Michael Qureshi anonymiseret af svenske medier

Mens danske medier sætter navn på den fyrede journalist fra Ekstra Bladet, har flere svenske medier anonymiseret ham. »Det er lige meget, om han selv ønsker at stå frem ved navn,« siger redaktør  

Siden Ekstra Bladet 4. december skrev, at sportsjournalist Michael Qureshi var blevet bortvist fra avisen, har Qureshis navn optrådt overalt i medierne.

Chefredaktør Poul Madsen siger, at Ekstra Bladet skrev navnet på eb.dk og i en pressemeddelelse for at forhindre spekulationer.

»Vi skrev hans navn for ikke at kaste mistanke på alle mulige andre medarbejdere på avisen,« siger Poul Madsen.

Siden har Michael Qureshi optrådt ved navn i artikler og indslag, hvor danske medier omtaler sagen.

Til sammenligning valgte to netmedier i Sverige, Journalisten.se og SVT.se, at anonymisere Michael Qureshi.

Ikke relevant for læserne

Chefredaktør på Journalisten i Sverige Helena Giertta fortæller, at bladets holdning til publicering af navne er meget restriktive.

»Navnet havde ingen almen interesse for vores læsere. Derfor er det ikke relevant, at vi skriver det,« siger hun.

Men giver det mening at undlade navnet, når det allerede er fremme?

»Jeg er ansvarlig for min egen udgivelse ikke for, hvad andre gør,« siger hun.

Mens Journalisten i Sverige og SVT har anonymiseret Michael Qureshi, skriver branchesitet Resume.se og Expressen for eksempel hans navn.

Qureshis eget valg

Det samme gør Berlingske Media, der bragte historien om aftenen 5. december 2015 og nævnte Michael Qureshi i underrubrikken.

Sportschef på BT Benjamin Munk Lund siger, at han brugte navnet, fordi Michael Qureshi selv havde ytret sig om sagen på sociale medier.

»Når han både skriver om det på Facebook og Twitter, giver det ikke mening at skjule hans identitet. Det er et valg, Michael Qureshi selv har truffet,« siger han.

BT vidste desuden, at TV3 Onside var på vej med et konfrontationsinterview med Michael Qureshi, hvor han svarede på kritikken.

»Men vi vidste selvfølgelig ikke, om de ville bringe det maskeret,« siger Benjamin Munk Lund.

For det svenske Journalisten har det ingen betydning, at Michael Qureshi selv er trådt frem med navn på.

»Det er lige meget, om han selv ønsker at stå frem ved navn. Det er ikke ualmindeligt, at folk står frem med navn, hvor jeg som udgiver beslutter at anonymisere,« siger Helena Guietta.

Helena Guietta tilføjer, at hun måske ville have truffet en anden beslutning som chefredaktør for et dansk medie, hvor den almene interesse blandt læserne for sagen er større.

Tog aldrig diskussionen

I en artikel på Journalisten.dk optrådte Michael Qureshi ved navn i en artikel 6. december 2015.

Redaktør på Journalisten i Danmark Øjvind Hesselager siger, at Journalisten godt kunne have taget et andet standpunkt end at bruge navnet.

»Men for at være ærlig tog vi aldrig diskussionen,« siger Øjvind Hesselager.

Han tror dog ikke, at det ville have ændret på beslutningen.

»Jeg ville ønske, at vi havde taget diskussionen. Men jeg tror, vi ville have brugt navnet alligevel, fordi det allerede var ude overalt,« siger han.

For Ekstra Bladets Poul Madsen er det vigtigste argument, at det ikke ville være muligt at holde navnet hemmeligt.

»Hvis vi ikke fortalte navnet, ville vi skabe en rygtestrøm og mistænkeliggøre alle,« forklarer han.

0 Kommentarer