»Han fik noget med sig fra The Star,« siger en beskeden Steve Paul, feature-redaktør på Kansas City Star.
Avisen fejrer den mest prominente ansatte med en foredragsaften med Michael Reynolds, som har skrevet en fem binds-biografi om Hemingway, Hemingway-film, en bustur rundt i Kansas City til Hemingway-lokaliteter, en paneldebat blandt forfattere om den litterære arv efter Hemingway samt et stort særtillæg om fødselaren – Paul er ved at finpudse det.
»Vi er glad for, at han var her,« medgiver Steve Paul. Hemingway forlod Kansas City Star, da muligheden for at tage på nye eventyr pludselig bød sig – denne gang som Røde Kors-ambulancefører i Italien hen mod slutningen af Første Verdenskrig. I 1920 vendte han tilbage til Europa, nemlig til Paris. Han havde da besluttet at satse på at blive forfatter, men lavede artikler til Toronto Star ved siden af.
En redaktør på Toronto Star gentog nogle af rådene fra Kansas City Star: Ikke så mange ord, ikke så mange følelser, kom hurtigt til sagen!
Hvad angår hans utrættelige forsøg på at skrive fiktion, havde Hemingway i Paris to store mentorer i Ezra Pound og Gertrude Stein. Pound bestyrkede ham yderligere i avisernes devise om at økonomisere med sproget. Han modnedes langsomt frem til gennembruddet med »Og solen går sin gang«, som udkom i 1926.
Resten er historie, som man siger, og kan findes i verdens litteraturhistorie.

Hemingway lever!
De amerikanske Hemingway-eksperter mener, at Hemingway stadig lever i journalistikken, selv om han fysisk døde for egen hånd i 1961.
Steve Paul nævner Hemingway-myten – krigskorrespondenten, som dækkede den græsk-tyrkiske krig, der var en udløber af Første Verdenskrig, Den Spanske Borgerkrig og var med på D-dagen i 1944 og befrielsen af Paris under Anden Verdenskrig.
Hemingway er fortsat forbillede for journalister af den traditionelle mandhaftige støbning, der opsøger farefulde situationer.
Hans mere journalistisk prægede fiktion såsom tyrefægtningsberetningen »Døden kommer om eftermiddagen« (1932) kan ifølge Paul også have været inspirationskilde for »New Journalism« – den fortællende journalistik, hvor reporteren er til stede som en del af handlingen.
Det var den journalistik, der vandt udbredelse i USA i 1960’erne med Tom Wolfe, Truman Capote, Gay Talese, Hunter S. Thompson, og hvad de nu hedder alle sammen. Alle eksperter mener dog, at det er stilmæssigt, at Hemingway har sat de dybeste spor.
Susan Beegel konkluderer, at han generelt påvirkede den amerikanske skrivemåde.
»Alle journalister skal være saglige. Men han har vist, hvordan man får mest ud af det. Det er ikke så simpelt, som det ser ud til,« siger Beegel og oplyser, at når hun læser krigsreportager fra Balkan, kan hun ofte finde sætninger, som er rent hemingwayske.
»Hemingways indflydelse kan ses i den daglige avis,« mener James Nagel. »Ingen journalist kan slippe af sted med at skrive i et vildt blomstrende sprog. Medier som New York Times og Time Magazine afspejler i høj grad fortsat Hemingways saglige stil.«
John Bittner, professor i journalistik og massekommunikation ved University of North Carolina i Chapel Hill, bemærker, at journalister har efterlignet Hemingways stil siden 1930’erne – og med god grund, for den er stadig gyldig. Bittner bruger Hemingway-eksempler jævnligt i undervisningen af journalistelever.
»Det er ikke til at undgå at være interesseret i en håndværker med en så anerkendt føling med sproget,« bedyrer Bittner.
Hemingway fulgte den journalistiske læresætning om »Don’t tell it, show it!«, længe før den blev opfundet.
»Han er et enestående pejlingsmærke for vordende journalister. Selv kommende tv-journalister, som skal lave kort og klar speak til oplæsning, kan lære af hans fine syntaks og sproglige rytme,« mener John Bittner.

Du kan læse Hemingway-artikler fra avisen Kansas City Star på Internettet på adressen http://www.kcstar.com/aboutstar/hemingway/ernie.htm

De 110 bud

Kansas City Stars skrivemanual for journalisterne bestod oprindelig af 110 punkter.
De vigtigste råd fra »The Star Copy Style«, som den hed, er gengivet i en glasmontre på Hemingway-museet i Chicago-forstaden Oak Park:
• Brug korte sætninger.
• Brug korte indledninger.
• Brug et livskraftigt sprog. Vær positiv – ikke negativ.
• Brug aldrig klichéer. Slang skal være forfriskende, før det må bruges.
• Fjern alle uvæsentlige ord.
• Undgå brugen af adjektiver – især de svulmende af slagsen.
• Forsøg at fastholde en talesprogslignende atmosfære i citater.