Information beklager opdigtede oplysninger i kronik

Information beklager, at oplysninger om en bytur var opdigtede uden avisens vidende. Chefredaktør Christian Jensen erkender samtidig, at rettelsen i avisen i dag er »sløset«, fordi læserne ikke får at vide, hvad der var opdigtet. Nu er rettelsen rettet på nettet

Dagbladet Information skriver under ”Præciseringer” i dagens trykte avis:

”Efter kronikken i gårsdagens avis var offentliggjort, har skribenten gjort Information bekendt med, at visse faktuelle oplysninger er opdigtede. Han står dog ved kronikkens budskab.”

Gårsdagens kronik ”Holder du også mund, når din ven er utro?” er studerende Steffen Christensens personlige beretning om, hvorfor han ikke vil vende det blinde øje til, hvis hans venner er utro. I kronikken beskriver han en episode, hvor hans ven er utro på en bytur. Steffen Christensen stiller ham et ultimatum: Sig det til din kæreste, eller jeg gør det.

Opdigtede oplysninger for at anonymisere

Men beskrivelsen af byturen rummer opdigtede oplysninger, skriver chefredaktør Christian Jensen i en mail til Journalisten.

"Kronikøren har efterfølgende oplyst, at stednavne og enkelte andre konkrete oplysninger er ændret for at yde vennen anonymitet. Det var Information ikke bekendt med, da kronikken blev bragt," skriver han.

Christian Jensen uddyber per telefon, at der er tale om en »sløset formuleret præcisering«, fordi det ikke fremgår, hvad der var opdigtet i kronikken.

Rettet på information.dk

information.dk har avisen derfor også rettet rettelsen. Her stod i første omgang den samme præcisering som i den trykte avis. Men i eftermiddag er den erstattet af en mere uddybende præcisering.

»Da vi bliver opmærksomme på, at præciseringen er svær at forstå, så ændrer vi den på nettet,« forklarer Christian Jensen.

Rettelsen lyder nu:

"I kronikken "Holder du også mund, når din ven er utro?" bragt 12. januar 2016 beskrev kronikør Steffen Christensen sin vens utroskab på en bytur. Kronikøren har efterfølgende oplyst, at stednavne og enkelte andre konkrete oplysninger er ændret for at yde vennen anonymitet. Det var Information ikke bekendt med, da kronikken blev bragt. At der var tale om anonymisering, burde have fremgået af både kronikken og gårsdagens mangelfulde præcisering. Vi beklager, red."

2 Kommentarer

Kim Henningsen
14. JANUAR 2016
Undskyld mig, men burde der
Undskyld mig, men burde der ikke være en nedre grænse for, hvornår medierne skal rette præciseringer - og hvad der skal til for at blive hudflettet på journalisten.dk? Hvis ovenstående ligger over grænsen, bli'r der sgu ikke plads til nye nyheder i ret mange medier....
Kh Kim
Michael Kjærgård
13. JANUAR 2016
Skriver I ikke lige en
Skriver I ikke lige en rettelse og præciserer, at det I kalder en rettelse var en præcisering?